En grå torsdag i oktober måned sad jeg på Plejecenter Nørremarken i Køge Kommune sammen med medarbejderne, repræsentanter fra den nye ledelse og kommunen.

Klokken var syv om morgenen. Folk var meget stille, mens der blev tændt for et stort fjernsyn.

Cirka 50 personer var mødt frem for at TV2-dokumentaren "Opråb fra plejehjemmet". 
Den handlede om Plejecenter Nørremarken og havde givet mange af kollegerne ondt i maven i længere tid. 

Brutal virkelighed

For et Danmark, der var midt i en valgkamp, blev udsendelsen et symbol på en kriseramt ældrepleje, som alle kastede sig over.

Men for de mennesker, jeg så dokumentaren med, handlede den om at få vendt op og ned på opfattelsen af deres egen  arbejdsplads og værdien af deres arbejde.

Nogle græd, et par blev vrede, mange blev stille. Alle var berørte af de grimme scener.

Det, vi så, var ikke værdig ældrepleje. Det var ikke kærlig og faglig omsorg for ældre og elskede, der fyldte de 44 minutter, programmet varede.

Der var kritisable forhold. Og jeg ved, at jeg deler den opfattelse med mange medarbejdere fra Nørremarken.

Det burde ikke finde sted, men det gjorde det.

Had mod personalet

Op til offentliggørelsen havde TV2 kørt nyheder og optakt for programmet. Forargelsen var stor. I kommentarspor på Facebook blev personalet lagt for had.

Flere steder blev der talt om dårlig moral, manglende samvittighed og dårlig dømmekraft hos medarbejderne.

Jeg husker særligt én kommentar på Facebook. Man foreslog, at personalet skulle tvinges til at ligge hele natten i sengen uden at måtte stå op. Så kunne de selv lære det, mente man.

I Altingets spalter mente en kommentator at vide, at personalet på plejehjemmene ofte blev rekrutteret fra ”lavere sociale klasser, hvor man har personlige mangler, der går ud over andre,” som han skrev.

”Man har mangel på karakter, disciplin, moral, empati og samvittighed,” lød det. 

Virkeligheden bliver unægteligt lettere at navigere i, hvis omsorgssvigt tilskrives enkelte individer, man bare kan fyre eller lægge for had.

Så enkelt er det bare ikke.

Grænserne har rykket sig

Hvordan forklarer udskammerne fx, at en tidligere dygtig og engageret medarbejder, der valgte omsorgsfaget for at gøre en forskel og i en årrække har gjort et godt stykke arbejde, pludselig ender som skurken i en dokumentar om omsorgssvigt?

Hvordan forklarer de, hvorfor medarbejdere på en arbejdsplads kan udvikle en kultur, hvor det er i orden at tale hårdt til ældre demente? Og hvad lærer vi om, hvad der sker med fagligheden et sted, hvor en medarbejder fire gange kan gå til de daværende ledelser med bekymring om forholdene uden at se forandring?

Jeg savner en dybere samfundsmæssig interesse og reflektion over, hvordan forråelsen opstår.

Hvis du i længere tid oplever, du er under et pres, og hvis din indsats over for borgerne samtidig opleves utilstrækkelig, så ved vi, at grænserne for, hvad du som udgangspunkt ville se som ordentlig omsorg og pleje, risikerer at rykke sig.  

Og vores ældrepleje er ekstremt presset. Der mangler kolleger, der mangler faglærte, og der mangler ressourcer. Samtidig bliver de ældre borgere, der kommer på plejehjem, mere og mere plejekrævende. Det er også virkeligheden i Køge Kommune og på plejehjemmet Nørremarken.

En hård virkelighed, der med tiden kan resultere i, at velfærds- og sundhedsansatte bliver så slidte, at selv den dygtige medarbejder kan ende med at optræde afvisende, skælde ud eller gøre sig selv ligeglad med, om man egentlig passer sit job ordentligt.

Vi skal snakke mere om forråelse

Hvis vi for alvor vil skabe forandringer, er vi nødt til at forstå, hvad der skaber forråelsen, og hvad der modvirker den.

For selv om TV2s dokumentar gjorde et stort nummer ud af at understrege, at personalet havde masser af tid, og det derfor ikke var ressourcer, der kunne løse problemet, så kan der faktisk godt have manglet ledelsesmæssige, faglige og menneskelige ressourcer forud for det øjeblik, hvor en medarbejder i dokumentaren stjæler sig til en ekstra pause og dermed svigter. 

”Forråelsen er en overlevelsesstrategi, hvor man prøver at gøre sig selv ligeglad, blive kynisk og distanceret for ikke at mærke afmagtsfølelserne,” siger psykolog Dorthe Birkemose, der er ekspert i forråelse i ældreplejen. 

I FOA har vi arbejdet med forråelse og med at forstå, hvordan og hvorfor forråelse kan få fat. Vi har lavet kampagnen "Sig det højt – gør det fagligt".

Der er desværre ikke nogen let snuptagsløsning, og en del af løsningen er stadigvæk at få fokus på det gode arbejdsmiljø og sikre flere hænder til kernevelfærden.

Men en afgørende faktor er at bane vejen for en arbejdspladskultur, hvor vi tør tale om vores fejl, og hvor det anses som fagligt – ikke farligt – at tage svære dilemmaer op.

Dem står FOAs medlemmer med hver eneste dag. Men ingen kan lykkes, hvis kollegerne kun har tid til at høre det halve af vores frustrationer og aldrig har tid til at stoppe op og give det faglige modspil, der er brug for.

Samtidig har den nære, faglige ledelse enorm betydning for, om medarbejderne lykkes. For det er den faglige ledelse tæt på medarbejderne, der skal holde et skarpt øje med, om fagligheden kommer under pres, og risikoen for omsorgstræthed sætter ind.