Når medier afslører forråelse på plejehjemmet, bostedet eller et tredje velfærdsområde, og skandalen ruller, sniger automat-reaktioner sig hurtigt ind i debatten. Medarbejdere og ledere bliver gjort til syndebukke, og forvaltninger forsøger at lægge låg på sagen. Politikere glemmer de langsigtede løsninger i den kortsigtede krisehåndtering. 

Psykolog Dorthe Birkmose, der i snart 20 år har beskæftiget sig med forråelse blandt medarbejdere og ledere indenfor velfærdsområderne, mener, at debatten rummer for mange quickfixes, som ikke løser nogen problemer.

Ifølge hende er der brug for at tage det psykiske slid, der risikerer at føre til forråelse, langt mere alvorligt, end vi har gjort hidtil. Problemerne bør håndteres lang tid før, der bliver noget at filme, og før det ender med dystre overskrifter i medierne. 

- Vi skal turde snakke om forråelsen. Det har for længe været et tabu at indrømme, at vi alle kan blive forråede. Det er sårbart og skamfuldt at indse, hvis man krænker eller svigter andre. Fordi man skammer sig, prøver man at holde det skjult og ikke tænke på det, siger hun.

Heldigvis er tabuet brudt blandt professionelle. Der tales om forråelsesrisikoen på samme måde, som der tales om risici for stress, omsorgstræthed og moralsk stress. Og det er en start, fremhæver Dorthe Birkmose. 

Fare på færde

Som psykolog bruger hun al sin tid på at holde foredrag om fænomenet på både private og offentlige velfærdsinstitutioner. Her fortæller hun om årsagerne og om skridtene væk fra forråelse. 

- Vi har talt om psykisk arbejdsmiljø og stress i rigtig mange år. Derfor er der en stor viden om stress og en opmærksomhed på stress-symptomerne. Nu er vi i gang med at blive lige så opmærksomme på symptomerne på forråelse, siger hun. 

Det gælder om at reagere, når man opdager de første små symptomer. Både hos sig selv og andre professionelle. Der er fare på færde, når man bliver irriteret, opgivende, kynisk, mistroisk og ligeglad. Forråelsen viser sig, når man latterliggør, afviser, ignorerer eller skælder ud på andre. Både de negative fortællinger om andre og de lidt for positive historier om én selv er klassiske symptomer. Forråelse handler nemlig om at tænke, føle og bekymre sig mindre, end man egentlig gør. Den er en mestringsstrategi, som man bruger, når man bliver for afmægtig og udmattet. For fænomenet opstår aldrig ud af det blå, mener Dorthe Birkmose.

- Den kan dukke op alle steder, når medarbejdere og ledere står med for stort ansvar og ikke får den støtte, som de har behov for. Det er vigtigt at forstå, at vi står med et problem, som kræver hjælp fra topledere og politikere.

Det handler om at lytte

Tabuet er brudt. Næste opgave er at få bugt med udskamningen. Når mediesagerne ruller, er forargelsen, fordømmelsen og udskamningen massiv. På den ene side er det forståeligt, at følelserne går højt, men på den anden side er det absurd, at forråelse mødes med forråelse. 

På de sociale medier holder man sig ikke tilbage fra at devaluere og diagnosticere. Derudover bliver medarbejdere råbt ad på parkeringspladserne ved deres arbejde, og ledere får dødstrusler.   

- Udskamningen løber løbsk. Og det er ingen hjælp, siger hun. 

Der er brug for, at journalister og politikere forstår, at der ikke er nogen skurke. Der er blot slidte mennesker, der prøver at holde sammen på sig selv med forråelsen. Der er også brug for, at journalister og politikere forstår, at forråelse ikke er et individuelt, men et kollektivt problem, forklarer Dorthe Birkmose.

Når forråelsen bliver så ekstrem, at der er noget at filme, handler det om medarbejdere, som i lang tid er blevet svigtet. 

- Når nogle medarbejdere ender med at krænke, ydmyge og slå børn og borgere, så har andre kunnet se faresignalerne i lang tid forinden. Men de har tydeligvis ikke kunnet hjælpe de medarbejdere, der farer vild. Topledere og konsulenter har haft muligheden for at tænke sig frem til, at der har været for høje følelsesmæssige krav for længe. Men de har tydeligvis heller ikke hjulpet medarbejderne, siger hun.

De har nemlig al den viden, der behøves.

- Topledere kan være en gigantisk hjælp, hvis de viser, at de kan tåle at få fejl, mangler og problemer frem i lyset. Uden at udskamme nogen. Uden at individualisere problemerne. Og uden at ty til quick fixes, siger hun og fortsætter:

- Hvis topledere og politikere gribes af angst, når forråelsen dukker op, så risikerer de at reagere med forråelse i form af mistroisk kontrol, skælden ud og afstraffelser. Hvis journalister bliver ved med at fortælle skurkehistorier, så er de medvirkende til at skabe syndebukke, og at der blot lægges låg på problemerne. Det er ingen hjælp.