Kommunen.dk
MENU

Klumme/

Efter ferien: Vent med at spørge  til arbejdsopgaverne

Den korte periode, hvor kroppen er på arbejde, mens sindet stadig holder fri, er en oplagt ledelsesmæssig mulighed for en sjælden luksus: At tjekke ind på relationen.

Klumme/

Efter ferien: Vent med at spørge  til arbejdsopgaverne

Den korte periode, hvor kroppen er på arbejde, mens sindet stadig holder fri, er en oplagt ledelsesmæssig mulighed for en sjælden luksus: At tjekke ind på relationen.
Overgangen fra ferie til arbejde i sensommeren er en transitperiode, hvor krop og sjæl går fra off- til mental online igen. Det rummer begrænsninger og muligheder, som kan udnyttes.
Overgangen fra ferie til arbejde i sensommeren er en transitperiode, hvor krop og sjæl går fra off- til mental online igen. Det rummer begrænsninger og muligheder, som kan udnyttes.
Foto: Maud Lervik/Ritzau Scanpix
25. aug. 2024
Jan Henriksen
JAN HENRIKSEN
VICEDIREKTØR
KOMPONENT
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

Og det var så den sommer.

Personligt har jeg haft hovedet i busken, bogstavelig talt, fordi hækken var blevet for høj. Men også i overført betydning, for jeg har gjort mig umage med at holde helt fri fra både mail, faglitteratur og ledelsesmæssige tanker og overvejelser.

Første arbejdsdag kom hurtigere, end jeg anede det, og jeg skulle ærlig talt lige bruge et par dage til at omstille mig:

Hvordan var det nu lige med den strategi, og hvad var det lige for handlinger, vi aftalte at sætte i værk efter sommerferien?

Sådan har du nok også haft det. Og det har dine medarbejdere helt sikkert også. Langt de fleste har skubbet arbejde og opgaver helt tilbage i baghovedet til fordel for ferietid, familietid og fælles oplevelser. Det er lige præcis, som det skal være. Arbejdet får nærmest lov til at fermentere i fred deromme i baghovedet, og det kommer der ofte noget godt ud af.

Derfor er den her korte periode lige efter sommerferien, hvor kroppen er på arbejde, mens sindet stadig holder fri, en oplagt ledelsesmæssig mulighed for at gøre det, du for sjældent har tid og overskud til, når arbejdet rammer sin vante gænge:

At tjekke ind på relationen  

I stedet for at tumle lige ind i driften og tro på, at høj puls er vejen til succes, så overvej, hvor værdifuldt det er, at du nu får en chance for at møde dine kollegaer og medarbejdere uden forureningen fra gårsdagens trælse møde, hvidkålen i kantinen eller presset fra alt for mange og alt for korte deadlines.

Min anbefaling: Lad være med at spørge ind til arbejdsopgaverne. Spørg i stedet ind til, hvilke idéer og ambitioner de møder ind med. Lur mig, om de friske perspektiver ikke er væsentligt bedre end de planer, du eller I lagde op til sommerferien, da gearet var lige lidt for højt.

Hvis du lytter til medarbejdernes overvejelser og perspektiver, vil du med garanti opleve, at nogle af idéerne fra maj, juni og juli ganske enkelt ikke længere er aktuelle. Så hvorfor holde fast i det, bare fordi det nu var aftalen? Noget klogere og noget bedre er opstået på et eller andet tidspunkt mellem sidste arbejdsdag og første arbejdsdag, og det gør man klogt i at udnytte. Naturligvis ikke blindt, for vi lavede også gode aftaler og planer før sommerferien. Men alle steder, hvor det giver mening.

Vanetænkningen skal nok melde sig igen

Det kræver lidt øvelse at møde sine medarbejdere på en måde, hvor I kan bruge jeres relation til at åbne for nye perspektiver og veje i arbejdet. For nogle er det måske nærliggende at tænke, at denne tilgang til dialog er både vag, slatten og ineffektiv. Der kan jeg trøste med, at travlhed, vanetænkning og ydre styring nok skal vende tilbage for fuld kraft – og det endda hurtigere, end du tror.

Så hvorfor ligefrem spurte tilbage i det ekkokammer, hvor alt enten haster eller haster meget? Brug tiden efter ferien til at undersøge, om der er noget, der ikke haster mere, eller som måske ligefrem er blevet ligegyldigt. Dette kan du blive klog på, hvis du oprigtigt lytter til de overvejelser, den lange skønne sommerpause har givet anledning til.   

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR