Kommunen.dk
MENU

Efter fejlslagen graffitikrig: Nu tier Esbjerg graffitien ihjel

Esbjerg gik hårdt til lokale graffiticrews, men indsatsen virkede ikke helt som ønsket. Nu holder kommunen sin mund og skrubber spraymalingen væk.

Efter fejlslagen graffitikrig: Nu tier Esbjerg graffitien ihjel

Esbjerg gik hårdt til lokale graffiticrews, men indsatsen virkede ikke helt som ønsket. Nu holder kommunen sin mund og skrubber spraymalingen væk.
HSDF er af de mest udbredte tags i Esbjerg. Her er graffitien lavet som et throw-up, der er et udtryk for større stykker graffiti. Men HSDF er også udbredt som tags, der er mindre og grovere i sin udformning. De største og mest tidskrævende stykker graffiti kaldes pieces.
HSDF er af de mest udbredte tags i Esbjerg. Her er graffitien lavet som et 'throw-up', der er et udtryk for større stykker graffiti. Men HSDF er også udbredt som tags, der er mindre og grovere i sin udformning. De største og mest tidskrævende stykker graffiti kaldes pieces.
Foto: Jens Christian Top, Ritzau Scanpix

I årevis er en lokal insiderjoke blevet malet rundt omkring i Esbjerg Kommune. HSDF står der skrevet på mure og vægge. De fire bogstaver er en forkortelse, og nu undrer du dig måske: ‘Hvad står det for’? Det kommer vi til senere.

For fem år siden florede HSDF og lignende graffititags i Esbjerg. Og efterhånden som den ulovlige graffiti begyndte at fylde mere, så byrådspolitikerne sig nødsaget til at skride til handling.

‘Kommunen erklærer krig mod graffiticrews,’ skrev JydskeVestkysten i 2016.

Det år brugte Esbjerg i omegnen af 400.000 kr. på at bekæmpe den ulovlige graffiti. Beløbet var en femdobling af, hvad kommunen brugte året før.

Dermed droppede man kammertonen overfor personerne i den ulovlige del af graffitimiljøet.

- Nu står den på konsekvens og nultolerance. De ødelægger flere ting og specielt for dem, der gerne vil malelovligt, sagde daværende formand for teknik- og byggeudvalget, Anders Kronborg (S), dengang til DK Nyt.

Men indsatsen hjalp slet ikke som ventet. Der blev godt nok fjernet en masse graffiti, og byen blev pænere at se på for en stund, men der kom stadig ny graffiti til - heriblandt de mystiske HSDF tags.

- Vi stopper under ingen omstændigheder med at lave ulovlig graffiti, selvom der kommer steder, hvor vi må male lovligt, sagde en anonym repræsentant fra HSDF-crewet til JydskeVestkysten dengang.

Så meget koster graffitiindsatsen

Sidste år brugte Esbjerg Kommune 311.464 kr. på at bekæmpe og fjerne graffiti.

Der var ikke afsat specifikke budgetposter til formålet, idet det indgik i samlede budgetbeløb som en del af generel vedligeholdelse.

Der blev i 2018, ekstraordinært, afsat en driftspulje på 0,5 mio. kr. til fjernelse af graffiti, primært ved broer og tunneller. Arbejdet er gennemført, og der vedligeholdes målrettet på disse steder, så de fremstår uden graffiti.

Promoverede hærværk

I dag har Esbjerg skiftet spor.

Det fortæller nuværende formand for teknik- og byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (V).

- Når der kommer graffiti, prøver vi at tie det ihjel, siger han.

I stedet får kommunen fjernet den ulovlige graffiti, der hvor det bliver opdaget, og så snakker man ellers ikke mere om emnet.

- Tidligere gjorde vi meget opmærksom på, at der blev lavet ulovlig graffiti her, der og alle vegne, og på en eller anden måde hjalp det jo sådan set med at profilere dem, der lavede graffitien, siger udvalgsformanden.

Smitter af

Ifølge Søren Heide Lambertsen har Esbjerg ingen målinger, der indikerer, om kommunens stilleleg fungerer bedre, end den åbne krig gjorde.

  I stedet for at komme i dialog, så ignorer vi det bare

Men han oplever selv, at den ulovlige graffiti svinder ind i bybilledet:

- Det er stadig en udfordring, men ikke så meget, som det har været.

Seneste middel er at behandle mure med et coatingmiddel, der forhindrer spraymaling i at  trænge ind i murværket, og dermed gør det nemmere at vaske graffitien væk. Normalt bruger kommuner kun midlet i tunneller og viadukter, fordi det ikke virker på mure, der er udsat for regn og vind. 

Men inspireret af en studietur til Rotterdam bruger Esbjerg det nu også udenfor. I Rotterdam mener man nemlig, at coatingen virker fint i al slags vejr.

- Jo bedre graffitien sidder fast, jo flere penge koster det at fjerne den, siger Søren Heide Lambertsen.

- Vi er begyndt i større omfang at bruge det her middel på mure, når vi bygger nyt eller renoverer. Og så er vores strategi sådan set at få ulovlig graffiti fjernet så hurtigt, som muligt.

Esbjerg har ikke en formel tidsramme for, hvad ‘hurtigst muligt’ dækker over. Det har en kommune som Frederiksberg eller god erfaring med.  Her skal graffiti fjernes senest 24 timer, efter den er opdaget.

Lovlige mure

Ligesom flere større byer, har Esbjerg også offentligt tilgængelige mure, hvor alle må male graffiti lovligt.

- Det har vi sådan set gode erfaringer med. Det bedste ved den lovlige del er, at det graffiti, der bliver lavet der, er rigtig flot. Det er kunst, og der er noget, der værd at komme og kigge på det.

Kommunen har dog også nedlagt en mur, hvor det tidligere var lovligt at spraymale. For graffitimalerne kunne ikke holde sig inden for stregerne, og graffitien bredte sig ud til nærliggende mure.

  Tidligere gjorde vi meget opmærksom på, at der blev lavet ulovlig graffiti her, der og alle vegne, og på en eller anden måde hjalp det jo sådan set med at profilere dem, der lavede graffitien

Søren Heide Lambertsen har i dag ikke overblik over, hvordan det står til med graffiticrews som HSDF, der tidligere hærgede Esbjerg.

- I stedet for at komme i dialog, så ignorer vi det bare, siger udvalgsformanden.

Og i forhold til, hvad bogstaverne i HSDF står for, så er svaret ... Hvad Står Det For.

Esbjerg kommune brugte i 2019 i alt 311.464 kr. på at bekæmpe og fjerne graffiti. Der var ikke afsat specifikke budgetposter til formålet, idet det indgik i samlede budgetbeløb som en del af generel vedligeholdelse.

Esbjergs plan mod ulovlig graffiti

 I 2017 godkendte teknik- & byggeudvalget samt kultur & fritidsudvalget ”Handleplan for graffiti og Street Art i Esbjerg kommune”. Planen har en række punkter for, hvordan man bekæmper ulovlig graffiti. De lyder blandt andet:

1:Implementere lovlig street art og graffiti

2: Undgå misligholdte områder ud fra den tankegang, at vedligeholdelse og renholdelse hjælper med at nedbringe ulovlig graffiti

3: Registrering af udgifter bogføres så der kan laves udtræk på tværs af hele kommunen

4: Ulovlig graffiti fjernes hurtigst muligt efter registrering, højeste prioritet har de 3 midtbyer, Esbjerg, Ribe og Bramming, dertil langs de store indfaldsveje. Øvrig graffiti fjernes efter behov og nærmere vurdering. Dog kan fjernelsen intensiveres på lokaliteter, hvor der færdes mange mennesker i det daglige eksempelvis på legepladser, hovedstrøg og pladser.

5: Graffiti af et større omfang billeddokumenteres og anmeldes til politiet

Kommunen.dk sætter fokus på kommuners indsats mod graffiti i en artikelserie over de kommende uger. Har du inputs og idéer, skriv da til [email protected].

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR