Butiksskilte falmer, gardiner trækkes for, og ’til leje’-plakaterne bliver hængende lidt for længe.

Mange danske bymidter kæmper for at holde liv i det, der engang var fællesskabets naturlige centrum – torvet, hvor man handlede, mødtes og blev hængende lidt længere, end man egentlig havde tid til.

En ny rapport og vidensprojekt, Det Åbne Vindue, udarbejdet af BARK Rådgivning, samler erfaringer fra en lang række byer og peger på, hvordan kommunerne kan spille en aktiv rolle i at redde de hensygnende bymidter. For den klassiske handelsby er ikke længere, hvad den var – og måske skal den heller ikke være det.

- Vi ved jo godt, at handlen har ændret sig. En stor del foregår på nettet eller i centre uden for bymidten. Samtidig handler vi faktisk mere end nogensinde – bare andre steder, siger Kira Maria Svankjær, seniorrådgiver hos BARK Rådgivning og tidligere kommunal planlægger.

Hun har selv været en af drivkræfterne bag rapporten og fortæller, at ønsket om at forstå, hvorfor kommunerne stadig kæmper med de samme barrierer som for to årtier siden, blev startskuddet til arbejdet.

- Jeg har i mange år arbejdet med bymidter og har hørt om deres forandring siden jeg blev uddannet for over 20 år siden. Det er ikke nyt – men jeg undrede mig over, hvorfor vi stadig kæmper med de samme barrierer. Derfor ville jeg prøve at dykke et spadestik dybere, fortæller hun.

Farvel til bageren og slagteren

Kira Maria Svankjær påpeger, at undersøgelser viser, at alle byer rammes af butiksdød, men at det går særlig hårdt ud over de små og mellemstore byer på mellem 4-20.000 indbyggere. Det kalder på en helt ny måde at tænke byens centrum på, understreger hun.

- Når vi siger, at bymidten skal gentænkes, handler det om tre ting: det fysiske, det mentale og det organisatoriske, siger Kira Maria Svankjær. 

Det fysiske handler om at beslutte, hvad de tomme butiksvinduer skal erstattes med – og hvor stor en bymidte man egentlig skal have. Mange steder bør den skrumpe, så aktiviteter og funktioner samles i en mindre, mere koncentreret kerne, frem for at blive spredt tyndt ud.

Men udfordringen er ikke kun fysisk. 

- Mange længes efter den ’gode gamle bymidte’ med bager og slagter, men det billede kommer nok ikke igen. Spørgsmålet er, hvad det egentlig var, vi savner – fællesskabet, samlingspunktet – og hvordan vi kan genskabe det med nye funktioner,  siger hun.

Rapporten peger netop på det mentale opgør som et af de sværeste. Kommuner og lokale aktører holder ofte fast i idealet om handelsbyen som motor – men i mange tilfælde skal motoren i fremtiden også drives af kultur, fritid og oplevelser. Det kan være alt fra brætspilscaféer og kreative fællesskaber  til dans, yoga og fællesspisninger.

- Det er ikke alt, der skal rykke ind – store haller og boldbaner hører stadig til i periferien. Men aktiviteter som fitness, dans eller yoga kan fint ligge centralt og skabe liv på andre tidspunkter af døgnet, siger Kira Maria Svankjær og nævner fitness i Karrebæksminde, som et eksempel: 

- Fitnesscenteret er indrettet i en tidligere dagligvarebutik og er i dag et vigtigt samlingspunkt for byens borgere med over 700 medlemmer.

Trivsel og tilhørsforhold begynder i stueetagen

Bag tallene og bymidtestrategierne ligger en mere grundlæggende pointe: at bymidten også er afgørende for menneskelig trivsel. 

Rapporten beskriver, hvordan de bedste bymidter taler til vores lyst, nysgerrighed og behov for at være sammen med andre – gennem atmosfære, mødesteder og de små, uformelle møder i hverdagen. 

Det handler om de korte samtaler på hovedgaden, pausen i solen på torvet og følelsen af at høre til.

Ifølge Realdanias undersøgelse Vores Livskvalitet fra 2025 er sociale relationer den vigtigste enkeltstående faktor for, hvordan vi trives. Og det gælder ikke kun de nære relationer, men også de lette, spontane møder – som at hilse på naboen eller sludre med kioskejeren. 

Den slags øjeblikke har en målbar positiv effekt på livskvaliteten, og det er netop her, bymidten kan noget særligt: Den understøtter det nære, det uformelle og det menneskelige.

Vidensprojektet Det Åbne Vindue fremhæver især stueetagen som et afgørende niveau for liv og identitet. Når lokaler i gadeplan rummer butikker, caféer, værksteder eller fælles aktiviteter, opstår et inviterende bymiljø, der styrker lokal stolthed og tilhørsforhold. Levende butikslokaler er ikke bare funktion – de er byens visitkort og scene.

Kira Maria Svankjær understreger det samme: 

- Jo flere grunde folk har til at komme der, jo bedre – og når du alligevel skal til yoga, kan du jo lige handle samtidig. 

For hende handler en levende bymidte i sidste ende om at skabe netop de små møder, der gør, at man ikke bare bor i en by – men hører til i den.

Kommunen som matchmaker

Hvis bymidten skal have en fremtid, skal den ejes af flere end handelslivet. 

Rapporten viser, at kommunen i de mest succesfulde byer formår at samle forskellige kræfter – ejendomsejere, kulturaktører, frivillige og foreninger – om et fælles mål.

- Der skal flere aktører med – kultur- og idrætslivet, foreninger, bygningsejere. Vi skal tænke nye samarbejdsformer og invitere flere ind i arbejdet, siger Kira Maria Svankjær.

Hun peger på, at bygningsejerne har nøglen, mens kommunerne muliggør det med blandt andet planrammer og myndighedstilladelser.

Efter rapportens udgivelse har hun fået respons fra flere aktører, som udtrykker engagement i kampen for at genoplive de døende bymidter. 

- Jeg har fået henvendelser fra både kommuner og foreninger, der gerne vil samarbejde, men mangler en modpart. Hvis kommunen samler kultur- og idrætslivet, ejendomsejere og lokale kræfter i ét rum, så sker der allerede noget. Det er dér, relationerne begynder.

Men for at kunne spille den rolle må kommunerne selv se planværktøjer og sagsgange efter i sømmene.

- For det første skal de (kommunerne red.) se på planrammerne: Er de fleksible nok til nye funktioner og initiativer? For det andet handler det om samarbejde – at samle flere aktører end de sædvanlige. Jeg ærgrer mig lidt over, at lovkravet om bymidtestrategier blev taget af bordet, for det var en god anledning til at hæve sig fra enkeltsager: Hvor står vi, og hvor vil vi hen, spørger hun retorisk. 

Rapporten viser, at mange ildsjæle møder bureaukratiske barrierer, når de forsøger at skabe nyt liv i tomme lokaler. Her kan kommunen gøre en forskel – ikke ved at overtage styringen, men ved at hjælpe initiativerne gennem systemet. 

- For mange virker regler og tilladelser uoverskuelige. Dèr gør det en forskel, hvis kommunen hjælper dem på vej gennem systemet, siger Kira Maria Svankjær.

Fra plan til praksis

Mens det kan lyde abstrakt at “gentænke” bymidten, viser rapporten en række eksempler på, hvordan det faktisk sker i praksis. 

I flere mindre byer som Kalundborg og Ry har lokale aktører taget initiativet til at forvandle tomme butikker til fællesskabsdrevne kultursteder, værksteder og mødesteder. I begge tilfælde har kommunen fungeret som sparringspartner – og hjulpet projekterne på vej med de nødvendige tilladelser. 

- Kommunen skal stadig sidde med ved bordet, fordi de har ansvar for planrammerne og helheden, siger Kira Maria Svankjær.

Hun ser udviklingen som et led i et større skift i kommunernes rolle: fra at være myndighed til at blive medskaber. 

- Kommunerne skal tage rollen som aktiv medspiller. Kalde til samling, men give plads. Invitere flere ind – bygningsejere, foreninger, ildsjæle – og lytte nysgerrigt, siger hun.

Hun understreger dog, at ansvaret ikke alene ligger hos kommunerne: 

- Ejendomsejerne kan for eksempel tilbyde midlertidige huslejenedsættelser eller låne tomme lokaler ud, så der kan ske noget. Kultur- og fritidslivet må også tænke nyt og indrette sig i eksisterende bygninger frem for at kræve nybyggeri. De steder, hvor det lykkes, er gevinsten enorm. Det kræver mod og samarbejde, men resultaterne viser, at det kan lade sig gøre – uanset byens størrelse.