Det er ikke i alles ører, at varme hænder, udsatte og omsorg rimer på afkast, gode investeringer og effektmålinger. 

Men det burde det. 

For det er hverken farligt eller forkert at skele til økonomien på socialområdet. Det er blot til vores alles bedste. Det mener Rasmus Højbjerg Jacobsen, der er projektchef fra Vive. 

Han har som forsker i flere år arbejdet med økonomiske beregninger på socialområdet. Og i et nyt projekt har han set mod udlandet for at undersøge, om der er læring at hente i, hvordan andre lande bruger modeller til at måle effekten af indsatser på socialområdet. 

Og selvom vi i Danmark er langt fremme, så ligger der et uforløst potentiale at finpudse vores egen model, forklarer han.

- I modsætning til sundhedsområdet har man på socialområdet i højere grad taget beslutninger ud fra egne fornemmelser og egen praksis. Det er ved at vende.

- Hvis en model kan hjælpe med at pege på gode investeringer i de indsatser, vi sætter i gang, så har vi som velfærdssamfund også en interesse i det. Vi skal jo bruge pengene bedst muligt, siger han. 

Manglende tradition og håndskyhed

Kommunen.dk har tidligere talt med sundhedsøkonom hos Vive, Jakob Kjellberg og velfærdsforsker på RUC Bent Greve, om den manglende tradition for at måle effekterne på socialområdet. 

Over 50 mia. kr bliver hvert år brugt på indsatser. Men vi ved ikke altid, hvad vi får ud af dem. 

At socialområdet flere gange er blevet kaldt ustyrligt, undrer ikke så meget, når vi ved meget om lidt effekten af de indsatser, som vi skyder pengene efter. Der er brug for en kulturændring, forklarede de to eksperter. 

- Mange bryder sig ikke om denne her samtale og får ubehag ved at sætte økonomi på socialområdet. Der bliver en håndskyhed ift. til samtalen om, hvad der giver mening af indsatser på området. Jeg kan ikke se, at vi kommer uden om. Pengene skal findes et sted, lød det sidste år fra Torben Tranæs. 

Skele til økonomien

En del af svaret kan være brugen af den Socialøkonomiske Investeringsmodel - også kendt som SØM. 

Det er en model, som både både kommuner, organisationer og andre aktører kan bruge til at få et bud på effekten af en given social indsats. 

Rasmus Højbjerg Jacobsen fra Vive var i sin tid med til at udvikle modellen og har siden fulgt arbejdet med at finjustere den. 

 

I sit nye projekt, hvor han sammen med en kollega har sammenlignet SØM med andres landes modeller, er han nået til en positiv konklusion:

Vi har en af verdens bedste modeller. 

Modsat flere andre lande baserer SØM og de andre skandinaviske landes modeller sig på registerdata fra rigtige mennesker, mens andre lande i højere grad baserer sig på viden fra forskningslitteraturen og opstillede scenarier. 

Alligevel er der et stort potentiale i at videreudvikle regnemodellen. Og det er særligt interessent i en tid, hvor socialområdet år efter år sprænger kommunale budgetter, og politikere er ude af stand til at tøjle udgiftspresset, argumenterer Rasmus Højbjerg Jacobsen.

- Lige nu maler man lidt med den brede pensel. Potentialet rækker til, at vi bliver mere præcise. SØM giver udmærkede bud. Med en udvikling af modellen ville vi kunne få et rigtigt stærkt bud. 

Og det er vigtigt at overveje, understreger han:

- I serviceloven er der jo klare rettigheder for de socialt udsatte borgere. Men der står ikke noget om, at de indsatser, vi vælger til de udsatte borgere, skal være gode investeringer, give afkast eller noget som helst.

- Som samfund skal vi beslutte, hvilke tilbud vi skal give. Vi kan ikke komme uden om, at der er økonomi i det. Det koster mange penge, så derfor synes jeg også, at det er rimeligt, at vi skeler til økonomien.

Kig over atlanten

Da man i sin tid udviklede SØM fandt man inspiration hos Washington State i USA. Her havde man også udviklet en kompleks regnemodel, som siden også er blevet videreudviklet. 

Rasmus Højbjerg Jacobsen, forklarer, at en af SØMs svage punkter er, at de prædefinerede målgrupper af udsatte borgere i modellen aldrig vil passe én-til-én med den målgruppe, man gerne vil hjælpe med en given social indsats.

Med modellen fra Washington rammer man heller ikke målgrupperne helt præcist, men modellen kan i langt højere grad skræddersyes. Og det er her potentialet ligger, siger Rasmus Højbjerg Jacobsen. 

- Det betyder jo, at det bliver bedre estimater. Det er dog også enormt ressourcekrævende at udregne. 

- Med SØM kan man hurtigt få et bud på nogle økonomiske konsekvenser for bestemte målgrupper. Men SØM kommer altid en smule til kort, når det skal blive helt konkret. Det ville fagligt set give god mening at kombinere SØM med den anden tilgang, siger han. 

Efterspørger evidens

På sundhedsområdet har der længe været tradition for store forsøg og løbende overvågning af indsatser for at fastlå effekten af en behandling. Det giver et langt mere oplyst beslutningsgrundlag, når politikere, embedsmænd eller læger skal vurdere, om man skal sætte ind med indsats for en gruppe af patienter. 

Sådan er det dog langt fra på socialområdet, mener flere forskere. Og Rasmus Højbjerg Jacobsen er enig. 

- Det korte svar er, at vi ved det ikke nær så godt på socialområdet. Det arbejder vi med, og der er flere og flere ønsker om mere evidens for området. 

Hvor tæt på kan socialområdet nærme sig traditionen på sundhedsområdet?

- Vi kan godt nærme os mere, end vi gør i dag. Men der er selvfølgelig grænser for, hvor langt man kan komme. På socialområdet er problemerne mere komplekse end at konstatere, om en behandling kurerer en sygdom eller ej. 

Rasmus Højbjerg Jacobsen forklarer, at flere og flere efterspørger viden om effekter af indsatser.

-Jeg synes generelt, at kommuner og andre tager godt i mod tankegangen om, at det er vigtig at se mere på effekt. Så der er ikke nogen kritik herfra. Men i en presset hverdag, hvor ressourcerne er små, så er det jo nok ikke lige effektmålinger, man prioriterer. Det kan jeg godt forstå. Det er i virkeligheden noget, der skal prioriteres oppefra.