Kommunerne lykkes dårligt med at finde egnede hjem for anbragte børn og unge. Oftest ender de anbragte med at skifte hjem ikke bare to, men tre eller flere gange.

Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår, som har interviewet både anbragte børn og unge, børne- og ungerådgivere og familieplejekonsulenter.

Tallene er nedslående: knap 40 procent af de anbragte børn har mere end én anbringelse bag sig.

Blandt de 15-17-årige har hver femte været igennem tre eller flere flytninger. 

Og konsekvenserne er alvorlige: Hver fjerde samtale fra anbragte til BørneTelefonen og HØRT handlede sidste år om selvmordstanker eller selvmordsforsøg.

- Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg er overrasket over, hvor voldsom mistrivslen er blandt de børn, der skulle have fundet tryghed i en anbringelse, siger Rasmus Kjeldahl,  direktør i Børns Vilkår. 

- Men det er jeg desværre ikke. Mange af de børn, vi taler med på BørneTelefonen, er anbragte, og vi har en ret klar indsigt i, hvad de kæmper med. Det handler om manglende trivsel, gentagne skift og følelsen af ikke at blive hørt.

Ifølge rapporten oplever mange børn og unge, at de bliver flyttet fra sted til sted og ofte uden forklaring. Det betyder, at de mister kontakt til venner, skole og voksne, der har været vigtige for dem.

- Skift i anbringelser trækker simpelthen kvaliteten ned, siger Rasmus Kjeldahl. 

- Når man flytter et barn til et andet sted i landet, mister det sit netværk. Det gælder både familie og venner. De relationer er helt afgørende for børns trivsel og fremtidsudsigter, siger han. 

Manglende inddragelse af børnene

Et af de gennemgående problemer er, at børns egne behov og ønsker ofte overses i processen, fortæller Rasmus Kjeldahl.

- Hvis man havde gjort sig mere umage med at matche børn og familie fra starten, kunne man nok have undgået det her, siger Rasmus Kjeldahl

- Man formår simpelthen ikke at undersøge, hvad børnene selv har brug for,  og så er det svært at finde det sted, hvor barnet faktisk falder til. Mange bliver flyttet uden overhovedet at vide hvorfor, siger han. 

Han fortæller, at Børns Vilkår ofte hører om børn, der pludselig bliver hentet og flyttet, uden at nogen har sat sig ned og forklaret, hvad der skal ske.

-  Vi taler om børn, som bliver fjernet fra alt det, de kender uden forklaring og uden mulighed for at forstå det, der sker. Det skaber en grundlæggende mistillid til de voksne, der burde passe på dem. 

Økonomien spiller en rolle - også når den ikke må

Mange fagpersoner oplever, at økonomiske hensyn påvirker, hvor og hvordan børn bliver anbragt, og Rasmus Kjeldahl er ikke i tvivl om, at det spiller ind. 

- Lovgivningen er ellers klar: Barnets behov skal styre valget af anbringelsessted. Men virkeligheden er, at mange kommuner er underlagt stramme budgetter. Og så begynder økonomiske hensyn at snige sig ind i beslutningerne, siger han. 

- Det må man ikke, men det sker.

Og selvom det sjældent skyldes kynisme, men snarere systemiske vilkår, så mangler der ressourcer til at gøre arbejdet ordentligt.  

 - Jeg tror ikke, der sidder nogen kommunale ledere og tænker, at de vil spare på børneområdet. Mange kommuner har simpelthen ikke nok plejefamilier, og de mangler ressourcer til at gøre arbejdet ordentligt, siger han. 

Pressede socialrådgivere

Dansk Socialrådgiverforening har foretaget en undersøgelse blandt medlemmerne. Den viser, at hver tredje medlem har oplevet, at økonomiske hensyn og mangel på tid ofte vejer tungere end faglige vurderinger i deres arbejde. 

- Det er voldsomt høje tal, men det er ikke en ny tendens, siger Signe Færch, der er forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening. 

- Det er en bekymrende tendens, som vi  skal tage meget alvorligt, siger hun og peger på, at der skal gøres noget ved arbejdspresset. 

- Jo mere pressede vores kommuner bliver, jo mere ser vi det her, siger hun. 

- Vi ser også, at det er de arbejdspladser med det højeste arbejdspres, hvor der er højst forekomst af ulovlig praksis, fortæller hun. 

Lige nu er der ingen grænse for, hvor mange sager socialrådgivere kan have på en gang. Det skal der ifølge Signe Færch ændres på. 

- I nogle kommuner har man valgt at indføre et loft over sagstal, og det viser allerede positive resultater, fortæller hun. 

Et godt match handler om mennesker 

Hvis kommunerne skal forbedre matchingen, kræver det bedre rammer for de ansatte, mener Rasmus Kjeldahl.

- Det handler både om tid og beslutningskraft, siger han. 

- Socialrådgiverne skal have lov til at afgøre sagerne selv, uden at alt skal godkendes af nogen, der sidder langt fra barnet og kun ser på økonomi. Og så skal de have tid til at tale med barnet og lære anbringelsesstederne at kende. En god match handler ikke bare om papir og systemer, men om mennesker, siger han. 

- Hvis man skal anbringe et barn i en plejefamilie, så skal man ud til familien, forstå dynamikken og vurdere, om det er et godt sted. Det tager tid, men den tid er godt givet ud, siger han. 

Systemet kører på pumperne

Rasmus Kjeldahl mener, at anbringelsessystemet i dag er i en kritisk tilstand.

- Anbringelsessystemet kører på pumperne, fastslår han. 

 - Vi mangler plejefamilier, vi mangler den plejefamilierreform, der blev lovet, og vi mangler en reform af efterværnssystemet. Den skulle have været en del af Barnets Lov, men er aldrig blevet gennemført, siger han. 

Efterværn er et tilbud til tidligere anbragte unge. Formålet er at hjælpe de unge til at etablere et voksenliv efter de er fyldt 18. 

Ifølge Rasmus Kjeldahl tabes mange unge i dag, når de fylder 18 år. 

 - Det er meget uklart, hvad der sker, når kommunens ansvar ophører. Mange står helt alene, fordi der ikke er klare retningslinjer for efterværn. Vi taber alt for mange på gulvet, når de ikke længere har en voksen, der holder hånden under dem, siger han. 

Børns Vilkår efterlyser, at regeringen følger op på sine egne løfter:

- Der er brug for, at man rent faktisk gennemfører de reformer, der er lovet.