Hvorfor forlader du byrådet efter kun én periode?

Jens:

Det er en kombination af flere ting. Da jeg stillede op til byrådet, var jeg et andet sted i mit arbejdsliv, hvor arbejdet ikke fyldte så meget som mit nuværende gør. Derudover har jeg fundet ud af, at jeg gerne vil se mine børn noget mere, mens de vokser op. Og så savner jeg også at have tid til de frivillige aktiviteter som spinninginstruktør og mountainbiketræner, som jeg dyrkede, før jeg kom i byrådet.

Omkring selve byrådsarbejdet, så kommer man ind og bliver med det samme ramt af virkeligheden. En virkelighed som består af forhandlinger og forlig, og har man personlige mærkesager med sig, så kan man godt blive en anelse skuffet.

Da jeg startede i byrådet, blev jeg præsenteret for, at “politik handler om at skabe opbakning.” Dét har jeg tænkt meget over her bagefter, og jeg må sige, at jeg faktisk ikke er enig. Det bekymrer mig, at det er dét, man tænker. Hvis man gerne vil have gennemført sine mærkesager, så må man på stemmejagt. Hvis jeg for eksempel får den her svømmehal gennemført, så kan jeg få 300 personlige stemmer ved næste valg.

Altså, hvis vi hele tiden går efter de her personlige projekter, så bliver det jo et kludetæppe af en kommune. Jeg synes og har kæmpet for, at politikeren i højere grad skal have visioner og politikker og i mindre grad have fingrene i enkeltsager. Men det kræver en forvaltningsenhed, der kan operationalisere de her politikker, og der hopper kæden nogle gange af.  

Andreas:

Primært på grund af tid. Byrådsarbejde tager rigtig meget af ens tid. Hvis man vil, så kan man deltage i arrangementer og møder hver eneste dag. Gruppemøder, udvalgsmøder, byrådsmøder, dialogmøder, skolebestyrelser …

Og det skal man være opmærksom på: Deltager du ikke i de møder der, så bliver du sat af magten. Du bliver nødt til følge med i, hvad der foregår 24/7, ellers løber de andre med sagerne.

Nu har jeg et fuldtidsarbejde med rejseaktivitet, og derfor kan jeg ikke undgå at gå glip af nogle af de ting der. Det tager også tid at finde flertal for sin mærkesager, og igen - er du ikke med til alle de relevante møder der … så smutter det for dig.

Cæcilie:

I min byrådsperiode er jeg blevet mor, færdiguddannet og har fået fuldtidsarbejde, så jeg har fået svært ved at få det hele til at hænge sammen. Oveni har min familie og jeg fået nogle udfordringer på hjemmefronten, hvor der simpelthen ikke har været tid til at have det dårligt og bearbejde dem, og så måtte jeg ligesom sige stop.

Byrådsarbejde er enormt tidskrævende. Særligt når man er grøn og uerfaren, som jeg var i starten, så kan man tale om en stejl læringskurve! Jeg brugte en masse tid på at tilegne mig viden; læste rigtig meget, brugte tid på at ringe rundt til folk, der kunne have noget viden på et område, besøge steder jeg ikke vidste, hvad var …

Det er sikkert individuelt, hvordan man tackler det, men jeg havde meget brug for at have overblik og være godt klædt på til arbejdet. Man finder ud af, at jo mere viden, jo bedre spørgsmål kan man stille, jo bedre argumentationer kan jeg line op, jo bedre politiker kan jeg være.

Hvad har været problematisk ved byrådsarbejdet?

Jens:

Det allerstørste problem er at være politisk aktiv i et samfund, hvor det økonomiske styringsparadigme er det herskende. Det parkerer rigtig mange intentioner, og det er jeg rigtig, rigtig ærgerlig over. Foreslår du noget, så er responsen: ”Det er en rigtig god idé, men hvor vil du tage pengene fra?” Og det mener jeg ikke er en byrådspolitisk opgave at skulle vide det. Dertil er det en alt for kompleks økonomisk konstruktion, vi har med at gøre. Det er vores opgave at prioritere, ja, men ikke at pege på, hvor pengene skal komme fra, og hvad man skulle fjerne i stedet.

Hvad løsningen er, ved jeg ikke. Men jeg tror ikke på, at løsningen er det, man i Skanderborg kalder for Kommunen 3.0 - en versionering af kommunen, hvor man inddrager borgerne ved en helvedes masse møder, fortæller dem om alle de her ideer, og hvordan de kan være med til at løfte dem og komme med input. For faktum er, at i sidste ende så ligger beslutningen i byrådet, hvor den økonomiske styring til enhver tid kan overtrumfe alle ideer. De her møder ender oftest med nul og en prut.

Andreas:

Politik er en meget langsommelig og procesorienteret affære; det er rigtig svært at gøre noget ‘over natten,’ og når man er en ung fyr som mig, så kræver det altså noget tålmodighed. Også på grund af alle de her politiske drillerier, som vi har rigtig, rigtig mange af, som dybest og oftest set handler om at skaffe PR på mærkesager, som man i forvejen godt ved, bliver stemt ned.

Man skal ville det politiske arbejde, for det er sjældent, at vi træffer de store radikale beslutninger, der virkelig ændrer noget. I sidste ende er det små tilføjelser - vi kalder det “modelling through,” hvor vi tager små inkrementelle beslutninger for at finde kompromiset.

Cæcilie:

Nu handler det jo meget om erfaring, så igen, som grøn og uerfaren er det en stor mundfuld at lære at navigere i det politiske arbejde. Der er rigtig mange uskrevne normer, regler og strategiske spil i byrådspolitik. For eksempel varierer rammerne for de forskellige udvalg meget; nogle er meget stramt styret med korte og præcise dagsordner og med tids-bagkant, mens andre er meget løst styret og trækker ud i en uendelighed.

Og budgetforhandlingerne; hvordan foregår de? Er der en strategi i, at man først behandler drift eller anlæg? Bliver der talt på gruppens vegne først? På forvaltningens? Taler rådmændene først? Hvordan spørger man ind til ting uden, at det kommer til at lyde som en kritik? Som for eksempel: Hvorfor er der flere dagplejemødre end vuggestuer i Aalborg Kommune?

Derudover tager det lang tid at lære sine kollegaer at kende. Der var én fra mit udvalg, der konsekvent kaldte mig for kommunisten. “Der kommer kommunisten,” råbte han. Og det, synes jeg, var ubehageligt, indtil jeg lærte ham - og også hans humor at kende. Mange er jo nervøse og har fordomme omkring partiet Enhedslisten. Hvad er vi for nogle? Og hvor meget rav skal vi nu til at lave i den? Det har taget tid for de andre partier at vænne sig til os; at vi oftere stemmer nej til ting, at vi stiller flere spørgsmål, at vi skaber mere debat i byrådssalen. Men nu går det godt.

Hvad har været godt (om noget?)

Jens A:

Det gode samarbejde med  mange forskellige mennesker, som har givet mig kompetent med- og modspil hele vejen rundt. Jeg tager helt klart et netværk med mig, for selvom man har været i ophedede situationer og diskussioner, så giver man altid hånd bagefter, og så er man videre.

Jeg må også sige, at jeg har fået et personligt indblik i, hvad jeg egentlig er god til. Hvad er mine kompetencer, og hvor matcher de bedst? Egner mine kompetencer sig bedst til de politiske diskussioner, men måske knapt så meget til forhandlingsklimaet, hvor man hele tiden snakker økonomi? Er jeg bedst på sidelinjen, hvorfra jeg kan komme med indspark og holde gryden i kog? Jeg tror det. Og nu skal jeg finde ud af, hvor jeg bedst kan bruge det.

Andreas:

Det har været fantastisk at være med til at have fingeren på pulsen. Det at være med til at træffe beslutninger er jo fedt og sjovt. Også selvom det kun drejer sig om små ændringer. Man får et kick.

Jeg var 19 år, da jeg kom i byrådet. Og selvom jeg var ung og uerfaren, så tæller min stemme jo lige så meget og er lige så vigtig som de andres. Jeg har aldrig følt mig som ham den unge gut, som ingen gad at høre på. Jo, måske lidt i starten, hvor man har en underdog status, men jeg fik ret hurtigt skabt respekt omkring min person, fordi jeg tog arbejdet alvorligt og var godt forberedt. Jeg tror, at jeg på mange måder var bedre forberedt end mange af de andre, fordi de måske bare trak den lidt på erfaringen.

Cæcilie:

Det gode er jo det, at man rent faktisk sidder der. Har en holdning til tingene, som bliver hørt, og som gennemsyrer ens politiske ståsted. En af mine mærkesager er, at alle skal have adgang til kultur og i og med, at jeg har den vinkel, så får det fokus og opmærksomhed. Så har man indflydelse. Det er klart, at hvis man kun måler indflydelse på, hvor mange forslag, man rent faktisk får vedtaget i byrådssalen, så er indflydelsen ikke så stor, som hvis man er et stort parti. Det er jo flertallet, der bestemmer.

Og så har jeg været utrolig glad for, at jeg ikke har været ‘alene.’ Vi sidder tre fra Enhedslisten, så dem har jeg kunnet læne mig op ad og diskutere alt med.  Jeg har så meget respekt for dem, der sidder alene i et parti og som ikke har nogen at sparre med og få afløb for sine frustrationer hos, ikke mindst. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det første halve år, hvis ikke jeg havde kunnet ringe til Per Clausen fra min byrådsgruppe og kunnet trække på hans viden.

Hvordan har du det med at stoppe nu?

Jens:

Meget blandet. Det politiske dyr inde i mig tramper og råber lige nu. Altså, jeg er ked af og ærgerlig over ikke længere at skulle sidde med i  centrum af tingene, for det er eddermame også spændende. Men jeg har selv valgt det, fordi jeg kan se, at jeg ikke kan bruge mine kompetencer ordentligt. Plus den store impact det har på mit privatliv. Jeg ved, jeg bliver et gladere menneske af at sidde på en mountainbike ude i skoven med nogle unger. Det har mine børn også savnet. Og min kone kommer heller ikke til at klage over, at jeg stopper.

Andreas:

Jeg føler, det er den rigtige beslutning. Jeg må tænke på min karriere og videreuddannelse nu, for politik kan jeg ikke leve af. Det er en hobby. Jeg kommer nok til at savne det - men jeg tror bestemt også, at jeg, af og til, vil tænke: Godt det ikke er mig, der skal stå i den situation dér og trække den hjem.

Cæcilie:

Det føles helt klart rigtigt, men jeg kommer til at savne kommunalpolitik rigtig meget. Jeg har virkelig fået øjnene op for hvor spændende, hvor lærerigt det er, og hvor meget indflydelse man egentlig kan have på sin egen og på sine medborgeres vegne. Førhen kunne jeg tænke: Forsyning og kollektiv trafik … rimelig kedeligt. Men nu synes jeg alle områder i politik er spændende, fordi det alt sammen handler om mennesker. Jeg kommer også til at savne det gode kollegaskab på kryds og tværs af partier. Jeg synes, vi lytter til hinanden, har respekt for hinandens holdninger og viden. Det eneste jeg ikke kommer til at savne er far-jokes, selvom jeg er blevet meget rummelig overfor dem også ...

Far-jokes?

Ja. ‘Tøhø’-jokes som man kun siger, når man har nået en vis alder … haha.

Kunne du forestille dig at vende tilbage på et senere tidspunkt?

Jens:

Ja, jeg kunne sagtens forestille mig at vende tilbage. Om 10 år vil jeg sikkert være bedre til at bidrage med at løse de knuder, som der er. I dag bliver jeg bare frustreret. Om 10 år vil jeg måske blive knap så frustreret. Ingen garantier dog, ha ha.

Andreas:

Måske. Når jeg engang er blevet etableret med hus og have, så kan det godt være, jeg vender tilbage.

Cæcilie:

Ja, bestemt. Men man aner jo ikke, hvordan livet former sig ...