Kommunen.dk
MENU

Dagtilbudsledere er mest tilfredse med styring og dokumentation

Ledere af daginstitutioner oplever i højere grad end andre offentlige ledere, at dokumentation, politisk indblanding og målstyring er positivt.

Dagtilbudsledere er mest tilfredse med styring og dokumentation

Ledere af daginstitutioner oplever i højere grad end andre offentlige ledere, at dokumentation, politisk indblanding og målstyring er positivt.
Billede

I Ledelseskommissionens rundspørge blandt offentlige ledere er der én gruppe, der skiller sig ud på spørgsmålene om dokumentationskrav og styring. Af dagtilbudslederne svarer 46 procent, at de oplever dokumentationsprocedurer som understøttende. Til sammenligning er gennemsnittet for alle offentlige ledere 31 procent. Samtidig er dagtilbudslederne den gruppe, der oplever politisk fokus på området som mest understøttende for ledelsesrollen.

Kilde: Ledelseskommissionens rundspørge med svar fra over 1800 offentlige ledere.
Kilde: Ledelseskommissionens rundspørge med svar fra over 1800 offentlige ledere.



Også til spørgsmålet om oplevelsen af proces- og aktivitetsmål stikker dagtilbudslederne af: 66 procent kalder proces- og aktivitetsmål for understøttende, hvilket er højt i forhold til gennemsnittet på 50 procent for alle offentlige ledere.

Ifølge formand for BUPL’s lederforening Eva Munck kan den relativt høje tilfredshed begrundes med et stigende fokus på området de senere år. Dagtilbuddene har udviklet sig fra at være pasning af børn til udvikling af børn, og professionen har opnået højere status og anerkendelse.

- For mange giver det faglig stolthed at kunne forklare, hvorfor man vælger én pædagogisk metode frem for en anden. Det kunne man måske ikke i lige så høj grad tidligere. Det kunne være lidt mere tilfældigt og overladt til det individuelle skøn. Med læreplanerne og det fokus, der generelt har været på området, har betydet, at der er sket en stor professionalisering af det pædagogiske arbejde. Mere fokus har også ført til mere forskning, der viser, at det ikke er lige meget, om man sætter pædagoger eller ufaglærte til at løse opgaven, forklarer Eva Munck.

På den måde har politisk interesse for området vist sig at have effekt for anerkendelsen i samfundet. Samtidig har der de senere år foregået en systematisk efteruddannelse af dagtilbudsledere, og ifølge Eva Munck har man “svært ved at ikke finde en daginstitution i dag, hvor lederen ikke har en diplomuddannelse i ledelse.”

Kilde: Ledelseskommissionens rundspørge med svar fra over 1800 offentlige ledere.



Ingen skandaler
Udover det øgede fokus og det højnede uddannelsesniveau peger forsker i offentlig ledelse fra Aarhus Universitet og VIVE, Lotte Bøgh Andersen, på politikernes minimale styring af dagtilbudsområdet som en forklaring på, at “alt bare lige fungerer lidt bedre i dagtilbuddene,” som hun siger.

- Politikerne har i højere grad end på mange andre områder holdt sig til nogle mål, der lader sig oversætte meningsfuldt. Selvom man har fået et stort fokus på dagtilbudsområdet med systematik og dokumentation, så har politikerne ikke forfaldet til at lave detaljerede regler, forklarer Lotte Bøgh Andersen og fremhæver en anden pointe, der får daginstitutionerne til at skille sig positivt ud:

- Dagtilbudsområdet har ikke haft store skandaler eller enkeltsager, som har fristet politikerne til at blande sig.

Æren for succesen skal ifølge Lotte Bøgh Andersen tilfalde både politikere og dagtilbudsledere. Politikerne skal have ros for at ville decentral ledelse og ikke styre for meget, og dagtilbudslederne lykkes med at udfylde det ledelsesrum, den mindre stramme styring åbner for. Et eksempel som andre områder kan lære af, lyder det fra forskeren, der også er medlem af Ledelseskommissionen.

   Dagtilbudsområdet har ikke haft store skandaler eller enkeltsager, som har fristet politikerne til at blande sig.

Glædelig overraskelse
Lederforeningen i BUPL gennemførte samtidigt med Ledelseskommissionen en rundspørge, hvor 1049 pædagogiske ledere svarede. BUPL’s egen rundspørge bekræftede tendensen fra Ledelseskommisionens undersøgelse.

- Jeg tænker, at det er glædeligt overraskende. Jeg havde troet, at vi var mere på niveau med de øvrige grupper. Jeg noterer mig dog at 33% af dagtilbudslederne finder dokumentationskrav begrænsende Når jeg er ude, hører jeg mange gange lederne tale om, at der er behov for ro til at gå i dybden med det pædagogiske arbejde, lyder det fra Eva Munck.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR