Da medierne i dagene efter den 8. november tog afsked med den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte, gik ét ord igen: bykonge. “En af de få borgmestre i Danmark, som kunne betegnes som bykonge, uden at det blev en kliché,” stod der for eksempel i Kommunens nekrolog om den afdøde borgmester.

Bykonger er dog ikke bare et omdiskuteret begreb; det er også en titel, der kan tildeles færre og færre. Sammenlægninger og øget politisk konkurrence har minimeret antallet af enerådige herskere i kommunerne. Er bykongen død?

Anskuer man det lidt pessimistisk, er svaret faktisk ja. Professor på Syddansk Universitet (SDU) Ulrik Kjær har i sine mange års studier af bykonger arbejdet med tre parametre, der skal opfyldes for at kunne kalde en borgmester for bykonge: 1) Borgmesterens parti skal have absolut flertal i byrådet, 2) mere end hver tredje vælger skal have stemt personligt på ham, og 3) han skal have siddet i mindst otte år.

Anerkender man de krav, er antallet af bykonger faldet fra 10 i 2001 til nul i dag.

– Efter kommunalreformen er det blevet meget svært at leve op til alle tre parametre, siger Ulrik Kjær om den reform, der i 2007 reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98.

Selv hvis man nøjes med det parameter, at borgmesterens parti skal have absolut flertal, er andelen af bykonger også gået tilbage. Ifølge valgforsker ved Københavns Universitet Martin Vinæs Larsen havde omkring hver tredje danske kommune en borgmester med absolut partiflertal bag sig fra 1970 og frem til 2007. I dag er det kun i hver 10. kommune, at et enkelt parti har flertal.

Han lever endnu

Helt død er bykongen dog ikke, mener Ulrik Kjær fra SDU. For en bykonge er ikke kun udgjort af tørre parametre.

– Det vigtige for mig er, at det er en person, som personificerer kommunen så meget, at ikke kun de, der bor i kommunen, men også gerne de, der bor udenfor, ser personen som synonym med kommunen, siger han.

Ser man på de borgmestre, der ofte i dag får titlen bykonge, er flere af dem heller ikke langt fra at leve op til de gamle kriterier. Hernings Venstre-borgmester Lars Krarup har været borgmester i 14 år og sikrede ved sidste valg Venstre absolut flertal i byrådet – men det var ‘kun’ 27 procent af vælgerne, der stemte personligt på ham. Herlevs socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen, fik til gengæld mere end hvert tredje kryds sat personligt ud for sit navn og sikrede samtidig Socialdemokratiet absolut flertal – men han har kun siddet i borgmesterstolen siden 2011, altså endnu ikke otte år.

Da kommunalreformen i 2007 rykkede på kommunegrænserne, fik mange borgmestre flere borgere og dermed også vælgere under sig. Det kostede borgmesterkæden for mange bykonger, mens andre stod svagere tilbage, siger valgforsker på Københavns Universitet Martin Vinæs Larsen.

– Jo større kommunerne er, jo mindre sandsynlighed er der for, at der er tale om en mindre lomme med bestemte vælgere, siger han og tilføjer, at bykongerne især blev ramt de steder, hvor man slog by- og landkommuner sammen.

For trods navnet er selv bykonger afhængige af vælgerne. Derfor finder man fortsat primært de socialdemokratiske bykonger i og omkring byerne, for eksempel på Københavns vestegn, Venstre regerer primært på landet, særlig i Jylland, mens de konservative bykonger især findes i Nordsjælland.

Men selvom det er blevet sværere for en borgmester at sikre sit parti absolut flertal, er det ikke umuligt. Martin Vinæs Larsens forskning har tidligere vist, at 27 procent af vælgerne sætter deres kryds et andet sted ved kommunalvalg end ved folketingsvalg – og en stor del af dem sætter det ud for borgmesteren, hvis han har gjort det godt.

– Borgmestrene suger ekstra stemmer, og de trækker også på tværs af midten, siger Vinæs Larsen og henviser til, at de typiske borgmesterpartier Venstre, Konservative og Socialdemokratiet klarer sig bedre til kommunalvalg end til folketingsvalg.

En ny bykonge opstår

Vejen fra borgmester til bykonge kan dog være hård. Ifølge Ulrik Kjær kræver det på den ene side energi nok til at kunne have fingrene med i det meste og på den anden side tålmodighed til at blive ved. Og så kræver det karisma og gennemslagskraft:

– Han skal både kunne tage til København for at forhandle opad i systemet og sige det rigtige, når han står ude i det lille forsamlingshus, siger SDU-professoren.

Men bykongen er ved at ændre sig, tilføjer Ulrik Kjær. Han er begyndt at fokusere mindre på forsamlingshuset og mere på de bonede gulve i hovedstaden. Før kommunalreformen fungerede bykongerne typisk som borgernes ombudsmand: Det kendte ansigt i gågaden, som kerede sig om de enkelte borgere og gik lidt længere for deres skyld. Som eksempel fremhæver Ulrik Kjær den hidtil længst siddende borgmester, Brøndbys Kjeld Rasmussen.

Efter kommunalreformen er de fleste bykonger rykket længere væk fra borgerne og i stedet blevet kommunens ambassadør udadtil. Han har kontakt til mange forskellige aktører inden- og udenfor kommunegrænserne, og han tager kampen op mod de andre kommuner for at tiltrække vækst og velfærd til sin kommune. Et eksempel er Lars Krarup, der i november under stor mediebevågenhed trak Vestdanmarks nye politiskole til Herning.

Fra byrådsmøde til krolf

Også Middelfarts Steen Dahlstrøm er ifølge Ulrik Kjær af den nye type, ambassadøren. Med sine 30 år som borgmester holder han rekorden som den længstsiddende nuværende borgmester. Men selvom han ofte selv bliver tituleret bykonge og tidligere har haft absolut flertal, afviser Steen Dahlstrøm begrebet:

– Jeg kan sige det på den måde, at hvis man opfører sig som en konge, bliver man ikke genvalgt særlig mange gange, griner han.

Middelfart-borgmesteren mener selv, at hemmeligheden bag hans og andre længeresiddende borgmestres succes er at skabe samarbejde.

– Så trækker alle på samme hammel, og partipolitikken træder i baggrunden for arbejdet for bedre bosætning, flere arbejdspladser og bedre service, siger han.

Men Steen Dahlstrøm mærker også, at byrådsarbejdet er blevet mere professionaliseret efter kommunalreformen, så konkurrencen i dag er mod de andre kommuner fremfor mellem partierne i byrådet. Selv prioriterer han dog stadig at møde borgerne for at “høre om dagligdagens bekymringer”.

– Man skal selvfølgelig være inde i møderne i byrådet, men også ude til morgenkaffe og et slag krolf (kroket-golf, red.) i Ejby, siger han.

Stærke politikere

Ifølge kommunalforsker ved KORA Ulf Hjelmar sker professionaliseringen også i form af en forskydning af magten fra byrådene til embedsmændene. Samtidig er antallet af kommunalpolitikere, der genopstiller, svagt faldende de seneste år – fra over 70 procent til omkring 60 procent. Derfor kan en bykonge være vigtig, mener han.

– At dæmme op for den udvikling kræver stærke politikere. Og en stærk borgmester er næsten det bedste modsvar, siger Ulf Hjelmar.

Men en stærk bykonge risikerer også at efterlade et tomrum i byrådet, når han abdicerer, siger Ulrik Kjær fra SDU. Og så gemmer danmarkshistorien på bykonger, der handlede for enerådigt til skade for kommunen. Det skete blandt andre for Peter Brixtofte, hvilket resulterede i sagerne om mandatsvig og endte med hans fald fra tronen i Farum.

– Nu skal vi ikke overfortolke på Brixtofte, men det var blandt andet hans politiske utålmodighed, der nogle gange fik ham til at give fuld gas med dagsordener. Dér havde det været bedre, hvis nogen havde turdet bede ham sænke tempoet, siger Ulrik Kjær.

Tidligere bykonger (og -dronninger)

Kjeld Rasmussen (S)

Brøndby
1966 - 2005 (39 år)

Det bedste eksempel på ombudsmanden, fordi han kendte rigtig mange af kommunens borgere. Han sørgede efter sigende for at vie mange par, så han lærte dem at kende, og besøgte ofte Brøndby IF, fordi han vidste, at mange vælgere spillede derude.[/vc_column_text][/vc_column_inner]

Thorkild Simonsen (S)

Aarhus
1982 - 1997 (15 år)

Politisk bredt favnende borgmester, som kunne stjæle vælgere i den anden blok. Meget respekteret indenfor og udenfor kommunen, fordi han var dygtig og kæmpede for Aarhus. Han skilte ikke vandene, men samlede dem.Peter Brixtofte (V)

Farum
1986 - 2002 (16 år)

Helt sin egen klasse. En af de få, der både var ambassadør og ombudsmand. Han brændte så meget for Farum, at folk udenfor kommunen kom til at kende Farum på grund af ham. Men han havde ofte svært ved at vente på, at tiden var moden, og det gav ham i sidste ende problemer.Tove Larsen (S)

Rødekro / Aabenraa
Rødekro 1994 - 2005,
Aabenraa 2005 - 2013 (19 år)

Den første egentlige bydronning. Det skorter på danske bydronninger, og der viste hun for alvor, at en kvindelig borgmester også kan blive dronning. Man var ikke i tvivl om, at det var hende, der sad for bordenden.

Per Tærsbøl  (K)

Helsingør
1994 - 2009 (15 år)

Kombinationen af Thorkild Simonsen og Kjeld Rasmussen. Blev set som byens mand fremfor partiets mand, som i den grad kendte sine borgere. Mange socialdemokrater stemte på ham, hvilket forvandlede Helsingør fra en rød til en grøn by.Steen Dahlstrøm, borgmester i Middelfart: