Udnyt dimittendernes enorme potentiale
Udnyt dimittendernes enorme potentiale
Hvert år afslutter tusindvis af studerende en uddannelse på universitetet. De træder ud på arbejdsmarkedet med den nyeste viden, en stærk faglig ballast og masser af gåpåmod og idéer. Alligevel har alt for mange svært ved at finde fodfæste og ender i ledighedskøen. Det er et stort problem. Et samfundsproblem, som vi skal løse i fællesskab.
Da de første ”corona-dimittender” blev færdige i sommer, frygtede mange, at ledigheden ville skyde i vejret. For de, der dimitterer i krisetider, er udfordrede, og kriser danner arvæv. Det ved vi fra finanskrisen i 2008. Vi har heldigvis ikke set et lignende ledighedsboom, og i skrivende stund ser tallene for Djøf-dimittender faktisk en lille smule bedre ud end på samme tidspunkt sidste år.
Det er positivt, men betyder ikke, at vi kan hvile på laurbærrene. For dimittendledighed er ikke et nyt problem eller afgrænset til perioder med verdensomspændende pandemi.
Komplekst problem
Vi skal forbedre rammerne for at få dimittender ud i job, hvor de får brugt de kompetencer, som samfundet har investeret i at udvikle. For dimittendledighed tærer ikke bare på dimittenderne men også på statens ressourcer. Problemet er så komplekst, at der er behov for, at vi alle tænker kreativt ud af boksen og måske prøver nogle ting af, som vi endnu ikke har prøvet før.
Jeg savner, at både virksomheder, de enkelte kommuner og andre aktører tør tage chancer og prøve nye initiativer af. Skal der laves flere lokale fora, hvor virksomheder og dimittender kan møde hinanden? Skal vi forbedre mulighederne for virksomhedspraktik? Eller er der behov for et system, der gør det nemmere og mere attraktivt at ansætte dimittender?
Kommunerne kan lære meget af hinanden, for hvis det virker i én kommune, så er der stor sandsynlighed for, at det også virker på den anden side af kommunegrænsen.
I Djøf lancerede vi i efteråret en dimittend pakke, der præsenterede en række konkrete forslag til, hvordan vi skulle hjælpe de corona-ramte dimittender. Pakken indeholder forslag om økonomisk støtte til civilsamfundsorganisationer, en dimittendbonus for SMV’er og en isbryderordning til iværksættere og startups. Det gjorde vi for at give både samfundet og corona-dimittenderne en hjælpende hånd.
Tænk ud af boksen
Vi skal turde tænke de store tanker og søsætte nye eksperimenter. Kommuner, organisationer, virksomheder og dimittender skal i fællesskab finde løsninger på, hvordan vi kan give endnu flere dimittender en god start på arbejdslivet. Og ude i de danske kommuner er der allerede mange gode eksempler, hvor man tænker nyt og kreativt. I Nordjylland har man eksempelvis igangsat ”Innovativ Vækst”, et iværksætterforløb, hvor dimittender kan arbejde videre med deres gode idé, imens de modtager dagpenge. Her er flere aktører gået sammen om en potentiel løsning, og det er sådanne idéer, vi har behov for. Kommunerne kan lære meget af hinanden, for hvis det virker i én kommune, så er der stor sandsynlighed for, at det også virker på den anden side af kommunegrænsen.
En ny analyse fra Djøf viser, at private virksomheder i de danske kommuner er rigtig gode til at hente akademisk arbejdskraft; andelen af privatansatte akademikere er siden 2010 steget med 56 pct. Det er en positiv fortælling.
Nu mangler vi bare at blive lige så gode til at få dimittenderne med ombord i kommunerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.