Barnets Lov: Kommuner skal alligevel overholde lovfrist på børneundersøgelser
Barnets Lov: Kommuner skal alligevel overholde lovfrist på børneundersøgelser
Da Ankestyrelsen i juni blev færdige med tre års arbejde med at kulegrave 2.140 kommunale børnesager viste det sig, at kommunerne i stribevis bryder lovkrav og overskrider lovfrister.
En af fristerne, som kommunerne har haft svært ved at overholde, er fire måneders fristen for den børnefaglige undersøgelse, som blot blev overholdt i 44. pct af 981 sager i gennemgangen.
Fristen skal sikre, at udsatte børn og familier får hjælp af kommunen i tide, og at familier ikke er i det offentliges søgelys for længe.
Derfor vakte det også opsigt blandt flere organisationer, da regeringen sendte den længe ventede Barnets Lov i høring og lagde op til at skrotte tidsfristen. Den juridiske tænketank Justitia skrev blandt andet i deres høringssvar, at afskaffelsen kunne give problemer for retssikkerheden.
- Det er f.eks. bekymrende, hvis ophævelse af sagsbehandlingsfrister medfører, at sagsbehandlingen forlænges eller at sagsbehandlingstiden bliver afhængig af, hvilken kommune eller hvilken medarbejder i kommunen, der behandler den konkrete sag.
Vidtgående indgreb præciseret
Kommunen.dk har fået aktindsigt i Fremsættelsespakken for Barnets lov, og her fremgår det af materialet, at ministeriet alligevel ikke vil afskaffe fristen. Høringen af en række organisationer har fået ministeriet til at fastholde fristen.
Derudover fremgår det også, at ministeriet har foretaget andre væsentlige ændringer.
I Barnets Lov var der desuden lagt op til det vidtgående tiltag, at Børne- og Ungeudvalg kunne afgøre, at et barn skulle tvangsanbringes allerede inden, at barnet var født, når der var “begrundet formodning” om, at familiens problemer ikke kan løses inden fødslen.
Forslaget har blandt andet ført til betænkeligheder blandt både Justitia og Institut for Menneskerettigheder.
Aktindsigten i fremsættelsespakken viser, at regeringen holder fast i tiltaget, men har valgt at indskærpe, at en tvangsadoption inden fødslen kun kan ske i “helt særlige tilfælde”.
Minister svarer på bekymringer om implementering
KL samt andre organisationer har både overfor Kommunen.dk og i deres høringssvar delt deres bekymring om manglende fokus på implementeringen af den omfattende Barnets Lov i forvaltningen.
Af aktindsigten fremgår det, at ministeren bemærker, at implementeringen ikke fremgår i Barnets Lov, men at den politiske aftale Børnene Først indeholder en række tiltag.
Det gælder blandt andet kompetenceudvikling og efteruddannelse, der skal sikre viden om de nye regler.
- Ministeriet kan videre oplyse, at der er nedsat en arbejdsgruppe om en ny børne- og familierådgiveruddannelse, med fokus på specialiserede kompetencer i børns rettigheder og samtaler med børn og udsatte familier som arbejder på anbefalinger på dette område.
- Der er desuden etableret et partnerskab, der overordnet har til formål at bidrage til arbejdet med at sikre en bedre indsats på børneområdet i kommunerne, og partnerskabet har i de kommende år særligt fokus på bl.a. bedre sagsbehandling og implementering af barnets lov, fremgår det i aktindsigten.
Barnets lov venter
Barnets Lov nåede akkurat med i regeringens lovkatalog for den næste folketingsperiode. Men så kom valget. Og det betyder, at børnenes lov må vente til et nyt folketing er sammensat.
I et interview med Kommunen.dk fortæller Astrid Krag, at hun forventer, at Barnets Lov vil blive vedtaget efter et valg.
- Heldigvis er lovforslaget færdigt og fremsat. Det er et stort og vigtigt resultat, at vi kunne samles bredt i Folketinget om aftalen Børnene Først, der forpligter os. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Barnets Lov vil blive vedtaget og træde i kraft efter valget. Jeg forventer, at partierne står ved de aftaler, de har lavet.
- Den er jo baseret på en anerkendelse fra de partier om, at vi skal gøre det bedre. Behovet for at løfte området eksisterer stadig efter et valg, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.