Flere ukrainere er kommet i job i Danmark
Flere ukrainere er kommet i job i Danmark
Flere flygtninge fra Ukraine har fundet vej til et job i Danmark.
Foreløbige tal for juni viser, at 2.724 fordrevne fra Ukraine nu er i job. I maj lød tallet på 1.645, viser den seneste opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star).
Det er en positiv udvikling, for virksomhederne har hårdt brug for arbejdskraft, lyder det fra Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, der repræsenterer 18.000 virksomheder.
- Hvis vi ser tilbage på tallet fra april, så er det en meget stejl stigning i antallet af ukrainere, der finder vej til arbejdsmarkedet, siger han.
Det er især inden for hotel og restauration, landbrug og rengøring at ukrainerne finder arbejde, viser opgørelsen.
Det skyldes, at mange af ukrainerne ikke kan hverken engelsk eller dansk, fortæller Peter Halkjær.
- Det er job, hvor kompleksiteten ikke er voldsomt stor, og det hænger sammen med, at der er få ukrainere, der er virkelig gode til engelsk, og kun meget få, der kan dansk. Så det er typisk ufaglærte job, siger han.
Det glæder også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at det går den rigtige vej.
At flere ukrainere ikke er kommet i job allerede, kan forklares med sprogbarrieren, lyder det fra ministeren.
- Andre grunde kan være, at nogle måske kun har en grundskole som baggrund. Og så er der nogle, som nok stadig har det svært med nogle af de ting, som de nåede at opleve i Ukraine, vurderer han.
Flere ukrainere er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet.
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er 7.521 fordrevne fra Ukraine jobsøgende og har tilmeldt sig Jobnet, som er jobcentrenes portal for jobsøgende og arbejdsgivere.
1.715 har nu et søgbart cv på Jobnet, mens 846 er i gang med at udfylde cv'et.
Der er i alt 15.149 fra Ukraine mellem 16 og 66 år, der har opholdstilladelse efter en særlov, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget tilbage i marts.
Den giver fordrevne fra Ukraine opholdstilladelse i foreløbig to år og adgang til skole, uddannelse, arbejde og sundhedsvæsen.
Hos Dansk Erhverv er der håb om, at endnu flere ukrainere finder vej til virksomhederne ved hjælp af deres netværk i Danmark.
- Min forhåbning er, at det, vi ser, er en lidt selvforstærkende proces, fordi jo flere, der finder vej til arbejdsmarkedet, jo flere kan lave referencer til dem, de kender, og sige: "Her er der mulighed for job, var det ikke noget for dig?".
- Så vi kommer til at se en udvikling, der fortsat vil være opadgående og måske endda også vil accelerere yderligere, siger arbejdsmarkedschefen.
Myndigheder og virksomheder gør en ekstra indsats for at få de fordrevne ukrainere ud på arbejdsmarkedet blandt andet ved at forsøge at matche virksomheder og jobsøgere ved særlige arrangementer.
I løbet af maj og juni har der været afholdt seks såkaldte jobmatch-arrangementer, oplyser Beskæftigelsesministeriet.
Knap 30.000 fordrevne fra Ukraine har indtil nu ansøgt om opholdstilladelse efter særloven, mens knap 26.000 har fået opholdstilladelsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.