Flere end 22.000 tilskuere var på tribunerne, da FCK i maj tog imod Superliga-rivalerne fra Silkeborg. 

To mål af Ísak Bergmann Jóhannesson var nok til at sikre en 2-1 sejr til hjemmeholdet, men det er ikke målene, der står tilbage i hukommelsen, når Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, tænker tilbage. 

Det gør derimod de lidt flere end 100 ukrainske flygtninge, som var med på stadion. 

- Vi havde lavet et samarbejde med FCK om, at de kunne komme ind og se kampen, der var busselskaber, der tilbød at fragte dem ud til stadion, og de fik gratis popcorn, slik og sodavand. Det var et afbræk, der var skabt af civilsamfundet og selskaber. Jeg var med på tribunerne sammen med familierne. En meget rørende oplevelse, som gav mig en følelse af, at vi som samfund kan rykke utroligt meget, hvis vi vil, fortæller Jens-Kristian Lütken. 

Fodboldkampen står for borgmesteren i dag som et symbol for den velvillighed, der har været på tværs af hele samfundet. En oplevelse, som Jens-Kristian Lütken ikke står alene med. 

- Vi har lært noget om at vise forståelse for mennesker i nød, med andre kulturer, sprog, religion og vaner. Der har været bred opbakning i byrådet over hele linjen til at gøre en særlig indsats, fortæller borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen (V), der karakteriserer det forløbne år som “en livgivende proces”.

Den opfattelse deler borgmesterkollegaen i Viborg, Ulrik Wilbek (V). Han fremhæver ikke mindst frivillige organisationer, som har hjulpet til med integrationen. Idrætsforeninger, sportsklubber, Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors samt 750 ukrainere, der allerede var bosat i kommunen, da krigen brød ud, har været afgørende for at få flygtningene til at falde godt til.

Et lærestykke i integration

Alle tre borgmestre understreger, at det seneste år har vist, at sammenhold og velvilje på tværs af samfundet kan skabe en vellykket integration af de ukrainske flygtninge: 

- Kan vi fremadrettet bruge erfaringerne herfra til at blive bedre til at integrere flygtninge? Vi har her vist, at vi i samarbejde med organisationer, civilsamfund og selskaber kan gøre tingene meget hurtigere, end hvad vi hidtil har troet var muligt, siger Jens-Kristian Lütken. 

Vesthimmerlands Kommune var allerede inden corona et lærestykke i integration. Ti pct. af kommunens 36.000 indbyggere var herboende udlændinge, og slagteriet i Aars beskæftigede i forvejen 30 nationaliteter. 

Først og fremmest har det handlet om at sige farvel til, hvordan man plejer at gøre.

- Men også her har vi lært meget. Slagteriet havde et krav om et vist kendskab til dansk. Det ophævede man, da ukrainerne kom, fortæller Per Bach Laursen.

I stedet for tolke har ukrainere brugt simpel Google Translate på telefonen til at gøre sig selv forståelige og modtage instruktioner, og det har vist sig tilstrækkeligt i imponerende omfang.

- Vi har fået tingene til at ske og ikke ladet os blokere af bureaukrati og regler, fortæller Per Bach Laursen. 

Det er ikke kun i forhold til bureaukrati og regler, men også i forhold til politiske dogmer og årtiers tilgang i udlændingepolitikken, som kommunerne har kunnet frisætte sig fra: 

- Det seneste år har vist, at hvis man giver slip, ikke bare på de besnærende rammer, der kan være for kommunerne, men også for de vedtagne politiske dogmer, der har været for indvandrerpolitikken, så kan man opnå rigtig meget. Vi har givet slip på nogle af de greb, den stramme udlændingepolitik har haft, og givet folk lov til at arbejde og givet dem rettigheder fra starten af, siger Jens-Kristian Lütken.  

Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren var fra starten bekymret for, at de ukrainske flygtninge ville ende fastlåst i behandlersamfundet og skærmet væk fra resten af samfundet, som det er sket ved tidligere flygtningekriser. Men modsat tidlligere er man denne gang lykkedes med at indsluse flygtningene hurtigt på arbejdsmarkedet. 

- Den frygt, der har drevet vores asyl- og flygtningepolitik, blev lagt på hylden, og det har da givet stof til eftertanke for mig. Har det været den rigtige måde at gøre tingene på førhen, eller skal vi til at gøre tingene anderledes, hvis vi gerne vil have de samme gode resultater, som vi har haft med ukrainerne?

Et fælles ønske om arbejde

Det er særligt på arbejdsmarkedet, at de ukrainske flygtninge har gjort sig bemærket. En række kommuner har måske ligefrem glædet sig ved muligheden for at kunne få ny arbejdskraft til kommunen, ligesom mange flygtninge gerne har villet i arbejde så tidligt som muligt.  

I Vesthimmerland er beskæftigelsesprocenten  i slutfirserne for de beskæftigelsesparate flygtninge, og Per Bach Laursen har noteret sig en enestående vilje i erhvervslivet til at mobilisere job for en flygtningegruppe, som klart har været indstillet på at komme i arbejde så hurtigt som muligt.

I Viborg understreger Ulrik Wilbek ligeledes, at der har været et fælles ønske om at få ukrainerne godt ud på arbejdspladserne:

- På alle fronter har det været en positiv oplevelse. Ukrainerne er kommet hertil med en vilje til både at søge arbejde og lade sig integrere, siger han og tilføjer: 

- Her har alle ønsket det. Ingen har stået og sagt: De skal ud igen, de ødelægger vores samfund. Og ingen eller få ukrainere har sagt: Vi vil ikke arbejde og ikke lære sprog. Det har gjort det til en win-win, når nu det var, som det var. 

Jens-Kristian Lütken fortæller om en utålmodighed blandt ukrainerne for at komme ud og arbejde – og hellere i dag end i morgen. 

- Det er noget, vi skal bruge positivt. Det er den bedste måde at integrere mennesker på og også hjælpe med at give dem noget andet at tænke på end krig. Det er vigtigt at give dem noget at stå op til. Det har vi ikke gjort ved tidligere flygtninge, de har måttet vente på noget udefinerbart. 

Viborg stod sammen

Som alle andre steder i landet har Viborg haft udfordringer undervejs, men samlet set karakteriserer Ulrik Wilbek de sidste 12 måneders erfaringer med flygtningestrøm og modtagelse som en kæmpesucces.

- I al beskedenhed synes jeg, vi har håndteret det godt.

Kommunen har i skrivende stund taget imod 1.059 flygtninge fra krigen. Det er cirka dobbelt så mange, som midtjyderne var berammet til i kvoteplanen, og fjerdeflest blandt kommunerne målt på indbyggertal. 

Det er den type af fleksibilitet, som Ulrik Wilbek ser tilbage på med glæde:

- I stedet for at man helt rigidt havde sagt, at vi kun kunne få de 597, vi var berammet til. Det havde givet rigtig dårlig mening, fordi de sidste 500 var kommet hen et sted, hvor man ikke havde plads, og hvor de måske var havnet på internat i stedet, siger Viborgs borgmester.

Det har dog i første omgang kostet Viborg, at man strakte sig ekstra i forhold til at tage imod det ekstra antal flygtninge.

 - Vi mistede 17 mio. kr. på bundlinjen  i 2022 , og det er vi selvfølgelig trætte af. 

Kommunerne var lovet fuld kompensation fra staten for Ukraine-indsatsen, men den oprindelige aftale mellem KL og staten tog ikke højde for, at nogle kommuner tog flere ind, end fordelingsnøglen tilskrev.

 Det betød ifølge Ulrik Wilbek, at nogle kommuner fik flere penge, end de burde have haft, mens kommunerne, som tog flere flygtninge end berammet ind, kom til at mangle.

For Viborgs vedkommende var det cirka det halve af udgifterne. De penge har Ulrik Wilbek ingen forventning om at få, for de er jo havnet i andre kommunekasser. Staten har betalt, det var fordelingsnøglen, som blev skæv.

Ulrik Wilbek understreger dog, at man selv i bagklogskabens lys ikke havde gjort det anderledes. 

- Det her har været så givende, den taknemmelighed, vi har mødt, og den måde, ukrainerne er blevet integreret i samfundet på. Det kan give Viborg Kommune for meget mere end 17 mio. kr. på sigt, hvis vi kun taler økonomi, siger Viborgs borgmester, som har ladet driftsbudgettet finansiere ekstraomkostningerne.

Sprogbarriere og usikkerhed

Det seneste år har dog ikke været uden udfordringer. Særligt den første tid voldte kommunerne problemer med først og fremmest at finde boliger, men også at finde rundt i – og forklare – statens regler. 

- I den første tid måtte mange flygtninge forbi Aalborg og Statsforvaltningen for at få et pas. Det var svært at forklare, men sådan var reglerne nu engang i Danmark, og det måtte de indordne sig under. Men ellers har vi i høj grad skabt løsninger, som gav mening her og nu, siger Per Bach Laursen.

Og selvom der har været et fokus på, at ukrainerne skulle kunne arbejde så hurtigt som muligt, har det politiske niveau næsten arbejdet for stærkt i forhold til, at systemet kunne følge med: 

- Det gik lidt trægt med at få udstedt de nødvendige ting og tilladelser, for at de kunne starte på en arbejdsplads. Så var det selvfølgelig fint, at Mattias Tesfaye dengang sagde, at så kunne de bare arbejde uden de papirer, men det er der meget få arbejdsgivere, der har lyst til i dag. Meningen og signalet var godt, men det var lidt lettere sagt end gjort, siger Jens-Kristian Lütken.

En anden udfordring, der har været gennemgående for kommunerne, har været sproget. 

- Der er en sprogmæssig barriere, som gør, at det tager tid. Både, når børnene skal i skole eller daginstitution, og i høj grad også, når de voksne har skullet ud på arbejdsmarkedet, fortæller Ulrik Wilbek. 

- Vi har lavet en markant investering i sprogundervisning, og det er de også gode til at møde op til. I det hele taget er ukrainerne meget samvittighedsfulde og vil gerne give noget tilbage for den hjælp, de har fået, tilføjer han. 

Usikker horisont

I sagens natur har der været en enorm usikkerhed om, hvor længe krigen vil vare, og hvor stort omfanget vil ende med at være. I løbet af de første måneder af krigen, advarede regeringen kommunerne om, at de kunne ende med at skulle huse 100.000-200.000 flygtninge. 

- Vi har været i stand til at indkvartere alle, nogle blivende, nogle midlertidigt. Udfordringen har været at skaffe billige lejemål til enlige på offentlig forsørgelse, men det er også lykkedes, fordi vi har lavet gode aftaler med nogle af vores udlejere, både private og boligselskaber, fortæller Ulrik Wilbek.

- De vil selvfølgelig som udgangspunkt gerne vende hjem igen, når krigen er slut. Vi har derfor stået i et limbo med, hvor meget vi skal sætte gang i. Skal vi lære dem dansk? Skal vi lære dem engelsk? Skal vi sætte gang i noget opkvalificering?, forklarer Jens-Kristian Lütken og tilføjer:

- For andre grupper af flygtninge har det måske været mere tydeligt, at de vil blive her permanent, fordi de er kommet med deres familie. Sådan er det ikke her, ligesom det er lettere at tage afsted igen. Man kan køre til Ukraine på en dag, hvis man vil.  

Den samme problematik fremhæver Ulrik Wilbek: 

- Usikkerheden har været det største problem. Nogle flygtninge er måske pludselig taget tilbage for senere at komme her igen. Når man synes, man har fået integreret nogen, eller er i gang med et forløb, er de der pludselig ikke længere. Det har været sværest for os at håndtere, men det kunne ikke være anderledes, siger han. 

Når krigen slutter

En nylig undersøgelse viser, at omkring 40 pct. af ukrainerne i Danmark har lyst til at slå sig ned permanent eller i længere tid. Tallet overrasker ikke Ulrik Wilbek, og han slutter sig til rækken af borgmestre, som gerne ser ukrainerne integreret på længere sigt.

Som andre steder består den ukrainske flygtningemasse i Viborg primært af kvinder og børn.

- Den dag, krigen stopper, er der en god chance for, at manden også kommer, for der er jo jobs at få her, siger Ulrik Wilbek og tilføjer:

- Tallet for, hvor mange som ønsker at blive, kommer kun til at vokse, jo længere tid krigen varer. Flygtninge med børn er faldet godt til. Børnene lærer sproget hurtigt, får danske kammerater og går til sport og frivillige ting, som vi også har integreret dem i. Så kan det blive svært at hive sig selv ud af det og tilbage til noget, som skal bygges op igen, siger han.

For kommunen har gevinsten været ligetil, for Viborg fattes både børn og arbejdskraft. Det samme kan man sige om Vesthimmerland, hvor indrykket af ukrainske flygtninge har medført en befolkningstilvækst i kommunen. 

Kommunernes potentielle gevinster og udfordringer i løbet af det seneste har dog på intet tidspunkt overskygget den tragiske situation. Derfor håber Per Bach Laursen hver dag, at krigen snart må være ovre. Undervejs har han gjort en bemærkning til et dagligt udsagn: “Når Ukrainekrigen slutter i morgen.”

- Jeg ved godt, at det gør den ikke, selv om vi håber det, desværre. Jeg aner ikke, hvilke udfordringer vi står overfor, nu hvor krigen går ind i sit andet år, men jeg tør godt love, at vi gør, hvad vi kan med den hjælp, vi kan give, siger han.

Han bemærker på sin jyske facon undervejs, at “der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget”. 

For borgmesteren i Vesthimmerland har det betydet en positiv tilvækst og nyt liv i kommunen. For Jens-Kristian Lütken har krisen været en lejlighed til at gentænke tilgangen til integration- og udlændingepolitikken, mens det for Ulrik Wilbek har været endnu en krise, som har vist, hvad vi sammen kan udrette som samfund: 

- Det seneste år viser måske, at når noget er helt livsnødvendigt, så lykkes vi med det.