Der er dækket op i stuen med teboller, ost, kaffe og wienerstang, da kommunen.dk kommer på besøg. Helst skulle det have været borgmesterstang, lyder det, men de er ikke til at opdrive i Aarhus’ Risskov, hvilket jo på mange måder er uhørt, når man tænker på, at selveste Thorkild Simonsen bor her - den mangeårige socialdemokratiske bykonge og borgmester.

- Når jeg spørger efter borgmesterstang, tror folk, at jeg vil have det, fordi jeg selv har været borgmester, men det er ikke derfor. Det er, fordi der er mindre sukker på dem, fortæller Thorkild Simonsen med lavmælt lune.  

Fra kaffebordet er der gennem de store terrasse-vinduer udsigt til en velplejet have, der er badet i sollys, selvom sommeren er ved at gå på hæld.

Det samme kan man ikke sige om Thorkild Simonsen på 92 år og hans livs viv Edny på 89 år. De er begge i fuld vigør - både sammen og hver for sig. De har netop fejret deres krondiamantbryllup, men det er nu ikke anledningen for besøget.

Anledningen er avisen selv og dens eget jubilæum - 60 år - med kommunalpolitik på tryk. Og hvorfor ikke få kommunalpolitikkens grand old mans blik på årene, der er gået, og hans egen vej gennem kommunalpolitik.

Manden der har været i gamet siden 1966 og har været både rådmand, borgmester, KL formand og næstformand og indenrigsminister, og som rundede karrieren af med at være opmand for strukturreformen i 2005 under Lars Løkke Rasmussens ledelse.

Mere sammenhold, mindre skattevæsen
Når man spørger Thorkild Simonsen, hvordan han synes, at det helt overordnet står til med kommunestyret i dag, er svaret overvejende positivt.  

- Set fra kommunernes synsvinkel vil jeg sige, at det går godt. Der skal nok være nogle kritiske tunger imellem, men findes det bedre andre steder? Næh. Sverige har det ikke bedre. Norge har det ikke bedre. Frankrig har det slet ikke bedre. Tyskland, njah, det ved jeg ikke, de er så store … Målt på EU-plan er Danmark et af de lande, der har det bedste kommunestyre. Det mener jeg, siger Thorkild Simonsen.

Han tager en tår kaffe og holder en løftet pegefinger op: “Men altså det, at man centraliserede skattevæsenet ... dét er altså en alvorlig sag for kommunerne.

Det skete med strukturreformen i 2005, hvor kommunerne afgav alle opgaver med skat og inddrivelse til staten. Et træk, som Thorkild Simonsen kalder for “en stor fejl”. For siden da har kommunerne mistet store summer.

- Det er utroligt, hvad folk skylder af penge, og nu er der ikke nogen til at kræve pengene ind. Tidligere havde vi pantefogederne, som kendte folk, og de tog jo ud og bankede på og sagde: “Hør du, bette ven, er det ikke ved at være på tide, at vi skal lave en lille afdragsordning?!” siger Thorkild Simonsen.

I dag er det en saga blot, og den tidligere borgmester ærgrer sig over den ligegyldighed, der synes at være over for den enorme gæld til det offentlige, der eksisterer. I dag sker gældsinddrivelsen på mail - og det har Thorkild Simonsen ingen fidus til.

- Sådan en mail springer folk jo bare over, og så sker der ikke mere ved det, siger han.

I det hele taget bryder Thorkild Simonsen sig ikke om, at man konstant laver om på skattevæsenet. Han er en stor fortaler for stabilitet, og den kan der jo i øvrigt blive rokket ved, når “nye” partier som Alternativet og Liberal Alliance dukker op - også for kommunerne.

- Det er ikke, fordi jeg mener, at det kun skal være store, gamle partier som Socialdemokratiet og Venstre, der skal styre, men hvis det politiske spil i Folketinget bliver helt anderledes … Jeg ved ikke, hvor vi har de nye partier i forhold til kommunerne for eksempel? siger Thorkild Simonsen.

Til gengæld er Thorkild Simonsen fortrøstningsfuld, hvad angår sammenholdet i kommunalbestyrelserne ude i det ganske land. Han har indtryk af, at der generelt er kommet mere af det, mere vilje til bredt samarbejde - og mere respekt internt. Også overfor de valgte borgmestre.

- Når først valget er overstået, og borgmesteren er valgt, så bliver det som regel respekteret meget godt i dag. Han, hun, skal i alle fald gøre meget for ikke at blive respekteret, siger Thorkild Simonsen.

Selv nød han stor respekt, da han i 1982 blev borgmester i Aarhus, hvor han af mange blev opfattet som en folkets mand; en mand med en bred baggrund som både arbejdsmand, lærer og leder, der var god til at favne alle typer og kunne snakke lige godt med alle, høj som lav - og gjorde det. Med glæde og ægte interesse.

At han skulle lande dér, så Thorkild Simonsen ikke selv. Men det gjorde andre.

Modstand til magistraten
Thorkild Simonsen var egentlig uddannet maler, men ville hellere være lærer. Så det blev han. Sideløbende med lærerjobbet arbejdede han også som erhvervsvejleder for de unge mennesker og fik succes med begge dele. Så meget, at han først blev viceinspektør og siden skoleinspektør på Brobjergskolen.

- Jeg var meget glad for at være lærer, og jeg følte mig altid mere som lærer end leder. Jeg kunne nok have haft et godt og langt liv som bare lærer, siger Thorkild Simonsen.

Men en skoleinspektør i Lisbjerg ved navn Helge Rahbek havde spottet Thorkild Simonsen og hans talenter og mente, at de skulle udnyttes i kommunalpolitik, hvor Helge Rahbek selv slog sine folder.

- Jeg var 39 år, da jeg blev valgt ind i byrådet, og jeg havde ikke regnet med, at det skulle blive en karriere, jeg skulle leve af, men folk omkring mig sagde: “Hvis du ikke selv kan se det, så kan vi se det: “Du skal være politiker.”

Som opfordret, så gjort.

Thorkild Simonsen kom ind i kommunalpolitik i en kommune med et meget strengt organiseret magistratsstyre; styreformen som er forbeholdt de største kommuner i landet.

- Da jeg kom ind i byrådet i 1966, opdagede jeg, at nok sad vi byrådspolitikere der, men det var jo sådan set de fem fra magistraten, der bestemte det hele. Og somme tider helt uden at spørge os. Dét protesterede jeg meget imod, fortæller Thorkild Simonsen.

Sammen med SF stillede Thorkild Simonsen og hans parti et forslag om, at magistraten flere gange om året skulle redegøre for, hvad de gik og lavede. Forslaget gik igennem og blev en kæmpe forbedring, og lige siden har tre byrådsmedlemmer siddet med til magistratens møder.

- Det er blevet meget mere demokratiseret, og jeg tror, det er kendetegnende i dag, at ingen gider at stille op, hvis de ikke har noget at skulle have sagt, siger Thorkild Simonsen.

Alligevel har mange - særligt unge - af nutidens politikere overfor kommunen.dk beretttet om et byrådsarbejde, der er præget af en stor arbejdsbyrde, af tidspres, af et miljø med mange alfahanner, og hvor man skal kæmpe for at blive hørt og respekteret.

Det er oplevelser, som Thorkild Simonsen godt kan nikke genkendende til.

- Det er klart, at der skal en del kræfter, tid og mod til at gå ind i kommunalpolitik som ungt menneske. Det gjaldt også dengang, jeg startede. Og hvis man vil tage ordet, så skal man jo være inde i tingene, siger Thorkild Simonsen.

Selvom Thorkild Simonsen var 39 år og skoleinspektør og dermed havde en vis autoritet fra starten, fik han nu alligevel en hjælpende hånd i ryggen af veninden og byrådskollegaen Eva Hemmer Hansen, en kendt journalist og forfatter.

- Hun sagde til mig: “Thorkild, du skal tage ordet. Også selvom de bliver vrede på dig over, at du gør det.” Og det gjorde jeg så, siger Thorkild Simonsen og smiler ved tanken om Eva Hemmer Hansen, der var både “fræk og begavet.”

- Eva Hemmer Hansen var også ude efter den strenge magistrat. Hun kunne komme til et møde uden at have læst på sagerne. Engang sagde Bernhard Jensen, vores borgmester, til hende: “Hør Eva, de sager, du sidder med der; det er jo sagerne fra sidste byrådsmøde!” Og så svarede Eva bare: “Jamen, det gør ikke noget. Jeg kan godt de næste …” fortæller Thorkild Simonsen og fortsætter med et grin:

- Hun var fuldstændig ligeglad med de rådmænd og borgmesteren.

Eva Hemmer Hansens byrådskarriere sluttede i øvrigt, da hun blev smidt ud af partiet efter at have meddelt, at hun ved næste valg kun ville stemme på en kvinde. Hvilket hun gjorde, men da der ikke var opstillet nogle kvinder for Socialdemokratiet, så røg hun ud, hvilket Thorkild Simonsen syntes var “ganske urimeligt.”

Men hvad angår respekten for unge politikere, så synes Thorkild Simonsen, at der er skred i en positiv udvikling.

- I Aarhus har man kunnet tiltrække unge, veluddannede og stærke profiler som Nicolai Wammen (S), ex-politiker Louise Gade (V) og nuværende borgmester Jacob Bundsgaard (S). Og se bare på Holbæk, hvor man har valgt en 27-årig borgmester, der i øvrigt ser ud til at gøre det rigtig godt, siger Thorkild Simonsen.

Kunsten at blive en stor kommune
I 1970 fik Thorkild Simonsen sin første rådmandspost i afdelingen for Undervisning og Kultur. Det var samme år, den forrige kommunalreform trådte i kraft, og Aarhus fik fordoblet sit indbyggertal over en nat. 150 kommunalpolitikere blev kogt ned til 31, der fik til huse på Aarhus Rådhus.

Pludselig skulle 31 byrådspolitikere repræsentere 20 nye sogneområder - og det var sogne, som ikke alle så mildt på deres nye ‘familie-relation’ med Aarhus.

- Sognene troede jo, at nu tager Aarhus bare det hele, men det gjorde vi ikke. Jeg og en anden rådmand, Oluf P. Christensen (K), tog rundt i hele kommunen for at høre, hvad folk havde af kritik og forslag, og det betød noget. Vi blev respekteret og er det stadig i dag. Særligt for vores beslutning om, at de sogne, som lå længst væk fra rådhuset; de skulle tilgodeses først. For eksempel fik Solbjerg en svømmehal, inden nogle af skolerne i Aarhus midtby fik noget, fortæller Thorkild Simonsen.

Det var taktisk smart, men ikke kun taktik. Rådmændene ønskede at tilgodese alle af et rent hjerte. Og samtidig, da så tiden var inde til at tilgodese selve Aarhus, så lød der ikke så store protester. Fra udkanten. Men det gjorde der fra de indre rækker i byrådet, da Thorkild Simonsen ville have, at Aarhus skulle have sit helt eget musikhus.

Kort fortalt:

- Det var under skrig og skrål og larm og alt muligt. Jeg troede virkelig, at folk gerne ville have sådan et hus, men det ville de altså ikke. De syntes, at det var for dyrt. Vi var 17 i den socialdemokratiske gruppe. Ni holdt med mig, og otte var imod, heriblandt to rådmænd og vores borgmester, så det var jo noget at stå op imod. Det blev en lang og sej kamp, men bygget blev det. Og i dag er det stadig dem, der bor længst væk fra rådhuset, der er de mest positive, fortæller Thorkild Simonsen.

Thorkild Simonsen fik selv en lang og sej karriere som borgmester i Aarhus. Højt respekteret, både for sine menneskelige, men også faglige kompetencer, og populariteten var stigende gennem hele perioden.

Du blev en slags kommunalpolitikkens Godfather?

- Det ved jeg ikke. Joh, det gjorde jeg måske?! Jeg fik jo en pris for at være Danmarks bedste borgmester, og det var personalet ude i kommunerne og ikke politikerne, der stemte om det. Men jeg synes, der var mange andre dygtige borgmestre - både dengang og nu.

Sammen med borgmestrene fra Odense, Esbjerg, Randers og Aalborg dannede Thorkild Simonsen et ’5-by-samarbejde’.

- Vi var fem borgmestre plus vores embedsmænd, der mødtes jævnligt og forsøgte at lære af hinanden. Uden at træde på de mindre kommuner - og heller ikke for at bryde med KL, men simpelthen for at koordinere, hvordan man skulle tackle så store kommuner, som vi var blevet. Ingen havde jo regnet med, at vi blev så store, fortæller Thorkild Simonsen.

- Det mest forbavsende var, at vi ikke blev rost for vores arbejde, for det er faktisk den største øvelse at få en så stor kommune til at fungere, siger Thorkild Simonsen.

Antallet af kommuner blev i 1970 reduceret fra knap 1400 til en femtedel. Men Thorkild Simonsen syntes allerede dengang, at man skulle have lavet nogle af de små kommuner lidt større.

- Jeg synes, der blev for stor forskel på størrelserne, og de små kommuner følte sig nok en del tilsidesat.

KL. Brug pressen.
KL - Kommunernes Landsforening. Thorkild Simonsen husker tilbage på dengang, foreningen var med til at etablere Den Kommunale Højskole i 1967 i Grenaa, som lavede kurser for kommunalpolitikere og embedsmænd.

- Det var ualmindelig godt, at de to grupper mødtes der - det kom der kun gode ting ud af. Dog kom der ingen fra København, for de var fra borgerrepræsentationen. De var for fine, tror jeg nok, til at komme sammen med sådan nogle sognerådspolitikere, siger Thorkild Simonsen og smiler, mens han pointerer, at sådan er det ikke længere. I dag sidder overborgmesteren jo med i KL’s bestyrelse.

Thorkild Simonsen blev selv en del af det gode selskab, da han blev formand for KL første gang i 1979. I årene fra 1982 og til 1998 skiftedes han og Evan Jensen (V) fra Lejre til at være formand og næstformand.

- Jeg havde et meget loyalt og fint samarbejde med Evan Jensen, selvom vi var meget forskellige. Det betyder rigtig meget for kommunerne, at KL er ledet af et makkerskab, som de kan regne med - og som kan holde sammen på tingene. Ja, ja, nu praler jeg igen, siger Thorkild Simonsen og ‘slår ud efter praleriet’ med hånden.  

Hvordan synes du, det står til i KL i dag?

- Jeg synes, at de er lidt for tilbageholdende i KL i dag. Vi galede mere op dengang og brugte journalisterne til det, de skal bruges til: at få vores budskaber ud og sætte en dagsorden.

Da Thorkild Simonsen var formand, var han i pressen hver dag.

- Når pressen ringede til mig klokken syv om morgenen, sagde jeg til dem: “Jeg vil gerne tale med jer, men ikke før jeg har fået et bad og et blødkogt æg.” Ikke om jeg ville sidde der i sengen og snakke og være sådan en søvnig fyr, fortæller Thorkild Simonsen.

Og han fik lov til at tale videre med pressen i de perioder, hvor Evan Jensen overtog roret, for Evan Jensen var ikke selv så meget for den del af jobbet.

- Han sagde til mig: “Fortsæt du bare med at tage pressen.” Så det gjorde jeg, og i mange år sad jeg der og kunne sætte dagsordenen. Ja, ja, det lyder også pralende, men det gjorde jeg altså - og det vinder man en masse tillid på, siger Thorkild Simonsen.

Og fortsætter ivrigt presse-snakken:

- Jeg holdt en masse pressemøder i KL, og det var man ikke vant til. Man var vant til, at direktøren for KL gik ind og snakkede med direktøren i Finansministeriet og direktører andre steder. Til det sagde jeg: “Det er da meget godt, men hvad skal politikerne bruge det til? Når de ikke ved, hvad I snakker om? Vi er kommunernes landsforening, vi repræsenterer alle kommuner uanset farve, så I er nødt til at spille med åbne kort.”

Thorkild Simonsen trækker vejr ind og siger: “Og det budskab kunne alle kommuner jo godt lide, og derfor fik vi en fin presse … Nå, godt du selv husker at tage kaffe. Edny skælder mig altid ud for at glemme at spørge.”

Folketing. Kend din plads.
I et interview i 2011 til denne avis udtalte Thorkild Simonsen sig kritisk om de statslige embedsmænds og Folketingets stigende magt og styring af kommunerne.  

Er det stadig tilfældet, synes du?

- Ja, det vil jeg mene. Folketinget er lovgivende. Kommunerne er de udøvende, men det glemmer mange i Folketinget. De tror, at de også er udøvende. Men det er de ikke! De skal bare sørge for, at loven er sådan, at den kan udøves i alle kommuner. De har så travlt med at holde øje med, om en kommune gør det bedre eller dårligere end andre kommuner og så hænge dem ud for det, siger Thorkild Simonsen.

Konsekvensen af lovgivernes indblanding i kommunerne bliver, at de skaber splid og unødvendig konkurrence, og Thorkild Simonsen understreger sin holdning med ordene:

- Lovgiverne skal ikke styre kommunerne. Det skal borgmestrene og de folkevalgte i kommunerne, og hvis der er nogle problemer, så skal de ordnes gennem deres organisationer, siger Thorkild Simonsen bestemt.

Sukker-krummer på tallerkenen bliver “samlet op” med pegefingeren, mens Finansministeriet kommer på bordet.

- Finansministeriet har haft en stærk rolle, siger Thorkild Simonsen med tryk på ordet stærk. - Og jeg kan som godt forstå, at Alternativet taler om, at vi skal have et nyt ministerium, der er stærkere end Finansministeriet. Men det bliver svært at få.

Da Thorkild Simonsen sad i KL, havde foreningens embedsmænd meget mere ‘hands on’ på sagerne.

- Dengang undlod vi så vidt muligt at inddrage Finansministeriet og lod vores egne dygtige embedsmænd finde ud af økonomien. Jeg blev blot orienteret om, at nu var det og det forhandlet igennem, og at der var styr på det. Vi forsøgte at holde det på et objektivt plan og ordne tingene for kommunerne uden om det politiske spil, siger Thorkild Simonsen.

I farten nævner han udligningsreformen, der skulle have været på plads her i foråret, men som jo blev opgivet.

- Man blev bange, gjorde man. For en udligningsreform vil altid få kritik. Altid. Det er klart; for man tager fra nogen og giver til nogen andre. Og det er en svær opgave, og den er jo helt gal i dag, siger han.

Thorkild Simonsen husker ikke at have haft de store kampe omkring udligning i sin KL periode, selvom der selvfølgelig var meget snak om emnet.

- Jeg kan huske, at Hans Toft, borgmesteren i Gentofte, som jeg har kendt i mange år, og som er en dygtig fyr, han sagde altid: “Vi betaler alt for meget i skat i Gentofte.” Og så sagde jeg: Ja, det gør I, men det skal I også. Det er jo meningen. Du skal aflevere til de fattige kommuner, det skal du bare.” Og så grinte han. Men han holdt ikke op med at sige det, fortæller Thorkild Simonsen og smiler, mens han kommer i tanke om en anden udlignings-anekdote:

- Det var det samme med flygtninge-spørgsmålet. Dem mente Hans Toft jo heller ikke, at de skulle have nogle af, men så gik jeg til Bendt Bendtsen og sagde: “Du har nogle konservative folk i Nordsjælland som ikke mener, at de skal have nogle flygtninge.” Og Bendt Bendtsen svarede: Nej, men de har jo heller ikke nogle almene boliger til dem.” “Nej, svarede jeg, men de kan de da få.”

Thorkild Simonsen griner: “Og så bøjede de sig deroppe og fik bygget ... lidt.”

I 1997 sluttede Thorkild Simonsen sin karriere i KL til fordel for jobbet som indenrigsminister under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

Fik det nogen betydning for dit syn på kommunalpolitik, at du nu sad på posten som indenrigsminister?

- Nej, det gjorde det ikke. Jeg var meget bevidst om, at min rolle som minister stadig var at huske på, at hver eneste kommune i landet har ret til at have en mening - ret til kommunalt selvstyre. Og det anerkendte KL mig for. At jeg ikke pludselig ændrede syn på kommunernes rolle i forhold til staten og blandede mig på en udtalt indenrigsminister-agtig måde. Det sagde man i hvert fald. Og det tror jeg nok er rigtigt, siger Thorkild Simonsen.

Den tidligere KL-formand tipper, at der er gode chancer for et kommunalt selvstyre med det KL, vi har i dag.

- Jeg tror, KL kan komme til at stå stærkt med Jacob Bundsgaard som formand. Han siger ikke så meget udadtil, men jeg tror på samarbejdet på de indre linjer i bestyrelsen.

Thorkild Simonsen nævner som eksempler på gode kræfter den unge og stærke Joy Mogensen (S) fra Roskilde og også den konservative Michael Ziegler.

- Bundsgaard og Ziegler. De er et stærkt makkerpar. Selvom de er forskellige. Tænk, Ziegler kom til en socialdemokratisk kommune og fik absolut flertal for de konservative, hvor de andre steder næsten ingen stemmer har - så må der være krummer i den mand. Og så har han jo også kunnet tackle formanden for Dansk Lærerforening, Anders Bondo. Ikke at han altid er kommet lige godt fra det, men han har et godt forhold til Bondo. De kan godt lide hinanden, og det er ret dygtigt gjort - når nu de hader hinanden i forhold til ‘sagen,’ siger Thorkild Simonsen.

Strukturreformens håndlanger
Efter to og et halvt år som indenrigsminister og en integrationslov skulle man tro, at Thorkild Simonsen nu skulle ligge på sofaen og spise wienerstang og nyde sit otium.

Men i 2005 var der bud efter ham igen. Denne gang var det daværende indenrigsminister Lars Løkke (V), der havde brug for Thorkild Simonsen som problemløser, eller opmand, som det også blev kaldt, under den igangværende strukturreform, som var blevet til i et smalt forlig uden Socialdemokratiet og de Radikale.

Da Lars Løkke ringede til Thorkild Simonsen, havde langt de fleste kommuner fundet sammen i større enheder med minimum 20.000 indbyggere, som kravet lød på. Men otte steder i landet kunne man ikke blive enige. Og det skulle Thorkild Simonsen rette op på.

Han havde erfaring fra reformen i 1970, han havde været minister, og så var han ikke mindst socialdemokrat. Hvilket Lars Løkke Rasmussen, ifølge Thorkild Simonsen, nok så som en fordel, nu hvor Socialdemokratiet havde stemt imod reformen.

Sammen med fire fuldmægtige og en kontorchef fra Indenrigsministeriet drog Thorkild Simonsen ud på missionen. Årsagerne til uenighederne de otte steder var forskellige, men de omhandlede ifølge Thorkild Simonsen overordnet set økonomi og snobberi.

Som for eksempel:

I Farum slikkede man sårene efter Brixtofte-skandalen, og ingen ville “gifte” sig til deres enorme gæld. Det endte med et tvangsægteskab med Værløse, der fik økonomisk kompensation.

På Lolland Falster kunne man slet ikke blive enige om noget. Her konkurrerede Maribo og Nakskov om at blive ‘hovedstad, og dertil var der ifølge Thorkild Simonsen en godsejerfrue med stærke borgmester-drømme, der besværliggjorde processen. Så efter en masse polemik besluttede Thorkild Simonsen, at befolkningen skulle stemme, og afstemningen endte med én stor kommune.

I Midtjylland var der problemer med trekanten Ikast, Brande og Herning. Ikast ville gerne være sammen med Herning, men Herning ville ikke være sammen med Ikast. Brande ville til gengæld ikke Herning, men kun noget med Ikast.  

- Alle de der tøj-millionærer fra Brande ville overhovedet ikke have noget at gøre med Herning. De sendte deres direktører ind til mig for at tale deres sag. Det var jeg ikke vant til, og jeg spurgte dem: “Og hvilke kompetencer møder I så med?” Jo, de var direktører fra det og det firma … og jeg sagde: “Ja, ja det er fint nok, men hvad er jeres kompetencer i forhold til borgerne?”

Den type lod Thorkild Simonsen sig ikke dupere af.

Trekants-sagen endte med, at Ikast, Brande og Nørre-Snede blev slået sammen, og efter nogle begyndervanskeligheder er Ikast-Brande Kommune blevet en stærk kommune med en dygtig borgmester nøjagtig som Herning, hvis man spørger Thorkild Simonsen.

Hvilke fordele har reformen haft?

- Fordelene er, at så stor en sammenlægning og ensretning af kommunernes størrelse har gjort det nemmere at tilpasse lovgivningen til dem. Og det har naturligvis medført en masse besparelser på administration ved lukning af rådhuse og færre politikere, siger Thorkild Simonsen.

Hvad med ulemper?

- Stod det til mig, skulle man have gået hårdere til værks. Vi skulle have haft færre kommuner endnu. Tag nu for eksempel Norddjurs og Syddjurs. Hvorfor skal de være to kommuner? De er så flettet ind i hinanden, som de overhovedet kan være, og nu ligger de jo og slås om, hvem der er hovedstad. Altså hele det område med Ebeltoft skulle jo bare hedde Grenå Kommune, siger Thorkild Simonsen.

Det ærgrer ham, at en række småkommuner overlevede, for, siger han: “Demokrati kan også blive for nært.”

- Jeg tror ikke på, at en kommune med 3.000 indbyggere har godt af at stå og ordne det hele henne i Brugsen. Det bliver sådan noget venners venner-snak. Men de helt små øer som nu for eksempel Læsø, hvor min kone kommer fra, og hvor de kun er 1.700 indbyggere - dem accepterer jeg, at de har fået lov til at være små og selvstændige. Det tror jeg fungerer for dem, siger Thorkild Simonsen.

Thorkild Simonsen holder en kort og sjælden pause, så siger han:

- Men ellers må jeg nok sige, at al snakken om nærdemokrati; at vi skal have flere politistationer og nye sygehuse igen - det kan jeg ikke helt forstå. Jo, vel kan vi bruge flere politistationer, men hvis man laver nærdemokrati overfor syge, så skal man jo huske på, at man skal have ekspertisen med. Man kan jo ikke have alle de højt-og veluddannede læger siddende på et lille hospital og tro, at de kan have noget at lave hele tiden. Det synes jeg, man skal tænke meget nøje over, siger Thorkild Simonsen alvorligt.

I det hele taget er han lidt urolig for, hvad der sker med regionerne og sundhedsvæsenet.

- Hvis de vil lade sundhedsministeriet overtage sundhedsvæsenet og de store sygehuse, så vil jeg gå stærkt imod det. For det vil betyde, at fem-seks fuldmægtige skal sidde og styre det, som fem regioner med 41 medlemmer styrer i dag. Det lader sig ikke gøre! Skiftende sundhedsministre ville ikke kunne styre det der. Men jeg tror heller ikke, at Lars Løkke tør gøre det. Jeg har ellers lige været ved at ringe til ham og sige: “Pas nu på … du er i farezonen.”

Ville han lytte til dig?

- Njah, jeg er er nok blevet for gammel eller joh, det kan nu godt være, han ville det, smiler Thorkild Simonsen og siger: “Jeg kunne godt have lyst til at gøre det.”

Hvem er kongen af kommunalpolitik i dag, nu hvor du sidder herude i din bordeaux sofa?

- Ha ha, det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke, at jeg tør sige, men jeg tror nu, at Jacob Bundsgaard er et godt bud på en, der kan køre KL videre. Han er saglig, dygtig, har et godt familieliv, og er afholdt også af dem, der ikke stemmer på ham.

Du har og har haft et langt og godt ægteskab med Edny, og et langt og godt ‘ægteskab’ med kommunalpolitik - to gode ægteskaber?

Ja! Jeg gjorde meget for at få Edny, men i og for sig jo ikke så meget for at få den kommunale status. Men jeg har ikke fortrudt nogen af delene, siger Thorkild Simonsen.