I dette jubilæumsnummer af ”Kommunen” forekommer det vel ikke ganske forkert at foretage et lille strejftog ind i nostalgiens verden. Et kvart århundrede synes kort, målt i historiens alen. Ser man imidlertid tilbage på de forløbne 25 år, på de forandringer og den udvikling, der har fundet sted inden for den kommunale verden på godt og ondt, kan man godt nok få fornemmelsen af helt andre tidsdimensioner. Dette korte spand af år har været hektiske og har knapt levnet os tid til tilbageskuen. Sammenligner man med den historiske udvikling i de forudgående århundreder, fristes man til beundring for vor generation.

Lad mig i denne forbindelse gøre som jeg plejer, hvis jeg gerne vil tænke over tingene, hvis der er noget, jeg ikke rigtigt kan få til at rime, går jeg i enrum i kælderregionerne i arkiverne og genkalder grundlaget for det, der nu er. Jeg kigger i de gamle protokoller, bladrer i de arkiverede regnskaber og piller lidt ved de udrangerede maskiner – disse uvurderlige hjælpere fra den mindre teknologiske tid, men også fra den tid, hvor problemerne var mere enkle og mere overskuelige.

Derinde, godt beskyttet i lange bogrækker, indrettet i brandfrit område, finder jeg 250 års kommunalhistorie. Jeg finder fattigprotokoller fra 1736, der taler om højværdige og højvelbårne generalinder, om ridefogeder, ladefogeder, degne og præster, der hvert år ydede deres rundhåndede gaver til sognets fattige – i reglen fra 2 rigsdaler og nedefter, alt efter rang og stand.

Man kan læse om de fattige, der modtog disse almisser. De benævnes med sære tilnavne som fjantede Karen, tåbelige Ana Mads-datter, Maren som har rørelse osv., hvilke tilnavne vel for sig var udtryk for et skudsmål. Denne fattigvirksomhed var dog ikke særlig papirkrævende, hvilket godtgøres ved, at indholdet af denne gamle bog i træbind strakte sig fra 1736 til 1802 – alt sammen i en bog af stort lommebogsformat. Ikke et stort værk, men alligevel med sit indhold nok til at man føler historiens vingesus, nok til at beundre de mellemliggende generationers indsats for at ændre og forbedre livsbetingelserne for de mange, for fremgangen i viden og kunnen.

Med en skæven til mine gamle hjælpere – den hånddrevne regnemaskine, ”svingeren” og den gamle skrivemaskine, går jeg i bedre lune ovenpå, tilbage til mit arbejde og beskæftiger mig med nutiden. Lad mig også gøre det her, men dog med tilbageskuen over de sidste forløbne 25-30 år.

Kommunestyret blev professionelt
Efterkrigstiden, og især i den sidste halvdel af halvtredserne, var begyndelsen til en udvikling der, om man kunne have hidkaldt det i fantasien, ville have taget pusten fra selv den mest fremsynede.

I disse år tog udviklingen af det kommunale bureaukrati fart (nej, nej det var ikke nedsættende ment), selv små kommuner måtte erkende, at tiden var inde til at ansætte lønnet medhjælp. Sognerådsformandens og kassererens tid rakte ikke længere til den begyndende udvikling. Papirstrømmen var så småt begyndt, og skrivebordet derhjemme i dagligstuen kunne ikke længere rumme alt dette – professionel medhjælp var udviklingens pris.

Signalet var således givet, de små kommuner måtte ansætte kommunesekretærer eller kæmnere, og Parkinsons lov udfoldede sig ubønhørligt. Som tiden gik, blev der ansat elever, eleverne blev assistenter osv., ikke fordi kommunesekretærerne ønskede det, men fordi udviklingen krævede det.

Den nyindførte professionalisme dannede grundlag for større krav til sognekommunerne. Kravene voksede og voksede og fjernede efterhånden grundlaget for de helt små kommuner. Nye krav krævede ekspertise, hvilket krævede større kommuner, og så lavede man sammenlægninger, der er det foreløbige stop i udviklingen, som vi kender den i dag.

Ind i varmen
Det har været en vidunderlig oplevelse at være en sådan førstegangsbureaukrat i en sognekommune. Efter at have befundet mig i et afgrænset og dermed beskyttet skattevæsens miljø først i Århus og senest i Holbæk, havde jeg egentlig ikke planlagt at springe ud på det dybe vand, men jeg blev ikke helt tilfældigt opfordret til at søge stillingen som kommunesekretær i en af amtets kommuner. Jeg blev tilsagt til samtale og almindelig beskuelse i sognerådsformandens dagligstue, som sidste mand efter to ansøgere.

Som det dengang var skik og brug, skulle min kone følge mig på denne spændende rejse. Vi ventede vort andet barn, og min kone befandt sig i den sidste ventetid, men hun følte alligevel, at hun ville følge mig og deltage i den fortættede spænding, der for et par unge mennesker fulgte en sådan operation, der helt kunne ændre vore hidtidige vaner og levevilkår. Vi hyggede os imidlertid med sognerådsformanden og de to medlemmer af kasse- og regnskabsudvalget en halv times tid.

Audiensen var slut, og jeg følte mig langtfra sikker på, at jeg som den yngste af ansøgerne havde nogen chance – indtil jeg uforvarende, da jeg forlod mødet, bag den halvt lukkede dør hørte sognerådsformandens kone sige sin mening om tingene, hvilket var meget lovende og afgørelsen blev derefter. Det blev indledningen til en indholdsrig tilværelse, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg sendte denne ansøgning.

Arbejdspladsen
Hverdagen meldte sig med fuld styrke, da jeg på min første dag stiftede bekendtskab med min nye arbejdsplads. På den tid var det ikke god tone at stille højrøstede krav om arbejdsvilkår, lokaliteter og hjælpemidler. De ydre rammer for denne arbejdsplads var et gammelt malerværksted i sognerådsformandens baggård, med halvstens uisoleret mur og kakkelovnsfyret. Interiøret var to spisestueborde, hvorpå der lå tykke, sirligt håndskrevne protokoller og regnskabsbøger. I det ene bord var der en flad skuffe, der tjente som kommunens hovedkasse.

Disse faciliteter blev min arbejdsplads i de første fem år af min sognekommunale tilværelse. Vel, jeg kiggede mig spørgende omkring efter en skrivemaskine og måske en hånddrevet regnemaskine. Sognerådsformanden læste mine tanker og sagde – nej, nej, vi plejer vanligt at skrive i hånden og at regne i hovedet. Nå ja, nu skulle man jo heller ikke begynde at stille for store krav til arbejdspladsen, men efter et halvt år købte jeg nu alligevel for egen regning en hånddrevet regnemaskine, en brugt rejseskrivemaskine og en ”svinger”, som de fleste benævnte kalkulationsmaskinen. Det var altså mine tre gamle venner der, som sagt, nu har fået deres plads i maskinarkivet. Efter yderligere et halvt års tid syntes sognerådet alligevel, at det var kommunen, der skulle skaffe maskiner, og mere brugbare emner blev købt.

Klasseopdeling
Den første dag benyttede jeg i øvrigt til at gøre mig bekendt med indholdet i malerværkstedet. Jeg havde en instinktiv fornemmelse af, at folkeregisteret var noget væsentligt at stifte bekendtskab med som indledning til arbejdet i mit nye job.

I min søgen efter registreret fik jeg øje på nogle pakker i gråt papir og ville stille min nysgerrighed, idet det nok var noget, der hørte til kontoret – jeg pakkede ud – hurra, jeg var heldig, det var folkeregistreret fuldt intakt. Det var ikke opdelt efter områder, men efter stilling i samfundet og disse igen efter rang – godsejere, gårdejere, læger og dyrlæger, husmænd, tjenestemænd, arbejdsmænd og aldersrentemodtagere. Senere opdagede jeg, at der var system i opdelingen, idet det passede ind i det hidtidige administrative system. Alligevel blev folkeregisteret det første objekt for min reformiver.

Sognerådsformanden modtog imidlertid min første ændring af det bestående meget positivt, hvilket naturligvis gav mig blod på tanden. Meget blev ændret i de efterfølgende år, og meget nyt blev føjet til. Det var en fabelagtig skøn tid, hvor man hele tiden blev tilført nye erfaringer. En tid, hvor man ikke kendte forskel på arbejdstid og fritid. Det, der nødvendigvis skulle læses, blev ofte læst i fritiden – ikke som en forbandet pligt, men som et naturligt supplement til hverdagens praktiske erfaringer.

Sognerådstidende og Danmarks Kommunale Efterretninger var eneste umiddelbare kundskabskilder til hjælp ved løsning af hverdagens problemer på den tid – og de blev læst, tør jeg love. Disse blade eller tidsskrifter var ofte til megen hjælp til udfyldning af de mange huller i min viden.

Som tiden gik, voksede kravene om informationer, kommentarer og dyberegående behandling af det arbejdsområde, som er blevet både arbejde og hobby.

I 1958 udkom den første udgave af en aflægger af dagbladet Information, det blad, som jeg i øvrigt med stor interesse havde læst siden krigens tid. Denne aflægger, der kom til at hedde ”Kommunen”, blev nu en kærkommen ven på kommunekontoret. Opsætningen har været nogenlunde uændret gennem de forløbne 25 år, men dette formiddagsblads format (uden sammenligning i øvrigt) har vist bestået sin prøve – det forekommer let tilgængeligt, men samtidig seriøst. ”Kommunens” uafhængighed af partipolitik og organisationer gør den til et værdifuldt alternativ til de andre seriøse kommunale tidsskrifter, og giver den berettigelse og attråværdighed.

I de 25 år ”Kommunen” har bragt meninger og tanker fra den kommunale arbejdsmark og tolket dem for os, der står midt i det, er der som før nævnt sket en udvikling, som ikke kan sidestilles med nogen anden tid i historien.

Skal vi være stolte over denne udvikling, eller er det hele gået for stærkt. Er det rigtigt at sætte stopklodser for, eller er det unødig alvorstale. Har vi udnyttet tidens muligheder, eller har vi udnyttet tidens muligheder, eller har vi bare forgældet de kommende generationer økonomisk, uden at sikre at fremskridtene ikke bliver tilbageskridt. Har vi nærmet os den fuldkomne retfærdighed i forholdet til de svage i vort samfund, eller har vi strakt os for langt – disse og mange andre spørgsmål giver stof til overvejelser.

”Kommunen” og dens skribenter kan ikke give os svarene, men jeg tror, dette blad som hidtil vil bestræbe sig på at belyse disse og mange flere emner seriøst i årene, der kommer.

Tak for de 25 år og held og lykke i årene, der kommer.

Carl M. Pedersen