Hjemmearbejde, digitale møder og online konferencer har tydeliggjort værdien af den fælles pause. Mange savner pausen. Det er her, vi udvikler ideer sammen. Det er her, vi netværker. Det er her, vi danner nye alliancer. 

Pausen er en vigtig del af det politiske arbejde. Men det er også i pauser mellem og efter møderne, at vi krænker eller bliver krænket. 

På selve mødet, hvad enten det er på arbejdspladsen eller i politiske forsamlinger, er der defineret klare spilleregler. Måske endda en nedskreven forretningsorden. Vælgerforeningsformanden, gruppeformanden, udvalgsformanden eller borgmesteren leder mødet. 

Til møder i kommunen, bistår forvaltningen med en professionel mødeafvikling. Alle følger dagsordenen, og de fleste holder talerækken. 

Først når der er pause i mødet, ophæves de fælles spilleregler, og hierarkiet og magtudøvelsen bliver mere subtil. Nu gælder det om at samle opbakning og positionere sig selv og sin sag.

Pausens magtspil er afgørende både i den enkelte kommune og på KLs møder og konferencer. De færreste med politisk flair vil gå glip af pausen. Der er brug for den uformelle samtale på tværs mellem politikere, partier og embedsmænd hjemme i kommunen og på tværs af kommuner hos KL. Konferencearrangører gør hvert år pauserne længere, for deltagerne efterspørger netværk og fri leg. Det gør jeg også selv. Jeg får ofte mere ud af samtalerne i foyeren eller middagen, end jeg gør af oplæg og indlæg i salen. 

For ung til at danse

Sådan har jeg ikke altid haft det. Faktisk var pauserne, det værste jeg vidste, da jeg som 18-årig i 1997 blev valgt som Danmarks yngste kommunalpolitiker. Især var pauserne til diverse KL-møder afskyelige. Når jeg blev interviewet til medierne, sagde jeg altid, at jeg godt kunne lide at være til møde, men at jeg ikke kunne fordrage pauserne. Forklaringen er, at jeg til møderne blev behandlet ligeværdigt. I pauserne følte jeg mig udenfor og som et let offer for sexistiske bemærkninger. 

Jeg følte mig aldrig krænket, det ord var nok heller ikke opfundet, men jeg følte mig sårbar. Jeg undskyldte mig som regel med lektier for at slippe for middagen og dansen. Især til  KL-møder. Når jeg alligevel deltog som helt ung kvinde, krummede jeg tæer over lumre vittigheder og fulde voksne. Jeg synes, det var akavet at afvise dans med gamle mænd fra nær og fjern. Så var det lettere slet ikke at deltage i festen. Dermed ekskluderede jeg mig selv fra en vigtig politisk arena i mine første år som kommunalpolitiker. 

Jeg lærte efter et par år blandt voksne politikere at mestre pausens magtspil, bygge relationer og dyrke alliancer. Først på hjemmebanen i kommunen, senere også i tværkommunal sammenhæng. I dag mere end 20 år senere er jeg en fisk i vandet på KLs topmøde, men jeg danser stadig ikke. Jeg orker slet ikke at tænke på, hvad det ville kunne føre med sig af akavede situationer. 

Derfor er jeg begejstret som en cheerleader over det opgør, som den nye generation af kvinder i politik har sat i gang. Der er brug for at tale om spillereglerne. Også i pausen. Så kommunerne kan komme sexismen og den seksuelle chikane til livs, og kvinder kan færdes lige så frit som mænd i den kommunalpolitiske verden. 

Bagsiden af medaljen

For bagsiden af pausens skinnende medalje er, at magtudøvelse og positionering risikerer at udvikle sig til magtmisbrug og chikane. Det var ikke på et budgetmøde, men efter et budgetmøde i 2012 at tidligere overborgmester Frank Jensen befamlede den unge DSU'er Maria Gudme. 

Under budgetmødet var det formentlig aldrig sket.

Pausen er krænkerens foretrukne arena. Især når pause bliver til fest, musikken spiller og alkoholen ryger indenbords. Ni procent af de kvindelige deltagere ved KLs arrangementer har oplevet seksuel krænkende adfærd. Jeg gætter på, det tal er tæt på 0 pct. på efterårets digitale seminarer og møder hos KL. 

Alligevel savner jeg pausen og glæder mig til næste topmøde i Aalborg.