Kommunen.dk
MENU

Øen med de store digitale ambitioner

Kommunaldirektør Rikke Würtz forklarer, hvad der er gået forud for DI's kåring af udkantskommunen Morsø som Årets digitale kommune.

Øen med de store digitale ambitioner

Kommunaldirektør Rikke Würtz forklarer, hvad der er gået forud for DI's kåring af udkantskommunen Morsø som Årets digitale kommune.
“Sammen er vi bedst er ikke bare en talemåde eller et motto, men en livsstil på Mors, skriver Morsøs kommunaldirektør, Rikke Würtz.
“Sammen er vi bedst" er ikke bare en talemåde eller et motto, men en livsstil på Mors, skriver Morsøs kommunaldirektør, Rikke Würtz.
Foto: Morsø Kommune
6. okt. 2021
Rikke Würtz
RIKKE WÜRTZ
KOMMUNALDIREKTØR
MORSØ KOMMUNE
Email

Her hos os på Limfjordens største ø var glæden forleden stor, da Dansk Industri kunne afsløre, at vi, Morsø Kommune, er kåret som Årets digitale kommune. Med omkring 20.000 indbyggere er vi en af landets mindre kommuner, men vi har store politiske målsætninger for Mors og for, hvad vi vil med ”det digitale”. 

Det digitale område har nemlig fået et særskilt kapitel med tilhørende mål i vores udviklingsplan 2030 ”Fælles om Mors”, en udviklingsplan, der blev til sammen med vores borgere og virksomheder. Fokus i planen er, at en stærk digital udvikling vil medvirke til, at vi fastholder og udvikler vores kommune som attraktivt at bo, gæste og drive virksomhed. 

  Vores virksomheder har naturligvis en forventning om, at vi går med forrest og er med til at bane vejen for endnu mere vækst. Og lige her giver det fordele at være en mindre kommune.

Som fundament for at drive den digitale udvikling besluttede vi i 2015, at alle vores institutioner på hele øen skulle have fibernet; uanset om stedet måske lå lidt for sig selv med udsigt til naturen eller var placeret tæt ved mere tilgængelig infrastruktur. At byde på den opgave blev gjort mere attraktivt ved, at vi gik sammen med vores naboer fra Thisted om at lave et fælles EU-udbud.

Frugtbart samarbejde med nabokommuner

Det resulterede i, at et af vores lokale energiselskaber, Thy-Mors Energi, vandt opgaven. Efterfølgende så de en forretningsmodel i at udrulle fibernet på hele øen til gavn og glæde for alle borgere og virksomheder. Det samarbejde og viljen til at omfavne den digitale udvikling betød, at vi allerede i 2019 kunne bryste os af at være den første, geografisk større, gigabit-kommune i landet med et super hurtigt fiber- og bredbåndsnet til alle.

I samarbejde med nabokommuner har vi i mange år kæmpet for at forbedre infrastrukturen på vores fysiske hovedveje og arbejdet på at få Christiansborg til at kigge i vores retning. Det er nu lykkedes, og vores hovedveje står derfor nu overfor nødvendige og tiltrængte udvidelser. Vi har dog for mange år siden erkendt, at vores fremtidige motorvej skal være digital. Derfor er vi også glade for, at vores tætte lokale samarbejde og digitale ambitioner gør, at vi nu kun er et millisekund væk fra omverdenen og verdensmarkedet. 

Det kan vi mærke, at vores virksomheder og iværksættere sætter pris på. Generelt har de vurderet os positivt i spørgeskemaet fra DI i forbindelse med at finde Årets digitale kommune. Vi har blandt andet scoret højt i spørgsmålene om kommunens digitale erhvervsrettede services og kommunens indsats for at sikre bredbånd- og mobildækning. 

Flere nye tiltag indenfor digital omsorg

I kommunens eget regi søger vi at gøre aktivt brug af data, ny teknologi og digitalisering inden for en lang række områder. Udover et fokus på brugervenlige selvbetjeningsløsninger har vi fået digitale løsninger ind i sundhedssystemet ved, sammen med regionen, at implementere videoløsninger for at gøre det lettere og hurtigere for borgerne at få kontakt til både lægen og afdelingerne på sygehusene. 

På social- og sundhedsområdet har vi også glæde af vores hurtige net. Her arbejder vi blandt andet med Marte Meo konceptet, som kort sagt handler om at skabe udviklingsstøttende relationer, trivsel og livskvalitet for borgerne. Her bliver situationer optaget til efterfølgende læring og sparring mellem medarbejderne. Filerne uploades og gemmes sikkert i et system, som kræver god netforbindelse.

  Fokus i planen er, at en stærk digital udvikling vil medvirke til, at vi fastholder og udvikler vores kommune som attraktivt at bo, gæste og drive virksomhed.

Vi læner os yderligere frem for at opfylde vores målsætninger om det digitale områdes betydning for Mors’ fremtid. Så for at styrke den digitale udvikling yderligere har vi for nylig ansat flere digitaliseringskonsulenter, som sammen med vores medarbejdere og ledere skal hjælpe med at løfte de digitale muligheder overalt i kommunen til gavn for borgere, virksomheder og os selv i kommunen. I den forbindelse har vi i 2021 fået godkendt en ny digitaliseringsstrategi, som yderligere sætter fokus på, at vi alle skal tænke mere digitalt, vi skal genbesøge vores arbejdsvaner og sikre, at alle vores digitale indsatser understøtter kerneopgaverne. 

Hos os er det nemlig sådan, at digitalisering og anvendelse af teknologi ikke sker, blot fordi vi kan (det har vi slet ikke råd til), men målrettet fordi vi søger at skabe bedre service, gode løsninger og mere kvalitet til gavn for borgere, virksomheder og medarbejdere. Digitalisering er således ikke målet, men et middel til at understøtte vores kerneopgaver. 

Fordele ved at være en lille kommune

Vi ser, at de digitale løsninger ikke kan stå alene, men skal indarbejdes i vores ydelser. Det handler altså om, at samspillet mellem digitale løsninger og en proaktiv indsats fra eksempelvis virksomhedsservice giver den store tilfredshed, vi oplever.

Derfor er vi også særligt stolte af prisen, da den ud over det faktabaserede bygger på virksomhedernes vurderinger i kombination med digitale muligheder og lokale indsatser. 

Vores virksomheder har naturligvis en forventning om, at vi går med forrest og er med til at bane vejen for endnu mere vækst. Og lige her giver det fordele at være en mindre kommune. Vi er måske lidt tættere på borgere og virksomheder end en større kommune, samarbejdet er lettere, fordi der er nærhed, og det gensidige kendskab er stort. Derfor kan vi nok hurtigere finde løsninger, få feedback og opnå tættere samarbejder med lokale aktører. 

Det mærker vi også politisk, for vi har heldigvis fremsynede politikere, som prioriterer den digitale udvikling.

Vi er meget ydmyge og taknemmelige over at modtage DI’s pris som Årets digitale kommune. Vi ved godt, at vi aldrig kommer helt i mål med indsatsen, og at tingene ikke kommer af sig selv. Vi skal stå sammen for at lykkes. Det er et kontinuerligt arbejde og ikke mindst samarbejde, hvor der hele tiden skal være et stærkt fokus fra politikere og medarbejdere på de digitale muligheder - i tæt samarbejde med borgere, virksomheder og samarbejdspartnere.

For "Sammen er vi bedst" er ikke bare en talemåde eller et motto. Det er en livsstil her på Mors. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR