Nye studiebyer skal gøre sig umage for at trække unge til
Nye studiebyer skal gøre sig umage for at trække unge til
Selv om vi under forhandlingerne var modstandere, vil vi stadig være med til at sørge for, at de nye uddannelsesudbud bliver succesfulde. Nu bliver de oprettet, og så skal vi sørge for, at kommunerne får de bedste forudsætninger for at skabe et godt miljø for de studerende.
Kære kommuner: Efter regeringens udflytning af uddannelser har vi et hårdt arbejde foran os, når vi skal til at oprette nye studiemiljøer i provinsen. I Danske Studerendes Fællesråd er vi imod regeringens aftale "Tættere på"om at flytte uddannelser ud af de store studiebyer.
Men vi er faktisk overhovedet ikke imod udflytning som idé, tværtimod. Vi kan godt se, at der er en skævvridning i balancen mellem by og land i Danmark, og det skal der arbejdes på. Men en dårligt finansieret og hurtigt forhandlet aftale, der bygger på en falsk præmis om, at masser af unge mennesker står i kø for at tage en uddannelse i en af de mindre byer, er ikke løsningen.
Unge tiltrækker flere unge
De unge søger nemlig ret naturligt mod de store studiebyer. For mange handler det om komme ud, opleve noget nyt og være en del af et større ungdomsmiljø, som de måske har manglet, da de boede hjemme. Sådan var det for mig. De universiteter og kunstneristiske uddannelser, der er placeret i studiebyerne, har eksisteret i mange år og har en lang historie med kollegier og sociale traditioner, man gerne ville være en del af. Det er ikke en unik dansk ting, men noget, vi ser alle steder
Så hvis vi faktisk vil have unge til at blive ude i de mindre byer, må vi også være ambitiøse omkring projektet. Det kræver, at vi begynder at se på det at være en studieby som en langt mere omfattende øvelse end bare fire vægge og et skilt med ‘uddannelse’ foran indgangen. Ellers er det en fejlslået mission fra starten.
Hvis vi skal have unge til at søge studiepladserne og derefter blive der, skal vi også se på ting som transportmuligheder, studieboliger, studiejob og fritidsaktiviteter.
Vi melder klar til dialog
Det at være studerende rækker nemlig ud over uddannelsesinstitutionernes fire vægge. Vi ser, at de studier hvor folk klarer sig bedst, og hvor der er mindst frafald, er der, hvor der findes et stærkt socialt miljø. Der, hvor man kan gå i fredagsbaren, hvor de studerende har et liv ved siden af studiet og samtidig mulighed for at blive hængende uden frygt for at den sidste bus kører klokken 18.
Aftalen om udflytning er indgået på trods af protester fra store dele af uddannelsessektoren, herunder de studerende. Men selv om vi under forhandlingerne var modstandere, vil vi stadig være med til at sørge for, at de nye uddannelsesudbud bliver succesfulde. Nu bliver de oprettet, og så skal kommunerne sikres de bedste forudsætninger for at skabe et godt miljø for de studerende. Derfor er det nu vigtigt, at vi stikker hovederne sammen og sørger for, at de nye studiebyer bliver steder, hvor unge kan se sig selv. Det kræver, at både politikere, kommunale medarbejdere, studerende, byplanlæggere, rektorer og lokale ildsjæle går sammen og skaber reelle studiebyer fremfor tomme undervisningslokaler. Vi i Danske Studerendes Fællesråd tager gerne en tæt dialog med alle kommuner, som ønsker bud på, hvordan de bliver attraktive for unge studerende.
Julie Lindmann er vokset op i Vejen og læser socialvidenskab på RUC
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.