Kommunen.dk
MENU

'Mit liv har været en kombination af held og hårdt arbejde'

Hernings borgmester gik fra at være en genert og usikker fyr til at boltre sig i gode talegaver og sans for afsætning. Nu har han meddelt, at han stopper som borgmester næste år. Læs eller genlæs portrættet af Lars Krarup, der startede sit arbejdsliv som slagter og blev stemmeslugeren fra Herning - og måske svigermors drøm?

'Mit liv har været en kombination af held og hårdt arbejde'

Hernings borgmester gik fra at være en genert og usikker fyr til at boltre sig i gode talegaver og sans for afsætning. Nu har han meddelt, at han stopper som borgmester næste år. Læs eller genlæs portrættet af Lars Krarup, der startede sit arbejdsliv som slagter og blev stemmeslugeren fra Herning - og måske svigermors drøm?
Borgmester Lars Krarup vil gerne kalde sig selv for en heldig kartoffel - men at sige, at tingene er kommet let til ham - dét vil han ikke høre tale om.
Borgmester Lars Krarup vil gerne kalde sig selv for en heldig kartoffel - men at sige, at tingene er kommet let til ham - dét vil han ikke høre tale om.
Foto: Mads Hansen / Ritzau Scanpix.

(Hernings borgmester Lars Krarup (V) har besluttet at stoppe som borgmester. Han genopstiller ikke ved næste valg. Dette portræt blev oprindeligt bragt i 2018)

Lars Krarups vej til borgmesterposten

I medierne er Herning-drengen Lars Krarup blevet beskrevet som en wunderkind, Jyllands mest populære borgmester og en svigermors drøm, men det slår han resolut hen.

- Det har jeg hverken bemærket eller hørt om. I øvrigt tvivler jeg sommetider på, at jeg er min svigermors drøm, men det må du nok hellere lade være med at skrive, griner Lars Krarup, mens journalisten resolut noterer det.

Lars Krarup vil meget hellere fortælle om, hvor meget hans ungdomsuddannelse til slagter kom til at betyde for ham; både personligt og arbejdsmæssigt. En uddannelse, som han landede i ved et tilfælde, for han havde noget helt andet i kikkerten.

- Jeg havde utrolig let ved skolen, let ved tal, og jeg havde en drengedrøm om at blive revisor inspireret af min morbror, der havde eget revisionsfirma. Han så ud til at have styr på tilværelsen med sommerhus, store biler og travheste, fortæller Lars Krarup.

Så han gik i morbrors fodspor og retning og kom på EFG Handel og Kontor.

Men et eftermiddagsjob i Føtex som opvasker i delikatesseafdelingen skulle afspore Lars Krarups revisorplaner. For en dag kom opvaskerens overordnede og spurgte, om ikke han havde lyst til at blive elev i slagterafdelingen? Det havde Lars Krarup.

- De spurgte mig på et tidspunkt, hvor jeg syntes, at bøgerne var blevet både kedeligere og tykkere, så jeg sprang på, siger Lars Krarup.

Og det har han aldrig fortrudt. For her fik han kørt en grundlæggende arbejdsdisciplin ind med skinken. Han lærte at stå tidligt op, at få noget fra hånden, at levere kvalitet og opføre sig ordentligt, så kunderne kom igen. Og så gav det ham noget på den personlige konto også.

- Jeg var meget genert og tilbageholdende som teenager, men i takt med, at jeg lærte at håndtere kunderne og kollegerne, lærte jargonen, fik jeg lagt genertheden fra mig. Jeg fik virkelig skabt et godt fundament der, som har formet mig, siger Lars Krarup.

Samtidig med slagter-gerningen blev Lars Krarup formand for Venstres Ungdom, et virke, der lige som slagter-jobbet modnede ham, udfordrede ham og udviklede hans talegaver.

  Jeg besluttede mig for at give den max gas og så efter hundrede dage stoppe op, gå en tur og mærke efter, om borgmesterjobbet var rigtigt for mig. Hvis ikke – så ville jeg stoppe med det samme … Også selvom jeg vidste, at jeg så ikke længere kunne bo i Herning.

Efter nogle år som slagter i Føtex og Bilka førte Lars Krarups medfødte nysgerrighed og nyfødte selvsikkerhed ham ind på nye veje. Han ville være sælger, ville ud på landevejene og møde folk. Det indfriede han i et job hos Tuborg Bryggerierne, som blev base for den mest sorgløse og festlige tid i Lars Krarups liv.

- Det var, dengang Squash-reklamerne med Jakob Haugaard og Finn Nørbygård kørte. Det hele var meget festligt – jeg havde let ved at sælge kampagner ind, og den gode stemning fulgte med mig ind i min fritid. Jeg var en glad og sorgløs ung mand, fortæller Lars Krarup.

Siden fusionerede Carlsberg og Tuborg Bryggerierne, og Lars Krarup blev salgschef for detailhandlen på Fyn og i Jylland. Efter en vellykket sponsoraftale mellem Hernings ishockeyklub Blue Fox og bryggerierne fik Lars Krarup tilbudt jobbet som direktør for Blue Fox og takkede ja. Ikke mindst nød han at få fast arbejdsplads i Herning med kun få minutter til arbejde.

Lars Krarups politiske side-gesjæft fik et nøk mere, da han blev valgt ind i Herning Byråd i 1998 under borgmester Helge Sanders ledelse. Lars Krarup havde stadig fuldt tryk på karrieren og havde egentlig besluttet sig for at stoppe som byrådsmedlem, når de første fire år var gået. Men Helge Sander overtalte den unge Venstre-mand til at genopstille til kommunalvalget i 2001, og Lars Krarup fik populariteten at føle med næstflest stemmer - lige efter Helge Sander.

Skæbnen ville, at Helge Sander kort efter konverterede til jobbet som videnskabsminister, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister.

Og så ringede telefonen hjemme hos den 29-årige Lars Krarup.

- Det var Helge. Han sagde, at nu skulle jeg være borgmester, siger Lars Krarup.

Inden det opkald havde Lars Krarup ikke brugt et sekund i sit liv på at overveje, om han nogensinde skulle være borgmester. Derfor måtte han lige ringe til to af sine bedste venner, Torben og Jonas, og afprøve tilbuddet og ideen på dem. Ingen af dem tøvede med at sige ’go’ til deres ven.

- Men det, der overordnet fik mig til at sige ja til posten, var tanken om, hvis jeg engang skulle fortælle mine børnebørn, at jeg kunne være blevet borgmester som 29-årig, men havde takket nej … Det vidste jeg bare, at jeg ville fortryde, siger Lars Krarup.

Lars Krarup forlod jobbet i Hernings ishockeyklub, da han 1. januar 2002 blev borgmester. Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix.

Så han huggede til, men samtidig, i troskab overfor sig selv, tog han sin Mayland Kalender og satte et kryds i den hundrede dage efter jobstart.

- Jeg besluttede mig for at give den max gas og så efter hundrede dage stoppe op, gå en tur og mærke efter, om borgmesterjobbet var rigtigt for mig. Hvis ikke – så ville jeg stoppe med det samme … Også selvom jeg vidste, at jeg så ikke længere kunne bo i Herning, fortæller Lars Krarup.

- Jeg har altid været meget afklaret med, at jeg kun har ét liv, og at jeg skal bruge det rigtigt.

  Jeg havde utrolig let ved skolen, let ved tal, og jeg havde en drengedrøm om at blive revisor inspireret af min morbror, der havde eget revisionsfirma. Han så ud til at have styr på tilværelsen med sommerhus, store biler og travheste.

Der var dog ikke nogen grund til at gå en tur efter de første hundrede dage var gået. Og det er der stadig ikke. Lars Krarup er vild med jobbet som borgmester i Herning.

Det lyder som om, at livet har behandlet dig let? Du er blevet headhuntet hele vejen …

- Det er dig, der kalder det det. Headhuntet. Men jeg vil ikke have, at du skriver, at jeg er kommet let til tingene. Jeg synes, at jeg har arbejdet hårdt hele vejen. Jeg vil gerne kalde mig selv for en heldig kartoffel, for jeg synes, at jeg har et godt liv. Men det har været en kombination af held og hårdt arbejde. Heldet opsøger dem, der tør bestille noget og engagerer sig fuldt ud. Og det gør jeg, understreger Lars Krarup og opsummerer sit livs karrierevej og væsen med nøgleordene: udadvendthed, tilgængelighed og god til afsætning og kommunikation.

Din kommune: Fem gode + en øjebæ

Hvad er din yndlingsudsigt?

Fra toppen af Knudmosebjerget.

Det mest romantiske sted?

Det er da i min sofa derhjemme foran brændeovnen, ha ha.

Hvilken butik ville du ikke undvære?

Frellsen Chokolade. De har urimeligt gode flødeboller.

Kommunens bedste kulturtilbud?

Det er vores topmoderne Folkebibliotek i Herning gågade.

Hvad vil du gerne have, at din kommune skal være kendt for?

Et rigt børne,-kultur og fritidsliv. Så børnefamilier kan bare komme an.

Den største øjebæ?

Kraftvarmeværket.

Q & A’s med Lars Krarup:

Hvornår blev du for alvor voksen?

Det gjorde jeg 1. januar 2002. Min første dag som borgmester og som ansvarlig for milliardbudgetter for en by, som geografisk ligger et sted i Danmark, hvor man skal kæmpe for at få ting til at lykkes. Og hvordan kunne jeg gøre en forskel? Hvilken profil skulle Herning have? Hvordan kunne jeg udstikke en retning for Herning, så det blev et sted, man flyttede til og ikke flyttede fra? … Det er spørgsmål, som man ret hurtigt bliver voksen af.

Hvilke karaktertræk kan du bedst lide ved dig selv?

At jeg næsten altid er i godt humør. Og at jeg er ærlig. Jeg er inspireret af en vens motto om, at man ikke altid kan være enig med folk, men man kan altid være ærlig overfor dem. Man ved, hvor man har mig.

Har du et træk, du ikke bryder sig om?

Det, der presser mig mest som person, er min manglende tålmodig. Når man arbejder i et offentligt, kommunalt system med høringsprocesser, udbudsregler og dit og dat … Det er ting, der kræver tålmod, og det tumler jeg stadigvæk med her på syttende år.

Hvilket råd ville du give dig selv som teenager?

Tro på dig selv. Jeg var meget usikker som ung. Usikker på min fremtid og om jeg kunne slå til. Da jeg blev slagterlærling, tænkte jeg meget på, om jeg ville blive en god slagter? Om jeg ville kunne klare jargonen? Da jeg blev VU’er, tænkte jeg på, om jeg var stærk nok, havde argumentationens kraft i mig? I dag ved jeg, at man skal og kan arbejde sig til løsninger. Det er en god erfaring.

  § 20-spørgsmål kan gøre mig pinligt berørt. Spørgsmål, der bare bliver brugt som bananskræl, som ministrene kan falde i, og som gør dem uproduktive. Det, synes jeg, er meget, meget forkert.

Er der noget, du gerne vil være fri for i dit arbejde?

Journalister. Da Jens Rohde stoppede i politik, kan jeg huske, han sagde, at han stoppede, fordi han simpelthen var så træt af at se på sig selv i det offentlige rum. Det kan jeg personligt godt sætte mig ind i. Men jeg klynker ikke over det! Jeg er jo helt med på, at de er en nødvendig faktor i mit hverv.  

Hvilken ting ville du redde ud af dit hjem, hvis dit hjem stod i flammer?

Min USB-nøgle med alle billederne af mine børn.

Hvad ville du aldrig give penge for?

Østers. Dem hader jeg.

Hvad kan gøre dig pinligt berørt?

På vegne af politikerstanden kan jeg godt blive pinlig over debatniveauet på Christiansborg. Der er en evig parlamenteren omkring småting i stedet for fokus på det væsentlige. Man kan bruge halve år på at snakke om burkaer for eksempel. Og § 20-spørgsmål kan gøre mig pinligt berørt. Spørgsmål, der bare bliver brugt som bananskræl, som ministrene kan falde i, og som gør dem uproduktive. Det, synes jeg, er meget, meget forkert.

Hvad skal mænd vide om kvinder?

Hvornår de har fødselsdag.

Hvad skal kvinder vide om mænd?

Når vi ser Champions League i tv, så er vi ligeglade med alle mulige ting, der skal foregå næste weekend.

Hvilken sang ville du vælge at synge på karaokebaren?

Jeg er vild med at synge, men jeg går altså ikke på karaokebar. Men hvis - så ville jeg vælge Robbie Williams’ ’Make me pure’.

Når jeg ser et dansegulv, så …

får jeg ondt i knæet – som i: Jeg simulerer en skade.

Hvad ved borgerne i Herning ikke om dig?

De ved næppe, at jeg er formand for Foreningen for Årlig Afholdelse af Herrejulefrokoster i Herning. Vi er ti Herning-drenge, der på 27. år mødes to gange om året; til generalforsamling om sommeren, hvor vi taler om livet og gode gamle dage, og så til julefrokost. Der handler det om, at vi i løbet af aftenen bliver rigtig, rigtig kloge. I starten var jeg én af dem, der gik sidst i seng. I dag er jeg én af dem, der går først.

Blå bog:

Lars Krarup (V), 45 år.

Borgmester i Herning siden 2002.

Bor sammen med Sanne.

Har sammen to børn på 7 og 10 år.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR