“Når Randers FC spiller, kan jeg godt komme til at tale lidt højt”
“Når Randers FC spiller, kan jeg godt komme til at tale lidt højt”
Hvad bliver den største forskel på dig og den forrige borgmester – for borgerne og for dit personale?
Jeg vil ikke definere forskelle på mig og Claus (Claus Omann Jensen, tidligere borgmester fra Venstre, red.) - det vil jeg lade andre om. Men det, jeg har lagt vægt på her de første fire uger, er byråds-samarbejdet. At få afklaret gensidige forventninger med byrådsmedlemmerne: Hvad brænder jeg for, og hvad brænder de for? Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at der har været et relativt råt klima i Randers Byråd med en ret så voldsom retorik, en “frisk” tone, som selvfølgelig også forplanter sig ned gennem administrationen. Den vil jeg gerne have afdramatiseret - for politikernes, men også for personalets skyld. Vi skal have skabt nogle gode relationer, hvor vi ikke dvæler ved, hvad der er sket de sidste fire til otte år, men ser fremad.
Derudover har jeg sat uddannelse på dagsordenen. Hvordan kan vi blive bedre til det og højne andelen af borgere, der tager en ungdomsuddannelse? Og så har jeg udfordret personalet med en afbureaukratiserings-øvelse: Hvad har vi af dataindsamlinger og regler, som er unødvendige?
Var det en drøm at blive borgmester?
At blive borgmester var ikke noget, jeg skænkede en tanke, da jeg gik i skole. Jeg ved godt, at nogle pensionerede lærere fra min skole mener at huske, at jeg i samtidsorientering i 8. klasse har sagt, at jeg ville være borgmester, men det kan jeg ikke forestille mig. Jeg kommer slet ikke fra noget politisk miljø; min far var murerarbejdsmand, og min mor var hjemmegående, så nej. Men jeg kom meget på en gård og drømte om at blive dyrlæge.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der har været et relativt råt klima i Randers Byråd med en ret så voldsom retorik. Den vil jeg gerne have afdramatiseret.
Var der forventninger fra dine forældres side?
Der var forventninger om, at man tog en uddannelse. At man arbejder hårdt. Har respekt for love og regler. At man betaler sine regninger og opfører sig ordentligt og respekterer andre.
Hvornår blev du for alvor voksen?
Det gjorde jeg, da jeg flyttede hjemmefra efter gymnasiet og fik fuldtidsjob på en møbelfabrik, hvor jeg stemplede ind klokken seks om morgenen. Så bliver man meget hurtigt voksen.
Hvilket karaktertræk kan du bedst og dårligst lide ved dig selv?
De bedste træk er min evne til at lytte og være til stede i nuet. Mit dårligste træk er, at jeg bliver hidsig, hvis noget er blevet væk herhjemme. Mine sko, strømper, bilnøgler - jeg ved, det er her et eller andet sted, men kan ikke finde det. Og hvis jeg bliver skudt nogle motiver i skoene, som jeg ikke har haft, så kan jeg godt blive noget spids. Men det sker heldigvis sjældent.
Hvilket råd ville den, du er i dag, give dig selv som teenager?
Jeg skulle have haft mindre fritidsarbejde og givet den mere gas i gymnasiet. Fagligt. Og have spillet mere fodbold. Jeg stoppede med at spille i teenageårene, som mange gør. Men jeg sidder på stadion, hver gang Randers FC spiller - det har jeg altid gjort. For tiden har jeg min far og min søn med, så sidder vi tre generationer på den billige langside, og dér kan jeg godt komme til at tale lidt højt en gang imellem.
Hvilken begivenhed har haft størst betydning for dit liv?
Det var, da mine børn blev født. Det er klassikeren - men det er jo bare det største.
Hvad ligger der på dit natbord?
Bøger. Lige nu ligger der ‘Fisk kan ikke tale’ om Rav-Aages kamp mod Cheminova. Det er en grum beretning fra Thyborøn. Så ligger der ‘I verdens tjeneste’ af Mette Holm og Mogens Lykketoft og ‘Hvordan får vi bedre debat om velfærd’ fra Informations Forlag.
Hvad er det første, du gør, når du står op om morgenen?
Det er meget simpelt. Det allerførste, jeg gør, er at spise grovvalsede havregryn og læse avis. Randers Amtsavis og Jyllands-Posten. Aviser betyder meget for mig. Også Politiken; men det er mest af hensyn til ‘At Tænke sig’ og Roald Als. Og hvis jeg har voldsom god tid, så læser jeg Information.
Hvad synes du selv er det klogeste, du har gjort?
Det var at fri til min kone.
Hvad kan gøre dig pinligt berørt?
At få ros. Selvom jeg godt kan lide det. Og pinlige film som KLOVN for eksempel.
Hvad skal mænd vide om kvinder?
At de er skønne. Og hvis de vil vide mere, så skal de gå ind og se Martha & Frank på Randers Egnsteater med musik af Aretha Franklin. Den er fantastisk.
Hvilken sang ville du vælge at synge på karaokebaren?
Jeg ville som udgangspunkt gøre alt for at undgå det, for jeg synger ikke ret godt. Men ellers ville jeg vælge ‘Det eneste hun ville var at danse’ med TV-2, ‘En nat bliver det sommer’ med Love Shop og 'Hotel California' med Eagles.
Når jeg ser et dansegulv, så …
Ender jeg jo nok derude.
Har du et (skjult) talent, som dine bysbørn ikke kender til?
Nej. Men jeg er historienørd, hvis det er et talent …? Jeg har en god ven, der skriver bøger om besættelsen og Anden Verdenskrigs historie, og vi kan sidde i timevis og snakke historie.
Hvad er meningen med dit liv?
Haha, er du klar over, hvor stort et spørgsmål det er?! Det synes jeg er voldsomt svært at svare på. Men det er vel noget med børn og familie. At passe på vores udsatte. Have mod til at se tingene i et globalt perspektiv. Være ordentlig og anstændig og parat til at give alle mennesker en chance.
Din kommune:
Fire gode + en øjebæ
Hvad er din yndlingsudsigt?
Det er fra min kajak på fjorden, hvor jeg kan se på land og skov og by.
Det mest romantiske sted?
Skovene ved Fussingø.
Hvilken butik ville du ikke undvære?
Min lokale dagligvarebutik. Jeg sætter pris på, at den er lige i nærheden, og at de ikke flytter rundt på varerne hele tiden.
Hvad vil du gerne have, at din kommune skal være kendt for?
En kommune med gode uddannelser, et blomstrende erhvervsliv, højt til loftet – alle får en chance i livet og vores fantastiske natur.
Den største øjebæ?
Den gamle markedsplads på hjørnet af Mariagervej og Markedsgade og min egen tjørnehæk ind til naboen.
Blå Bog:
Torben Hansen (S), 52 år
Borgmester i Randers siden 2018
Gift med Anne Marie
Har sammen tre børn på 14, 19 og 23
Uddannet skolelærer og har en MPA fra Aalborg Universitet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.