Kommunen.dk
MENU

”Jeg kan godt lide, at jeg kan lide livet”

Roskildes borgmester er en glad efternøler, men fik en tough start på livet med børneleddegigt. I dag er hendes store styrke, at hun godt kan lide livet, også når det sejler og er svært. Kom med bagom Joy Mogensen (S), der godt kan blive bange, når mænd tager fat i hende ...

”Jeg kan godt lide, at jeg kan lide livet”

Roskildes borgmester er en glad efternøler, men fik en tough start på livet med børneleddegigt. I dag er hendes store styrke, at hun godt kan lide livet, også når det sejler og er svært. Kom med bagom Joy Mogensen (S), der godt kan blive bange, når mænd tager fat i hende ...
Joy Mogensen er træt af, at hun nogle gange tænker for meget over tingene. Heldigvis har jeg gode folk omkring mig, der siger: “Joy, stop så. Alt er godt. Vi er helt rolige, og det skal du også være. Nu kører vi.
Fotograf: Kristian Brasen
Joy Mogensen er træt af, at hun nogle gange tænker for meget over tingene. "Heldigvis har jeg gode folk omkring mig, der siger: “Joy, stop så. Alt er godt. Vi er helt rolige, og det skal du også være. Nu kører vi." Fotograf: Kristian Brasen

Hvad er din største politiske ambition for 2017?

Det er at få bygget flere almene boliger, herunder ældre bofællesskaber, og få løftet de almene boligområder, som vi allerede har. Jeg vil gøre en indsats for, at områderne bliver bedre og mere blandede, end de er. Især fordi vi bor i en kommune, hvor boligerne bliver dyrere og dyrere. Vi skal sikre, at man møder folk, der er anderledes end en selv.

Hvor var du i dit liv som 25-årig?

Et godt sted. Specielt fordi jeg havde haft nogle lidt svære år forinden - særlig på mit studie. Jeg kunne rigtig godt lide at studere, men jeg følte mig ikke altid hjemme i de der studenterkredse. Jeg var usikker, tvivlede meget på, om jeg var god nok? Skulle jeg overhovedet være der? Derudover kunne jeg ikke finde en bolig, og jeg havde ingen penge.

Men da jeg så blev 25, begyndte det at lysne. Jeg afsluttede min BA i Kultur- og Sprogmødestudier på RUC og fik opbakning til at stille op til byrådet for første gang. Og jeg blev bare så glad, da jeg blev nummer to på den socialdemokratiske liste. Jeg fik en ungdomsbolig i Roskilde, havde en kæreste …  så da tænkte jeg: Nu er du ved at få styr på det igen! Men altså - jeg har ikke altid haft det let, og jeg synes, det er vigtigt at fortælle åbent om sine nedture og svære perioder i livet.

Hvis du ikke var blevet politiker, så var du blevet …?

Jeg havde nok arbejdet med byudvikling, og det gør jeg jo sådan set også i dag. Dog troede jeg på et tidspunkt, at jeg skulle være sprogforsker. Jeg har altid været meget interesseret i sprog, taler fire-fem sprog og er klassisksproglig student med latin og græsk.

Hvad ligger der på dit natbord?

En bog. Lige nu er det Carstens Jensens ‘Den første sten‘. Jeg har altid læst meget - helt fra jeg var lille. Efter halvandet år som borgmester, hvor jeg ikke havde fået læst en bog, kunne jeg simpelthen mærke, at jeg havde abstinenser.  Hele mit liv har jeg fundet glæde, ro og inspiration og og fået viden ved at læse, så dér besluttede jeg mig for, at det skulle jeg simpelthen have tid til. Det er min måde at koble af på. Bøger og klaverspil har altid været mine to største interesser.

Nævn én anden nuværende borgmester som du beundrer – og hvorfor?

Winni Grosbøll. Jeg synes, hun er sej! Da hun blev borgmester på Bornholm, tænkte jeg: Hold da helt magle - sikke en opgave at tage på sig. Bornholm var kendt som et dejligt sted at holde ferie, men så ikke så meget mere, vel? Og nu har hun bare fået skabt både erhvervsoptimisme og demokratisk optimisme. Hun har kæmpet for det der slagteri, der kommer tilflyttere … Jeg bøjer mig i støvet.

Hvilken begivenhed har haft størst betydning for dit liv?

Det var at begynde at spille klaver. Jeg var meget syg, da jeg var lille. Jeg havde børneleddegigt, fra jeg var to, til jeg var fem. Jeg kunne ikke gå, så jeg lå i min seng og blev indadvendt i stedet for at være ude at lege som andre børn. Så da jeg blev syv, bestemte min mor, at nu skulle jeg ud! Ikke bare sidde og læse bøger. Hun sendte mig til klaver, som jeg skulle gå til i et år, og nu har jeg spillet lige siden. Jeg har lige købt mig et mini-flygel. Det er min største luksus, mit helt eget Kawai-flygel, hvor jeg spiller mine yndlings-komponister: Debussy og Schubert.

Hvad er dit forhold til sundhed?

Jeg kan rigtig godt lide slik og god mad. Det er livsglæde. Men jeg cykler og løber også, og jeg har netop bestået et havkajakkursus.

Hvilket karaktertræk kan du bedst og dårligst lide ved dig selv?

Jeg kan godt lide, at jeg kan lide livet. Selv når det hele er noget lort i en periode, og alt ser sort ud, så kan jeg rigtig godt lide mit liv. Jeg kan godt lide min familie, mine venner, jeg kan godt lide at bo i Roskilde og mit arbejde. Jeg synes, jeg har været heldig.

Og det, du mindst kan lide?

Jeg er træt af, at jeg tænker for meget over tingene. Jeg “kører rundt i det”, selvom jeg ved, at jeg ikke kan forberede mig mere. Og det tager overhånd nogle gange. Heldigvis har jeg gode folk omkring mig, der siger: “Joy, stop så. Alt er godt. Vi er helt rolige, og det skal du også være. Nu kører vi.”

Hvilket nummer er du i søskenderækken? Og hvad har det betydet for dig?

Jeg er efternøler - den yngste ud af tre. Jeg har en fantastisk storebror og storesøster, som er 13 og 11 år ældre end mig. Så jeg har faktisk haft to sæt forældre til at passe på mig. Men selvfølgelig har mine søskende også udfordret og drillet mig. Vi har konkurreret, som søskende jo gør, og ingen skal sige til mig, at der er noget, jeg ikke kan! Det har været en god blanding at vokse op på.

Er de stolte af dig? 

Det tror jeg. Men de synes også, det er irriterende, at de altid skal høre om mig og det, jeg laver, når de møder folk. Og at de har svært ved at få fat i mig. På et tidspunkt begyndte min søster og hendes børn at ringe til min sekretær, når de ville have fat i mig.

Hvordan var du som barn?

Jeg var utrolig stille, og det er jo sjovt i forhold til, at jeg i dag har så udadvendt et job. Jeg var panisk angst for at tale i forsamlinger og holdt først en tale, da jeg var 22.

Er du god til at balancere mellem arbejdsliv og privatliv? Være offline?

Jeg fandt for alvor en balance, da jeg accepterede, at det at være borgmester betyder, at folk interesserer sig for mig privat og de værdier, jeg står for. I starten var jeg panisk angst for at gå udad døren uden makeup på, men i dag står jeg gerne ud af sengen og går direkte ned og køber ind - også rødmosset og svedig efter en løbetur. Og går jeg på gaden med mine nevøer, og folk gerne vil snakke, er jeg ikke bange for at sige, at jeg lige er sammen med min familie, så kan vi tage det på et senere tidspunkt? Det er vigtigt for mig, ellers kan jeg ikke ånde i det her job.

Hvad kan gøre dig vred?

Når folk sjofler - ikke gør sig umage.

Hvad kan gøre dig bange?

At vi er blevet så bekymrede eller skeptiske overfor, om vores demokrati er godt nok. Virker EU? Ja! Gør EU en forskel? Ja, det gør det! Giver vores demokrati mening? Ja. Det gør det! Derudover kan jeg godt blive bange for mænd, der tager fat i mig. Dét synes jeg er underligt. Der er mænd, der i diskussioner har behov for at tage fat i mig. I min arm for eksempel. Og det kan jeg ikke lide. Ikke fordi jeg tror, de mener det aggressivt, men hvorfor gør de det? Jeg er et ret lille menneske, og jeg synes ikke, det er rart; jeg mister lysten til at fortsætte diskussionen.

Hvilken film har du sidst set?

Ole Bornedals ‘Dræberne fra Nibe’. Den syntes jeg var rigtig skæg. God dansk selvironi. Overdrevet og plat, uden at det blev for meget.

Hvad ved dine bysbørn ikke om dig?

At jeg har lagkagehumor?!

Hvad er meningen med livet?

At være sammen med mennesker, man godt kan lide, og gøre sig fortjent til, at de også kan lide en.

Roskilde seks gode og en øjebæ

  • Hvad er dit favoritspisested? Pipers Hus i Roskilde Bypark
  • Hvad er din yndlingsudsigt? Fra Sankt Hans og ud over Roskilde Fjord
  • Hvad er det mest romantiske sted i byen? Bænken, der ligger skjult bag hækken ved legepladsen ved Sankt Jørgensbjerg Kirke.
  • Hvilken butik ville du ikke undvære? Lagkagehuset
  • Det bedste kulturtilbud? Roskilde Festival
  • Hvad vil du gerne have, at din kommune skal være kendt for? At her bor mennesker, som virkelig gerne vil være noget for andre - både dem, man kender, og dem, man ikke kender endnu
  • Byens største øjebæ? Graffiti-tags - som folk skal sætte allevegne. Hvorfor?

Blå bog

 

  • Joy Mogensen (S)37 år.
  • Borgmester i Roskilde siden 2011.
  • Bor sammen med kæresten Jens.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR