Kommunen.dk
MENU

Mere hjemmearbejde i Høje-Taastrup - men hvordan?

I to måneder skal alle i Høje-Taastrups administration diskutere, hvordan en model for hjemmearbejde kan se ud.

Mere hjemmearbejde i Høje-Taastrup - men hvordan?

I to måneder skal alle i Høje-Taastrups administration diskutere, hvordan en model for hjemmearbejde kan se ud.
I månedsvis har rådhuset i Høje-Taastrup været så godt som tømt for medarbejdere. Nu skal de diskutere, om og hvordan hjemmearbejdet kan fortsætte efter corona.
I månedsvis har rådhuset i Høje-Taastrup været så godt som tømt for medarbejdere. Nu skal de diskutere, om og hvordan hjemmearbejdet kan fortsætte efter corona.
Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

Er det kun kedeligt og demotiverende at sidde hjemme og arbejde, eller kunne det være rart - også efter corona - at spare transporten og få ekstra fleksibilitet i dagligdagen ved fortsat at arbejde hjemme en dag eller to om ugen?

I Høje-Taastrup er svaret entydeligt: 97 pct. af medarbejderne på rådhuset vil gerne fortsætte med hjemmearbejde. 82 pct. siger ja tak til modellen med en-to dage om ugen, 15 pct. vil nøjes med at gøre det af og til. Kun tre pct. afviser ideen, viser en rundspørge, som direktionen har foretaget.

Hvordan mere hjemmearbejde rent praktisk skal lade sig gøre, er hele organisationen nu gået i gang med at diskutere. April og maj er sat af til debat mellem ledelse og medarbejdere i kommunens centre, hvorefter direktionen vil konkludere på de indsamlede forslag, hvordan rammerne for hjemmearbejde kan blive fremover.

- Vi har bedt alle diskutere: Hvilken form for hjemmearbejde kunne passe for vores center, og hvordan kan vi praktisk indrette os, så det kan lade sig gøre. Det gælder om at diskutere hjemmearbejdet nu, mens vi stadig kan huske alle fordele og ulemper, fortæller kommunaldirektør Lars Holte.

  Det gælder om at diskutere hjemmearbejdet nu, mens vi stadig kan huske alle fordele og ulemper.

Direktionen har bedt de enkelte centre forholde sig til, hvordan de helt konkret kan forestille sig at koordinere samarbejdet på tværs af medarbejdere, hvis nogle arbejder hjemme. Hvilke møder skal være fysiske, hvilke kan være digitale, hvordan opdaterer man kalender, hvordan finder man ud af, hvem der er hvor, hvornår skal man være tilgængelig på telefon, og skal der være faste dage, hvor alle er fysisk på arbejde? Og hvordan sikrer man produktiviteten og sammenhængskraften, hvis for mange arbejder hjemme? 

Selv om der er lagt op til meget fri debat i hele organisationen, har direktionen dog på forhånd meldt ud, at der ikke bliver tale om mere end en-to hjemmearbejdsdage om ugen.

- Hvis folk slet ikke er til stede, vil det give for store uhensigtsmæssigheder. Det kommer ikke til at ske, siger Lars Holte.

Attraktiv arbejdsplads på nyt rådhus

Pilotprojektet om hjemmearbejde blev sat i gang af to årsager, fortæller han.

For det første har man konstateret, at hjemmearbejde ser ud til at blive en del af fremtidens administrative arbejdsplads, og kommunen vil gerne med på vognen for at kunne tiltrække og fastholde medarbejdere. En del af kommunens ansatte nævner den sparede transporttid som en stor fordel, mens børnefamilier fremhæver bedre mulighed for at få enderne til at mødes.

For det andet står kommunen helt konkret midt i byggeriet af et nyt rådhus, som skal tages i brug i efteråret 2022. Før der træffes beslutninger om indretning og indkøb af møbler, er det oplagt at forholde sig til, hvordan dagligdagen på det nye rådhus vil blive påvirket af hjemmearbejde.

- Vi vil gerne, at opgaver og funktioner definerer, hvordan vi indretter os, siger Lars Holte.

Vi er her for borgerne

Han forventer, at de endelige rammer for hjemmearbejde kan blive forskellige fra center til center, men ikke alt for forskellige. 

- Det bliver en balance mellem: Hvad er organisationens behov, og hvad er medarbejdernes behov. Vi tager afsæt i kerneopgaven, vi er her for borgernes skyld, og ikke alle opgaver egner sig til hjemmearbejde, konstaterer han.

En af udfordringerne ved hjemmearbejde er også, hvordan man leder på distancen.

- Det er sindssygt svært, så hvordan bliver vi dygtige til det, spørger Lars Holte.

Direktionen overvejer, om der efter de to måneders pilotprojekt kan blive tid til at afprøve en ny model for hjemmearbejde, før indretningen af det nye rådhus låses endeligt fast. Det afhænger blandt andet af, hvornår de ansatte får lov at vende tilbage til rådhuset.


 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR