Det vi ved om kvalitet i dagtilbud af den type, vi driver i Danmark og resten af Norden, fortæller os, at man hverken kan sikre eller skabe kvalitet uden tilstrækkeligt mange uddannede pædagoger. Vel at mærke pædagoger med en uddannelse af høj kvalitet.

At ansætte uuddannede eller semiuddannede i de ledige pædagogstillinger vil være som at fylde vand i en hullet spand. 

Faglighed i frit fald

Vi kan med fødderne plantet i forskning afgjort fraråde, at ikke-pædagoguddannede erstatter de uddannede. Men dertil kommer desværre, at den danske pædagoguddannelse fik megen kritik for et års tid siden i en evaluering fra Uddannelses og Forskningsministeriet. Uddannelsen er ikke god nok, og derfor er de færdiguddannede pædagoger heller ikke dygtige nok. I rapporten lyder det, at kun 23 pct. af de arbejdsgivere, som har ansat nyuddannede pædagoger de seneste år, og 37 pct. af de nyuddannede pædagoger mener, at uddannelsen har klædt dem ordentligt på til det, der venter i praksis. Personalelederne vurderer samtidig, at der er langt mellem top og bund med hensyn til de studerendes faglige færdigheder i forhold til at kunne begå sig på en pædagogisk arbejdsplads. Ydermere oplever næsten halvdelen af de pædagogstuderende, at prøverne på uddannelsen er lette at bestå. Endelig er der fald i ansøgerskaren til uddannelsen, et fald, som vi også ser i Norge og til en vis grad i Sverige. Vi ved ikke, hvorfor dette fald rammer lige nu i alle tre lande.

Desuden ved vi fra andre undersøgelser, at kvaliteten af relationerne mellem børn og voksne i institutionerne er utilstrækkelig. Set i dette lys kan man tænke, at så må det trods alt være en fordel at ansætte ikke-uddannet personale i stillingerne. Men nej, det gør som udgangspunkt ikke situationen bedre. 

Flere problemer på sigt

Når børnene er i institutioner med pædagoger af mindre høj kvalitet, bliver de som udgangspunkt ikke stimuleret tilstrækkeligt til at udvikle sig socialt. Der vil naturligvis altid være undtagelser fra denne regel. Men generelt påvirker pædagogmanglen børnenes evne til at mestre samspil med andre.

Når de voksne ikke formår at bygge kundskab om sociale færdigheder og skabe situationer, hvor børnene lærer at møde andre og sætte sig ind i andres følelser, så lærer børnene ikke i tilstrækkelig grad at forstå, hvordan de skal forholde sig til andre menneskers følelser og intentioner. De lærer heller ikke at forstå, udtrykke og regulere egne følelser og impulser, hvilket ellers er afgørende for at kunne fungere socialt i skolen såvel som senere i livet. Alt dette påvirker børnenes indbyrdes relationer og sprogudvikling negativt, ligesom deres trivsel påvirkes, når de mangler stabile veluddannede voksne, de kan knytte sig til; voksne, som kan rumme dem, regulere fællesskaberne samt sikre glæde og trivsel.

Et højt antal børn bliver bærere af dårlig pædagogisk praksis i den forstand, at den utilstrækkelige pædagogiske kvalitet plantes i nogle af børnene, der derefter skal være mål for særlige støttetiltag. Måske primært fordi ingen voksne har formået at udvikle disse børns sociale færdigheder.

Rummelige voksne efterlyses

Hvad ville børnene foretrække, hvis de blev spurgt? De vil have voksne, som kan lide dem. Voksne, der laver noget sjovt og interessant med dem. Desværre ved vi også, at to ud af ti drenge ikke tror, de voksne bryder sig om dem, og at disse drenge ikke kan lide at komme i institution. Vi ved, at børn af anden etnisk herkomst end dansk lærer færre bogstaver, tal etc., og vi ved, at de heldigste børn er dem med højtuddannede forældre, fordi personalet møder disse børn mere positivt. Det er med andre ord en fordel at være en lyshåret pige fra middelklassen. Men så heldige er langt fra alle børn. 

Nogle steder i hovedstadsområdet er kommunerne begyndt at overbyde hinanden i kampen om pædagogerne. Kan dén efterspørgsel på én eller anden måde blive en fordel for børnene?

Ja, det kan blive en fordel for de børn, som får de bedste pædagoger, men en ulempe for dem, der ikke gør. Vi ved på forhånd, at de hårdest belastede institutioner taber i det spil.

Fire forslag

Jeg vil derfor i stedet anbefale kommunerne at:

1. Fordele de dygtigste pædagoger jævnt i kommunens dagtilbud. Vi ved, at pædagoger af høj kvalitet har en positiv faglig afsmitning på det øvrige personale.

2. Ansætte dygtige ledere, som ikke nødvendigvis skal rekrutteres blandt de dygtigste eller sødeste pædagoger.

3. Omstrukturere dagtilbuddene og åbne dem for forældrene, skabe sammenhæng mellem hjem og institution og invitere forældrene ind, da de er en enorm resurse, som uvist af hvilken årsag holdes unødigt udenfor.

4. Træffe politiske beslutninger, som mindsker den sociale og sproglige marginalisering i kommunens institutioner.

Alle fire forslag vil skabe utilfredshed blandt dagtilbudspersonalet, men til gengæld kunne gøre noget godt for børn og forældre.