"Du må ikke lyve," lyder den simple sandhed, børn får serveret i søndagsskolen og af rare tanter, men er det nu så enkelt?

Vi kan alle hurtigt finde eksempler, hvor små og store løgne er det, der får hverdagen og de store sammenhænge til at fungere. Løgn har også været emne for mange filosoffers spekuleren gennem tiderne. Platon så eksempelvis filosoffen som en særligt søgende, der drog ud og fandt endelige sandheder In Real Life for bagefter at vende tilbage til hulen og bringe dem videre til sine fæller, der sad med ryggen til indgangen og funderede over, hvordan det hele mon var indrettet. Så enkelt er det imidlertid ikke. Nu ved vi, at politik og holdninger trives bedst ved konstant at blive udfordret af andre holdninger og meninger. Sandheden er ikke altid én ting, og selv virkelige fordrejninger kan tjene som katalysatorer for nødvendige ændringer. Det er således ikke jagten på den endelige sandhed, der er interessant, men hvordan man skaber et rimeligt manøvrererum i en verden hvor alt udfordres for at blive forandret.

Hannah Arendt (1906-1975) havde en spændende ungdom i de øverste filosofiske kredse i Europa indtil hun i 1933, som jøde, så sig nødsaget til at flygte. I USA placerede hun sig siden som en af det 20. århundredes største politiske filosoffer. Mest kendt er hun for de refleksioner hun gjorde sig om ondskaben, da hun i begyndelsen af 60’erne dækkede sagen mod Eichmann for en stor amerikansk avis, og hendes oplevelse af, at ondskaben helt banalt kan være et resultat af almindelige, pligtopfyldende menneskers ureflekterede indsats står i dag som en af det 20. århundredes store erkendelser.

Perspektiveret til i dag

Efterfølgende blev hun angrebet for sine betragtninger, og den heftighed og vrede, der var i angrebene, som hun opfattede som baseret på fordrejninger og løgne, skræmte hende, men det satte hende også i gang med at analysere løgnen som politisk redskab. Resultatet af disse overvejelser udgør den første af tre dele i denne korte samling. Det andet essay i samlingen er Arendts refleksioner over betydningen af de mange løgne, der afsløredes, da de såkaldte Pentagon Papers blev offentliggjort nogle år senere. Endelig afsluttes bogen af den danske idehistoriker, Mikkel Thorup, der samler op og perspektiverer i forhold til den hverdag, vi efterfølgende har skabt. 

Arendt gennemgår opfattelsen af løgnen, som filosoffer har set den op gennem historien, og beskriver to forskellige typer sandhed: fornuftssandheden, som er en sandhed, der er eviggyldig og eksisterer udenom mennesket. Tyngdekraften og relativitetsteorien er eksempler på fornuftssandheder. Modsat beskriver hun faktisk sandhed, som kun eksisterer i kraft af at være oplevet af nogen eller af at blive betragtet som sand af tilstrækkeligt mange. Troen på velfærdssamfundet eller den enkeltes frihed som absolutte sandheder er eksempler på dette. Arendt ser dermed også løgne som nødvendige, og hun argumenterer for, at en verden uden korrektiver til sandheden vil stå stille. Men hun er lige så fast i udsagnet om, at i det lange løb kan løgnen "ødelægge sandheden, men ikke erstatte den".

Læseren skal tygge selv

Det giver, som man kan forstå, relativt stort spillerum for usandheder, manipulationer eller, om man vil, spin. Arendt ser allerede for 50 år siden moderniteten som bærer af nye typer af løgne, som i hendes optik især skabes af to nye grupper. PR-folk, som kommer fra markedsføringsverdenen og ’professionelle problemløsere’, som har deres baggrund på universiteter og i tænketanke (det er dem, der på nutidsdansk hedder DJØF’ere). Begge grupper er kendetegnet ved at være de første ofre for deres egne forestillinger.

Arendts tanker har fået fornyet aktualitet med fremkomsten af nye mere eller mindre fantasifulde former for løgne og fordrejninger. Fake News og alternative sandheder er blot et par af de mest bemærkelsesværdige, men i en verden hvor kommunikationen flyder som aldrig før, er det vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til den information vi modtager.

Arendt befandt sig hele livet igennem i den akademiske filosofis førerfelt, og sprogligt og begrebsmæssigt fedter hun ikke for sine læsere. Man skal derfor ikke opsøge hende for at få knivskarpe konklusioner og farverige statements. Det betyder imidlertid ikke, at vi almindelige ikke kan være med. Er man i det rigtige lune, og bider man sig godt fast i bordkanten, vil man ane nogle sammenhænge, som er vigtige i en nutid, hvor det rummelige sandhedsbegreb er blevet beriget med helt nye og fristende påhit. Man skal ikke forvente at kunne gennemskue alt, men man kan måske blive tilstrækkeligt rustet til ikke at ende som sine egne løgnes første offer. Og det er vel også værd at spilde en weekend på.

Hannah Arendts to essays "At lyve i politik. Refleksioner over Pentagon-papirerne" udkom for første gang på dansk i november på forlaget Klim.