Regeringen ønsker både at styrke turismen for at skabe liv i landdistrikterne, omfordele støtte fra store skoler til mindre skoler i udkantsområder, give studerende kørselsfradrag i udvalgte kommuner, lempe på en række krav i planloven og indføre bus-på-bestilling og frivillighedsbusser som forsøgsordning. 

Udspillet er det seneste i rækken for at skabe bedre balance i Danmark. Men på trods af flere store udspil er man langt fra lykkedes med at bremse centraliseringen, vurderer professor og leder for Center for Landdistriktsforskning ved SDU, Egon Noe. 

- I stedet for at tage fat i de grundlæggende centraliseringskræfter, så har man længe lavet lappeløsninger. Det er fair at forsøge med de her mindre tiltag, men hvis man virkelig vil have en anden udvikling i landdistrikterne, så skal man turde at tage fat, siger Egon Noe. 

Han peger blandt andet på, at selvom skiftende regeringer har forsøgt at skabe en bedre balance i fordelingen af statslige arbejdspladser, så er andelen af statslige arbejdspladser i København vokset støt. 

Siden 2015 har København fået flere end 6.600 flere statsansatte, selv når man har fraregnet udflytningen af statslige arbejdspladser. 

- Hvis man ser på udviklingen, har udflytningerne ikke skabt balance. Hele Bedre Balance-dagsordenen har ikke formået at vende udviklingen hverken demografisk eller økonomisk, siger han. 

- Det kan godt være, at det har bremset udviklingen, men der er stadig kæmpe områder i Danmark, hvor man stort set ikke kan købe eller renovere boliger, er langt fra mange velfærdsydelser, og hvor man generelt set står med store udfordringer. 

Uddannelsernes samfundsansvar

En anden skjult mekanisme er uddannelsesinstitutionerne, forklarer Egon Noe. Her har taxametersystemet været med til at skævvride danmarkskortet, da systemet blandt andet er koblet op på, hvor mange elever institutionerne formår at få gennem uddannelse.  

- Det giver et incitament til stordrift og centralisering, for selvfølgelig er det dyrere at undervise et hold med 20 elever, end det er at undervise et hold med 200. Og i det lys er det dyrere at have campus i Esbjerg end i København, og det er indkodet i vores styring. 

- Man har skabt en situation, hvor universiteterne går mere op i økonomi og den interne konkurrence om studerende end i deres samfundsansvar, siger Egon Noe. 

Da VIA University Colleges ledelse og bestyrelse i foråret lagde op til at nedlægge læreruddannelsen i Skive og Nr. Nissum for at samle uddannelserne på deres Holstebro-campus, udløste det hurtigt kritik fra flere folketingsmedlemmer på tværs af partierne. 

Her skrev otte medlemmer, at VIA’s bestyrelse ikke påtog sig “det forventelige samfundsansvar” for at sikre geografisk spredning af uddannelsestilbud, “og i stedet bidrager til en yderligere centralisering”.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) gik ind i sagen: 

- Det giver måske mening ud fra en lidt kold analyse af, hvad der er økonomisk og fagligt bæredygtigt. Men for sammenhængskraften i vores samfund er det en forkert analyse, lød det fra statsministeren. 

Regeringen lovede at gå i dialog med VIA og kastede efterfølgende en redningskrans til uddannelsen i sit landdistriktsudspil med et særtilskud i 2024-2027. Regeringen ønsker ligeledes at yde tilskud til oprettelse af 20 ekstra pladser på kandidatuddannelsen i medicin i Esbjerg. 

Og netop uddannelsesområdet er enormt vigtigt for vores flyttemønstre, siger Egon Noe. Derfor bør man se mere på, hvad uddannelsernes samfundsbidrag er udover at producere studerende. 

Her henviser Egon Noe blandt andet til Norge, hvor hver af de 15 fylker (administrativt niveau svarende til amter, red.) har et universitet: 

- Det er med til at opretholde ikke bare uddannelsespladser, men også at der bor forskere og akademikere i hele landet, hvilket har en række afledte effekter for bosætningen. 

- Det er klart, at det er dyrere målt i forhold til prisen per studerende, men den afledte effekt af en studerende er nok større i Esbjerg, Skive eller Kalundborg end i København. 

Status quo har fejlet

Det er ikke kun i forhold til uddannelse, at danske politikere med fordel kan skæve til Norge, mener Egon Noe. 

- Man har en klar vision og distriktspolitik. Det savner jeg i Danmark. At man har diskuteret, hvad er det egentlig, vi ønsker for vores landdistrikter? Hvordan er det, at fx landdistrikterne kan bidrage til den grønne omstilling? Hvad er det for et niveau af kollektiv transport eller serviceniveau, som vi mener, der skal gælde landet over? 

Der er dog også gode eksempler i Danmark på, at staten har haft en klar hånd i udviklingen af distrikterne. Egon Noe nævner fx udbredelse af bredbånd, hvor Danmark er langt foran fx Tyskland. 

I landdistriktsudspillet har regeringen blandt andet foreslået at justere taxametersystemet til gavn for uddannelser i landdistrikter, ligesom man også foreslår et øget kørselsfradrag for unge studerende i yderkommunerne. 

Dermed har man åbnet for positiv særbehandling. Det sker i erkendelse af, at der skal nye metoder til, fortalte Morten Dahlin til Kommunen.dk ved præsentation af udspillet: 

- Det er et nybrud, når vi fx målretter skattelettelser til unge studerende, der har lyst til at blive boende i deres lokalsamfund. Det er nødvendigt, fordi status quo ikke er en mulighed, fortalte han. 

- Hvis vi bare gør, som vi plejer, så har vi set, hvad der sker med busruterne. De lukker én efter én. Hvis vi ikke gør noget, så kan vi se, at jobvæksten primært sker omkring de største byer. Hvis vi ikke gør noget, så kan vi bare se, at mobiliteten daler i landdistrikterne. Derfor er vi nødt til at gøre noget nyt og noget mere, sagde ministeren. 

Og hvis man igen ser på Norge, så er der fortsat mange flere greb, man kan finde frem i værktøjskassen. Her har man fx en differentieret arbejdsgiverskat sammen med statstilskud til virksomheder uden for de største byer, ligesom man til stortingsvalget har givet en større vægt til stemmer fra udkantsområderne. 

- Man har uden tvivl en kasse med løsninger i Norge, uden at jeg skal gøre mig til ekspert i norsk distriktspolitik. Man skal være opmærksom på logikken i de forskellige greb, og hvad man gerne vil opnå. 

Afstandsparadoks

For nylig var Egon Noe inviteret til at holde oplæg om de danske landdistrikter, da det norske Senterpartiet, som har rødder i landbruget og kan sammenlignes med Venstre, var i Danmark på sit sommermøde.

Her havde han mulighed for at tale med de norske politikere om forskellene mellem den danske og den norske tilgang til distrikterne. Særligt den måde, Danmark har håndteret landbrugsjord, vakte opsigt hos de norske politikere. 

- Det norske blik på Danmark er, at vi har været ufatteligt naive i forhold til at lade udenlandske investorer komme ind og købe landbrugsjord og den naive tilgang, vi har til vores ressourcer i landdistrikterne. De var helt forfærdede over, at kinesere frit kan opkøbe vores danske landbrugbedrifter, siger Egon Noe. 

Norge er næsten ni gange større end Danmark med en halv million færre borgere. Ikke desto mindre kan udfordringen med decentralisering nærmest være større i lille Danmark, fortæller Egon Noe. 

- Jeg præsenterede dem for det paradoks, at jo mere vi har elimineret betydningen af afstand, desto større blev uligheden mellem centrum og periferien. Paradokset er, at mens vi er blevet mere mobile og bedre forbundet, har man mistet forståelse for nødvendigheden af, at tingene fungerer i periferien.

Periferien har i stigende grad mistet sin egen omdrejningskraft og er endt som forsyningskæde til større byer. 

- Tag fx VE-anlæg, som er til gene for de lokale, og som ikke skaber arbejdspladser eller umiddelbare gevinster til de lokale, men fører strøm ind til de større byer. Det er storbyerne, der er afhængige af periferien i form af energiproduktion, arbejdskraft og unge mennesker.  

Men netop fordi der er så store afstande, som der er i Norge, har afstanden hjulpet til at sikre en stærk distriktsmentalitet. 

- Selvom der også er nogle bevægelser mod byerne i Norge, så ser vi ikke de samme centraliseringsmekanismer mod de to-tre-fire største byer. Det er blandt andet, fordi man har meget større afstande at forholde sig til. Områderne væk fra de største byer er derfor i langt højere grad blevet selvbærende med essentielle institutioner som statslige institutioner og arbejdspladser, sygehuse og universiteter, vurderer Egon Noe.