I løbet af august, mens vi alle med rædsel havde blikket rettet mod Afghanistan, fik  Indenrigs- og Boligministeriet fyret et ændringsforslag af til lov om Det Centrale Personregister, bedre kendt som gode gamle CPR.

Forslaget skal give kommunerne bedre muligheder for at finde ud af, hvor borgerne egentlig bor. Og vedtages ændringen, kan “kommunalbestyrelsen uden samtykke fra den, hvis bopælsforhold undersøges, indhente oplysninger om vedkommendes bopælsforhold fra vedkommendes arbejdsgiver henholdsvis kontoudskrifter fra vedkommendes pengeinstitut, i det omfang sådanne oplysninger kan medvirke til at fastlægge den pågældendes bopælsforhold”.

Uden at spørge de berørte borgere skal kommunerne altså kunne pålægge landets 49 pengeinstitutter at udlevere kontoudskrifter.

Jagt på SU-svindlere

Det lyder slemt, og det er det også. Det vender jeg tilbage til, men i første omgang er det nok vigtigt at forstå, hvorfor indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) er “klar til at sætte danskernes detaljerede kontooplysninger i spil”, som erhvervsmediet Finans skriver.

Lovændringen er primært rettet mod to grupper: Mennesker, der kommer til Danmark for at arbejde og muligvis hæve sociale ydelser, når de er flyttet hjem igen, og studerende, der kommer til Danmark for at studere eller bare flytter herop proforma, tilmelder sig et studie og hæver SU. 

SU-svindlere findes, men er der flere end de 66 krav om tilbagebetaling, som Uddannelses- og Forskningsministeriet oplyste, de havde rejst i 2018? Er det stigende? Er det voldsomt nok til at retfærdiggøre at rode borgeres personlige økonomi igennem?

Tidligere har der været ønske om fast adgang til strømforbruget hos borgere, der modtager kontanthjælp. For at kontrollere, om de bor alene. Det forslag faldt. Men data kan stadig udleveres mod dommerkendelse. Og det bliver de.

For en hammer ligner alting søm, og kontoudskrifter udgør et geografisk og psykologisk kort over vores eksistens, hvor vi køber hvad, om vi ryger, om vi ser Netflix, køber porno, er medlem af swingerklubber eller går til spejder, om vi bor sammen med nogen osv. osv.

Derfor er vores kontooplysninger som udgangspunkt hemmelige og underlagt privatlivets fred, medmindre man er så kendt, at man får sine oplysninger hevet ud af en Nets-systemansvarlig, der sælger dem videre til et ugeblad.

Farligt i forkerte hænder

Hvis loven gennemføres, udsættes vi de facto for det samme som grevinde Alexandra, Casper Christensen og Morten Helveg: Automatisk overvågning uanset skyldsspørgsmål med mulige konsekvenser til følge.

“Men jeg gør jo ikke noget forkert?” siger du måske.

De fleste af os har ikke noget at skjule, men kan tørre sveden af panden og sige “pyha” og “godt vi fanger de dér slemme mennesker, der snyder”. Du har måske endda læst justitsminister Nick Hækkerups seneste kronik i Politiken, hvor han igen argumenterer for, at overvågning er lig med såvel tryghed som frihed, stadig uden at kunne se nogen lighed med George Orwells bog “1984”, hvor frihed som bekendt til forveksling ligner slaveri, krig ligner fred, og uvidenhed ligner styrke?

Hvis du ikke har noget at skjule, så vender jeg tilbage til det Afghanistan, som jeg lige nævnte i begyndelsen.

Amerikanerne har nemlig ’moderniseret’ landet meget voldsomt i løbet af de små 20 år, de har været der. Landet er blevet gennem-digitaliseret, og den tidligere regeringshær, Talibans svorne fjender, og resten af befolkningen er nu centralt registreret med etnicitet, religion, familieforhold, fingeraftryk, ansigts-scanninger, dna-prøver og iris-scans. Demokratiske valg har været elektroniske, så mon ikke der også ligger data på, hvem der har stemt hvad?

De data nyder Taliban nu godt af. Patruljer sparker døre ind og fører folk, der har arbejdet for den tidligere regering, væk, mens den menige befolkning løber rundt og prøver at få  ting slettet i et kapløb med tiden. Og alle vi, der har erfaret, hvor svært det er at komme af med noget, der først er lagt i en computer, bør føle med dem…

Der var engang et privatliv

Ser man vores privatliv i et elektronisk perspektiv, så lever vi med smartphones, som vi fodrer med alt fra helbred til intime billeder, spionerende sociale medier og søgemaskiner, der gemmer så meget, de kan, og sælger data videre til stater og virksomheder. Vi har banker med hvidvask på hjernen, sundhedsmyndigheder, der vil gemme vores genom til forskning, og en emsig og nidkær stat, der logger vores telefonopkald og lokation under logningsbekendtgørelsen, og som konstant kræver indsigt i de endeløse rækker af data, vi får sværere og sværere ved at komme af med, data, der følger os som knurrende vagthunde, der kommer tættere og tættere på.

Måske er det sådan, vi vil have det? Måske synes vi virkelig, at overvågning er tryghed og frihed?

Og måske fortjener vi så også, i hvert fald i højere grad end afghanerne, at blive skambidt af et system, vi selv har sagt ja til.