Henrik Müller, tidligere klimachef i Aarhus Kommune og formand for Kommunalteknisk Chefforenings Klimafaggruppe, har to budskaber til lederne i kommunerne. Det første er ret lige til: ‘Practice what you preach’.  

Henrik Müller fortæller her om en tidligere chef, som ønskede, at afdelingen skulle arbejde mere med klima. Chefen sendte Henrik Müller i spidsen til at forklare, hvorfor det var nødvendigt at gøre mere for klimaet. Et par uger senere fik samme afdeling en julehilsen fra Thailand fra selv samme chef. 

- Så var det åbenbart heller ikke vigtigere med klimaspørgsmålet, siger Henrik Müller tørt. 

Det personlige ansvar er et af de store politiske stridsmål i klimaspørgsmålet, men for Henrik Müller er det ret simpelt. Som leder skal du gå forrest:

- Man kan ikke gå på arbejde og arbejde med klima som dagsorden iført klimavest og så ikke være klimabevidst, når man kommer hjem. 

Det var derfor bydende nødvendigt for Henrik Müller, at han selv gennemgik en grøn omstilling, før han kunne stå i spidsen for Aarhus’. Derfor har Henrik Müller og resten af familien – inklusiv hunde – droppet kød, udskiftet det gamle oliefyr og halveret energiforbruget i deres hus, ligesom flyrejserne er droppet til fordel for ferie i Danmark eller med tog til fx Italien.

- Det har været en stor overraskelse, hvor meget adfærd der er indre programmeret. Jeg har lært at lave mad af mine bedsteforældre, og så var det altså med kød. Der er meget, der skal omlæres, og det tager tid. 

Opgør med tabu

Henrik Müllers anden pointe er straks mere kompleks; Vi skal gøre meget mere i klimaets navn. 

Det er nemlig ikke nok kun at snakke om CO₂-reduktioner og grønnere strøm. Den grønne omstilling kræver regulære adfærdsændringer hos os alle sammen. 

- Vi er på vej ud af en tid, hvor individet har været helligt. Derfor er det enormt tabubelagt, når offentlige institutioner og ledere har holdninger på samfundets vegne til vores individuelle handlinger. 

Det offentlige har ellers altid haft holdninger til individernes handlinger, påpeger Henrik Müller, når det fx handler om, hvor meget alkohol unge drikker, eller kommunen giver støtte og rådgivning til førstegangsforældre. 

- Men når det kommer til kød og flyrejser, sætter det meget stærke følelser i spil. 

Det kræver derfor ikke bare politisk mod at sætte klimaet øverst på dagsordenen, men også mod hos den enkelte leder. 

- Det kræver mod at skulle stå på mål for forandringerne, men også, at man laver den personlige omstilling. Jeg kender mange ledere, som oplever det som et personligt angreb og spørger; ”hvorfor skal klima være mit ansvar,” siger Henrik Müller.

- Men når man er leder, har man et ekstra ansvar – og når man er leder i det offentlige, har man et særligt ansvar. Man er ansat i samfundets tjeneste og har derfor en forpligtelse.  

Aktivér medarbejderne 

Det er ikke blot nødvendigt med et opgør med klima som et tabu. Omstillingen kræver et opgør med følelsen af rettigheder, mener Henrik Müller. 

- Da der her i kommunen var snak om, hvorvidt vi skulle tracke vores bilflåde, var der et ramaskrig fra ansatte, der advarede om, at de nu skulle overvåges. Vi fokuserede udelukkende på at finde løsninger på, hvordan vi bedre kunne koordinere og udnytte vores kommunale biler. 

S-regeringen foreslog i 2020 obligatoriske vegetar-dage i offentlige kantiner, hvilket mødte bastant modstand. Kort tid efter, at forslaget havde set dagens lys, var det begravet igen – også selvom de offentlige kantiner er et af de områder, som regeringens eget klimaråd har anbefalet at aktivere i omstillingen. 

- Det paradoksale er, at det er noget af det nemmeste, vi kan gøre. Man kan tilmed spare penge ved at skære ned på kødet i kantinen. Der står ikke noget sted i en overenskomst, at man har krav på kød i frokostkantinen, siger Henrik Müller. 

Medarbejderne skal vænne sig til, at der kommer forandringer, men kommunerne som arbejdsgivere skal også selv se indad: 

- Det er vigtigt, at vi tager den type af diskussioner i MED-udvalgene, hvilket vi som kommuner måske ikke altid har været gode til. Hvis vi kan gøre arbejdet med at gøre arbejdspladsen grøn til et fællesprojekt, så er chancerne for succes meget større.

Kommunerne er skabt til forandringer

Det er ikke kun på kommunens matrikel, at den grønne omstilling bliver mere indgribende. Det er afgørende, at vi begynder at interessere os mere for borgernes adfærd, mener klimachefen. Men det kræver en større samtale om både samfundets og individets rolle i omstillingen i stedet for et enøjet fokus på CO₂. 

- CO₂ siger ikke folk så meget. Hvis vi skal have folk med, må det ikke blive for akademisk eller teknisk. Vi skal derfor have fokus på, hvilke forandringer vi hver især kan bidrage med, og hvilke roller vi skal have. 

Her bør kommunerne have en central rolle. Det kan eksempelvis gælde almindelig folkeoplysning, som kommunerne har mange års erfaring med. 

- Folkeoplysning er skabt til transformationer af samfundet. Bare se, hvor effektiv folkeoplysning var under covid-pandemien. Vi kunne gøre det samme med klima, men det gør vi ikke. 

Ifølge Henrik Müller har debatten om den grønne omstilling været domineret af, hvad Folketinget og det private kan og vil, og dermed ikke, hvad den brede offentlighed kan. 

- Indkøb var kommunernes eneste rolle, fordi erhvervslivet fandt det vigtigt. Derfor har man ikke overvejet den menneskelige transformation, og hvilken rolle hele den offentlige sektor skal spille heri.

Her nytter det ikke, at Aarhus, København eller en tredje kommune går enegang. 

- Hvis man skal lykkes med en folkeoplysningskampagne, skal den være fælles. Der må ikke være forskel mellem kommunerne, som vi fx har oplevet det på affaldsområdet. Derudover er det hele meget politiseret, og det kræver derfor en national opbakning. 

‘Hope is not a strategy’

Henrik Müller har stået i spidsen for Aarhus’ klimaindsats siden 2015. Han har derfor været vidne til den store udvikling, der har været på området, ligesom han har kunnet igangsætte mere end 100 grønne indsatser i kommunen med det overordnede mål at blive CO2-neutral i 2030. 

På den anden side har Henrik Müller kunnet se den ene klimarapport efter den anden fastslå, at det står værre og værre til, og at tiden bliver mere og mere knap.

- Vi har skabt et samfund og en beslutningskultur, hvor tid er den største begrænsende faktor. Når vi snakker med virksomheder, borgere, byrådspolitikere og medarbejdere, er den største barriere tid. 

Håndteringen af coronakrisen bar præg af talemåden ‘hope is not a strategy’, da kriseberedskabet blev rullet ud fra øverste niveau. Samme tilgang kan man passende benytte sig af i klimakrisen, mener Henrik Müller.

- Videnskaben har været for flink. FN’s klimarapporter er præget af konsensus og en fortælling om håb og best-case scenarier. I normal krisehåndtering ser man på de scenarier, hvor konsekvenserne er størst. Havde det været normal krisestyring, havde det været på forsiden, og der er ingen tvivl om, at worst case er katastrofalt.

- Tiden er inde til at tage andre værktøjer i brug. Nogen er nødt til at sige, at kejseren ikke har tøj på. Vi kan ikke fortsætte med at leve på den måde, som vi har gjort. Vi har overskredet vores budget, og der venter en regning.   

Henrik Müller sammenligner situationen med frøen, der uvidende sidder i gryden, der langsomt bliver varmet op. Som kollektiv forstår vi ikke situationens alvor, advarer han. 

Flere eksperter betvivler, at verdens lande kan leve op til målet om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader – for ikke at sige 2 grader. 

Det ser sort ud, konstaterer Henrik Müller. Ikke desto mindre giver det mening at kæmpe videre, mener klimachefen. For hver delgrad, vi kan undgå i temperaturstigninger, begrænser vi konsekvenserne. 

- Det øjeblik, man ikke længere har håb, skal man lave noget andet, siger han og tilføjer:

- Men det bliver mere og mere tydeligt, at vi kommer til at leve i en markant anderledes verden.