De svenske socialdemokrater er to valg i træk blevet sat til vægs af Nya Moderaterna og en fasttømret blå blok. De svenske vælgere er ifølge valgforskere blevet mere venstreorienterede på en lang række områder, men mange opfatter økonomisk ansvarlighed og magtduelighed som kvaliteter, der repræsenteres bedst af højrefløjen.

Entré statsminister Fredrik Reinfeldt. Med sit rolige gemyt, sine farverige slips og mørke habitjakker ligner Moderaterna-lederen ikke nogen frygtindgydende modstander. Men han har som liberal-konservativ vundet to valg i det måske mest socialdemokratiske samfund i verden. Reinfeldt har efter sine valgsejre i 2006 og 2010 været nærmest håbløst bagefter i de mellemliggende meningsmålinger, men når valgåret nærmer sig, hiver den svenske statsminister sine esser frem. Reinfeldts slutspurt er en bemærkelsesværdig konkurrence i personlig tillid og en nøje tilrettelagt smædekampagne mod den til enhver tid siddende socialdemokratiske partileder.

Sådan lyder konklusionen i hvert fald i Aron Etzlers, tidligere chefredaktør for den svenske avis ‘Flamman’ og nuværende partisekretær hos Vänsterpartiet, bog ‘Reinfeldteffekten’. Etzler beskriver, hvordan statsministeren ofte i politiske debatter formår at træde til side og nærmest agere som en kommentator og iagttagende tredjepart, mens han miskrediterer sin modstander. Etzler bruger blandt andet et Reinfeldt-citat efter en radiodebat i 2006, hvor flertallet af de svenske kommentatorer havde dømt Göran Persson som vinder, til at eksemplificere Moderaterna-lederens særegne stil:

- Det her var en debat, hvor vi fik den gamle Persson at se, ham, som lyver og er aggressiv. Vi har forskellig stil, sagde Reinfeldt dengang til avisen Aftonbladet.

Tillid er alt

Reinfeldt fik op til valget i 2006 meget af diskussionen om den daværende socialdemokratiske leder og statsminister Göran Persson til at handle om, at denne var træt, magtfuldkommen og ude af trit med det moderne Sverige. I 2010 blev den daværende socialdemokratiske leder Mona Sahlin udstillet af Reinfeldt som en svag leder uden støtte i sit eget bagland, mens lidet subtile hints til Sahlins såkaldte ‘Toblerone-skandale’ gav hende et skær af ødselhed. Toblerone-skandalen handlede kort og godt om, at Sahlin i midthalvfemserne havde anvendt statens kreditkort til private indkøb (herunder Toblerone) som arbejdsmarkedsminister. Sagen skubbede Sahlin væk fra hendes kandidatur som den naturlige arvtager til daværende statsminister og S-leder Ingvar Carlsson. Det sluttede dog uden juridiske konsekvenser for Sahlin, da statsanklageren mente, at reglerne for brugen af statslige kreditkort havde været for uklare.

Henrik Ekenberg Oscarsson, professor i statskundskab og valgforsker ved Gøteborgs Universitet, der sammen med professor Sören Holmberg har lavet store vælgerundersøgelser af valgene i 2006 og 2010, mener også, at Reinfeldt har en eminent evne til at få politisk debat til at koncentrere sig omkring de politiske lederes personlige kvaliteter som tillid og troværdighed.

- Reinfeldt taler meget om tillid. Han taler om sit mandat. Tilliden til politikere er øget i Sverige. Det har været vigtigt for Alliansen-partierne (regeringspartierne, red.). Reinfeldt har ikke nogen dragende kraft. De fleste synes ikke, at han er karismatisk, men han er meget tillidsvækkende. De ideologiske skillelinjer i forhold til Socialdemokraterna er ikke så tydelige. Han lyder ofte som en socialdemokrat. Men i svensk politik handler det om, hvem der er bedst til at styre landet og holde, hvad man lover, siger han.

Nye skillelinjer

Reinfeldt indledte sin tid som partileder med at samle den borgerlige blok i Sverige. Gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne havde Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og senest Kristdemokraterna primært excelleret i at skændes om hvem der var statsministerparti og i perioder samarbejdet med forskellige socialdemokratiske regeringer. Moderaterna blev set som et meget elitært parti, der primært tænkte i skattelettelser, men den opfattelse skulle ændre sig drastisk med Reinfeldt.

I 'Reinfeldteffekten' gennemgår Aron Etzler Allians-regeringen politiske bedrifter. Han konkluderer blandt andet, at Reinfeldt er lykkedes med at sætte turbo på privatiseringen i det offentlige, især sundhedssektoren og skolesystemet. Samtidig har statsministeren med beskæringer af understøttelse og sygedagpenge samt en sænkning af fagforeningsfradraget gjort det sværere at stå udenfor arbejdsmarkedet, mens fagbevægelsen og A-kasserne har mistet medlemmer og opbakning.

Retorisk har Moderaterna fra start arbejdet meget systematisk med at neutralisere det sprog, der kunne skræmme potentielle vælgere væk. Moderaternas kommunikationschef og chefstrateg Per Schlingmann lavede sågar en liste med forbudte ord, herunder 'privatiseringer', som skulle støtte forvandlingen fra skattelettelsesparti til midterparti. Moderaterna skulle i stedet for privatiseringer tale om 'en mangfoldighed' af ejerformer.

Aron Etzler mener også, at Reinfeldts troværdighed er intakt.

- Reinfeldt har stadig meget stor troværdighed hos vælgerne. Moderaternas problem er, at størstedelen af vælgerne faktisk ikke er enige i deres politik, siger han og tilføjer:

- Vælgerne mener ikke, at partiet er lykkedes med at bekæmpe arbejdsløsheden eller skabe et bedre skolesystem. Tillid rækker langt, men når politikken ikke virker, så slår det igennem.

Arbejdsskellet

Reinfeldt lykkedes også med at få skabt en ny politisk skillelinje i svensk politik, som på mange måder har lammet Socialdemokraterna. Reinfeldt begyndte kort tid, efter at han blev formand for Moderaterna, at tale om alle de svenskere, der var udenfor arbejdsmarkedet. De fik navnet 'utenförskapet'. Heri medregnede han ikke kun arbejdsløse, men også folk på sygedagpenge, førtidspension etc. Vælgerne blev konsekvent delt op i dem, der var udenfor arbejdsmarkedet, og dem, der var i arbejde. Reinfeldt udråbte Moderaterna til at være Sveriges 'nye arbejderparti', hvilket i hans version skulle forstås som et parti for folk i arbejde.

Reinfeldt var klar til at belønne dem, der havde et job med et jobskattefradrag, mens lavere ydelser til arbejdsløse skulle øge incitamentet til at komme i job, som Venstre ofte argumenterer med i den danske politiske debat. Reinfeldt fik delvis vænnet vælgerne til, at det var individets eget ansvar at komme i arbejde og ikke 'folkhemmets' opgave, som det havde heddet sig i fortiden.

Henrik Ekenberg Oscarsson anerkender, at Moderaterna og Allians-regeringen har fortsat en kurs, hvor der er blevet privatiseret yderligere, men den dagsorden er en arv helt tilbage fra 1970’erne og også en S-dagsorden, mener professoren.

- Det svenske folk har altid været vældig skeptisk over for privatiseringer – især på skoleområdet. Der findes stort set ingen regler, når der det handler om etablering af friskoler i Sverige. Privatiseringer er noget, der primært har optaget den politiske elite i Sverige, siger Henrik Ekenberg Oscarsson.

Sverige under Reinfeldt har også oplevet større ulighed. Således er Sverige ifølge OECD gået fra i 1995 at være det land med de mindste indkomstforskelle til i dag at være det land, hvor uligheden er vokset mest mellem 1995 og 2013. Samtidig er andelen af fattige i Sverige steget fra fire procent af befolkningen i 1995 til ni procent i 2010.

For borgerligt?

Reinfeldt er den første borgerlige statsminister i Sverige i over 100 år, som har siddet to hele valgperioder i træk. Det har givet ham en helt særlig status på højrefløjen, men om det er nok til at skaffe ham genvalg, er yderst usikkert.

Tove Lifvendahl, politisk redaktør på den borgerlige avis Svenska Dagbladet, mener, at Reinfeldt nu står lidt samme sted, som Göran Persson gjorde i 2006. Svenskerne har haft den samme regering i otte år, og nu vil de gerne prøve noget nyt.

- Moderaternas manglende popularitet skyldes primært, at svenskerne nok føler, at de har prøvet det her, og nu vil man gerne prøve noget nyt. Regeringen har været mere forsigtig de sidste fire år sammenlignet med første valgperiode. Det er tydeligt, at den har bevæget sig varsomt. Der har ikke været den samme reformiver som mellem 2006 og 2010, siger hun.

Lifvendahl er delvis enig med Aron Etzler i, at Reinfeldt har været meget dygtig til at gøre valgene til en konkurrence på troværdighed og tillid, men hun mener, at det kun er halvdelen af forklaringen på Moderaternas succes.

- Reinfeldt har ikke haft konkurrence fra en tilstrækkelig stærk socialdemokratisk statsministerkandidat ved de seneste to valg, siger hun og tilføjer:

- Sverige er generelt blevet meget mindre ideologisk i de sidste tre-fire valgperioder. Når man ikke har en samfundsdebat, hvor politikerne taler ideologisk, så handler valgene nok mere om, hvem der er den bedste forvalter, hvem der vækker tillid, hvem der er bedst til at passe på pengene.

Tove Lifvendahl mener, at det kan bære en risiko i sig, at Reinfeldt måske lyder som en socialdemokrat, men har ført en borgerlig politik.

- Sverige er i dag mere højreorienteret i handling, men ikke i tanke. Hos de fleste findes der stadig en tanke om, at Sverige har det samme socialdemokratiske grundlag.

Svenske Dagbladets politiske redaktør har svært ved at tro at, at Reinfeldt kan indhente Socialdemokraterna her få uger før valget.

- Det ville kræve en enorm kovending hos vælgerne. Det har jeg svært ved at se.

Reinfeldt har dog indledt en slutspurt, hvor han forsøger at beklikke den socialdemokratiske leder Stefan Löfven, der for få uger siden i et interview med Aftonbladet sagde, at han var sikker på, at rød blok ville vinde valget. Reinfeldt trådte i den kommenterende rolle og sagde efterfølgende til Aftonbladet:

- Der er til at begynde med intet mindre klædeligt end hybris hos politiske ledere. Føj, hvor er det upassende.

- Politikere, der altså tror, at de kan fortælle vælgerne, hvad resultatet er, før de har bestemt sig. Det ved vi intet om.