I Danmark er den gennemsnitlige borgmester 52,7 år, og de gyldne borgmesterkæder forbliver om halsen i cirka ti år.

- Borgmesterposten er på ingen måde blevet sikrere, idet udskiftningsraten faktisk har været stigende på det seneste, skriver professor Ulrik Kjær og postdoc. Niels Opstrup fra Syddansk Universitet i en ny artikel i tidsskriftet Økonomi & Politik, der har undersøgt borgmestrenes karrieremønstre på baggrund af et større datamateriale fra perioden 1970 til 2014.

I offentligheden betragtes borgmesterjobbet som en karrierestilling - særligt på grund af fuldtidshonoraret, og nogle borgmestre kan sidde så længe og opleves at være så sikre på genvalg, at borgmesterposten til tider nærmest kan ses som en livstidsstilling – et job, man bliver siddende i, indtil ens alder tilsiger, at man går på pension.

I selve valgperioden er ansættelsessikkerheden helt i top; man kan kun i helt særlige tilfælde og ved ministerens mellemkomst sættes fra bestillingen. Peter Brixtoftes fyring som borgmester i Farum i 2002 er således det eneste eksempel i nyere tid og derfor mest en undtagelse, der bekræfter reglen.

En borgmester i en gennemsnitskommune får 985.729 kr. om året. I den mindste kommune er honoraret 705.178 kr., mens det i den største er 1.236.489 kr.

Men vi ved meget lidt om, hvordan borgmestrene selv ser på deres politiske karrierer, og hvordan de karriereplanlægger (om overhovedet), beskrives det af Ulrik Kjær og Niels Opstrup i artiklen Er borgmesterposten en livstidsstilling?

”Jeg nægtede at stille op”

Kommunen.dk har spurgt tre af de længst siddende borgmestre, hvilke betragtninger de selv har gjort sig i forhold til borgmesterposten som en karrierevej.

- I moderne retorik kan der være noget i, at det er en stilling, en karriere og et job, man søger, og som man har en karrieremæssig tilgang til, men sådan ser jeg det jo slet ikke, siger Erik Nielsen (S), der i dag er borgmester i Rødovre Kommune på fireogtyvende år.

Det var eksempelvis ikke lokalpolitik, våbenskjold eller kæder af ædelt metal, der var i tankerne på den 15-årige smedelærling Erik Nielsen, da han stod ved sin slagsaks og klippede fire af de yderste led af sine fingre på den ene hånd.

- Det er ikke sådan en stilling, jeg har søgt ind i, og det er faktisk tilfældigheder, at jeg blev borgmester - tilfældigheder er det dog aldrig helt, men alligevel, fortæller Erik Nielsen og fortsætter:

- Man skulle finde en ny borgmester, og der blev kigget lidt rundt, og jeg var kommet i kommunalbestyrelsen, hvor jeg blev viceborgmester og gruppeformand det første år allerede, fordi der var noget uro i gruppen. Så på den måde var det også en tilfældighed, og så kunne man tilsyneladende se et lys i mig, og jeg blev så gruppeformand, fortæller Erik Nielsen.

Hvordan gik det til, at du blev borgmester?

- Først nægtede jeg, fordi jeg ikke havde de ambitioner. Men så var der en anden, der sagde, at så stiller vi en anden op, fordi der skal være et kampvalg. Jamen så tag mig - fordi man kan ikke vinde over den siddende borgmester, så lad bare mig tabe, og så kan jeg komme tilbage og passe mit arbejde. Men igen; når man stiller op, så risikerer man at vinde, og det gjorde jeg, siger Erik Nielsen.

Skulle det så bare være fire år, og så må jeg se, hvordan det går?

- Rødovre har været socialdemokratisk ledet i næsten 100 år, så det første, der gik gennem tankerne på mig omkring det næste valg var, at det skal ikke være mig, der slipper den socialdemokratiske ledelse, det skal ikke ske på min vagt.

Danmarks længste 4-årige parentes

I Esbjerg var der i 1993 ikke heller mange, der forestillede sig, at forstanderen for byens VUC skulle blive valgt som borgmester for sidenhen at sidde for bordenden af byrådet i 24 år.

- Jeg kan huske det ganske tydeligt. Jeg ringede hjem til min kone, hvor jeg siger til hende, at nu er din mand sgu blevet borgmester. Ja ja, det er godt med dig, sagde hun bare. Det hele var faktisk meget tilfældigt, meget tilfældigt. Det kom jo bag på mig selv og alle andre her i området, at jeg blev borgmester. For første gang i 40 år kunne der laves et borgerligt flertal, fortæller Johnny Søtrup (V), borgmester i Esbjerg Kommune.

Var det et mål for dig fra starten at blive valgt for så mange perioder, som du blev?

- Nej. Men det valg jeg til alle tider har gået mest op i, når jeg tænker tilbage, det var valget, der kom fire år senere. Fordi der havde man jo sagt fra socialdemokraterne, at det her skulle blive en fire-årig parentes i Esbjerg. Det skulle de ikke have sagt, fordi jeg er gammel idrætsmand, så det skulle være løgn, så det blev en lang parentes, kan man godt sige, siger Johnny Søtrup.

Har du gået med overvejelser om landspolitik undervejs?

- Nej, jeg er da blevet spurgt, om jeg kunne tænke mig at stille op til Folketinget, men jeg har altid syntes, at det var så fascinerende at sidde for bordenden her, så det har aldrig rigtig appelleret til mig,

Gjorde du dig tanker om, hvad du ville gøre, hvis du blev vippet?

- Jeg har haft det privilegium, at de første år havde jeg orlov for min tjenestemandsstilling som forstanderen hos Ribe Amt for VUC, og da man så i sin tid nedlagde amterne, jamen så havde jeg orlov i princippet fra en lederstilling i det statslige system - uden at det var nærmere defineret. Og det er en gave, man har som tjenestemand, at man ikke sådan lige bliver hældt ud med kartoffelvandet, så jeg havde et sikkerhedsnet, fortæller Johnny Søtrup.

Efter KV17 er det dog slut med at svinge taktstokken i byrådet, Johnny Søtrup genopstiller nemlig ikke.

De tilegnede politiske erfaringer skal dog ud og arbejde bagefter, hvor der bliver tid til bestyrelsesarbejde. Hvilke virksomheder det drejer sig om, vil borgmesteren dog ikke ud med.

Hvad skal der ske efter KV17?

- For det første skal jeg til at være herre over min egen kalender, det bliver helt rart at få lov at bestemme. Og så vil min kone og jeg rejse noget mere, og jeg har to børnebørn, som jeg også vil se noget mere til. Men det, jeg ikke kan forberede sig på, og det er nok det, der vil ramme mig i hovedet i starten af januar, er, når jeg er vant til at få 200 mails om dagen, og folk ringer fra nær og fjern fra aviser, tv og radio for at få din mening om et eller andet, det stopper jo fuldstændig som at lukke for det varme vand, og det tror jeg ikke, at jeg kan forberede mig mentalt på 100 procent.

Ved du hvad, Hr. Schlüter

En karriere som borgmester er ikke specielt forbundet med en politisk karriere i Folketinget – blandt de 98 borgmestre har kun syv tidligere haft sæde i landets parlament. Én af dem er Hans Toft, borgmester i Gentofte.

- Jeg var jurastuderende og KU’er, og blev som 24-årig valgt som det dengang yngste folketingsmedlem, men jeg røg ud efter fire års forløb under partiets nedtur i 1975. Dengang var jeg dog helt sikker på, at det skulle have varet længere tid end fire år, hvis det stod til mig, siger Hans Toft, der er landets længst siddende borgmester.

- Jeg afsluttede mine studier og militærtjeneste, fik tilbudt job i en privat virksomhed og gik op til Schlüter, som var ny partiformand dengang, og sagde: Ved du hvad, jeg er nu 29 år, så tiden er vist inde til, at jeg prøver noget andet i min tilværelse end at være politiker, som jeg ikke kunne se mig selv som resten af mit liv. Så jeg blev ansat i Norsk Hydro som jurist og ophørte som kandidat i Herning-kredsen - som dengang var en forholdsvis sikker konservativ kreds. Så det var min chance til at prøve noget nyt, og det gjorde jeg, og jeg var herefter 17 år i Norsk Hydro, fortæller borgmesteren.

Hans Toft har regeret i Gentofte siden 1993 og vil være 70 år ved KV17, hvor han også stiller op igen. Egentlig kom han til magten i utide, da der var trekvart år tilbage af valgperioden op til KV93. Forgængeren Birthe Philip (K) trak sig af personlige årsager. Hun var borgmester i perioden 1984 til 1993.

Hvad tiltalte dig ved lokalpolitik?

- Det var det politiske arbejde, som jeg jo kendte, og så i særlig grad alle de spændende nære ting i lokalsamfundet. Jeg blev tilbudt en topplacering og blev altså opstillet som nummer to på den konservative liste efter den daværende borgmester Birthe Philip, som naturligvis var nummer ét, siger Hans Toft.

Hvilke tanker har du gjort dig omkring borgmesterposten som en karriere?

- I politisk arbejde bør man som folkevalgt huske at tænke ”vælgeraspektet” ind, før man overvejer at lægge for klare og håndfaste planer fremtiden. Jeg så dengang en mulig tidshorisont på 8 og måske 10-12 år. Og så tænkte jeg, at tiden måtte vise, hvad der ville ske, siger Hans Toft og fortsætter:

- Hvis man også gerne ville prøve noget andet i min alder dengang, så skulle der ikke gå mere end de der 8-10 år. Det var mit perspektiv dengang. Så længe der er udfordringer, så tænker jeg ikke på, hvad jeg skal lave næstefter. Sådan har det nu været i over 24 år, og jeg synes stadig min hverdag er fyldt med spændende og interessante udfordringer. Derfor er jeg her endnu – og derfor stiller jeg op også til det kommende valg.