Efter tre uger tilbage i sædet som forsvarsminister nåede Jakob Ellemann-Jensen lige at  sole sig i Zelenskyjs besøg, før han dagen efter rokerede sin vikar ind på posten igen og overtog hans økonomiministerpost. Ifølge alle med forstand på de dele den arbejdsfordeling han skulle have valgt fra starten.

Der skulle et halvt års stresssygemelding til at nå den erkendelse. Forsvarsministerposten havde han valgt med hjertet, sagde han da regeringen blev dannet i december, men nu er hjernen så omsider slået til.

Foruden partiformandens erkendelse af at forsvarsministerposten er et fuldtidsjob, er geninstalleringen af Troels Lund Poulsen på posten også reelt en anerkendelse af den duelighed, han demonstrerede i vikarperioden. Dels ved at dække op til den nu forestående generaloprydning i både Forsvaret og ministeriet, dels ved allerede efter få uger at indse opgavens omfang og tage konsekvensen ved at lade sig dublere som vikar af regionsrådsformand og partinæstformand Stephanie Lose.

Allerede mens de to vikarierede, blev der spekuleret i, om det monstro kunne være en varig konstruktion, for det tilfælde at den dengang sygemeldte partiformand ikke ville vende tilbage. Det gjorde han som bekendt, men der kan jo opstå andre årsager til at fremtidige rokader/udskiftninger kan komme på tale.

I givet fald vil også anden halvdel af spekulationen fra dengang helt sikkert få nyt liv, selvom Stephanie Lose gentagne gange har forsikret sin forkærlighed for regionsrådsformandsposten i Syddanmark, med samme overbevisning som hun tidligere har afvist interesse i at blive sit partis næstformand.

Mens mandagen var helliget udenrigspolitikken med den fuldtonede alliance med Ukraine og dermed en dansk de facto konfrontation med Putins Rusland, blev tirsdagen en opvisning i indre-christiansborgsk personalia.

Lige så spektakulært som rokaden blandt Venstres ministre kunne Enhedslisten byde på et maskulint glasloft-gennembrud, da venstrefløjens yderparti for første gang valgte en ikke-kvinde til politisk ordfører. Efter Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Mai Villadsen med aftagende vælgertilslutning er det nu blevet Pelle Dragsteds tur til at indehave positionen som frontfigur.

Nærmest den modsatte position af den han har haft indtil nu, hvor han ubestridt har været den stærke mand på de indre linjer. Det er hans fortjeneste, at Enhedslistens hovedløse fumlen rundt sidste år med påstået ukrainsk egenskyld og lunken Nato-opslutning blev pandet effektivt og relativt hurtigt ned.

I det hele taget er Enhedslistens nye politiske ordfører en hårdtslående herre, i sin ungdom endda korporligt. En fortid han efter eget udsagn bliver konfronteret med på daglig basis, men for længst har lagt bag sig, så han nu kun er verbalt voldsparat, når talen falder på “ejendomsspekulanter og virksomhedsarvinger” og hvad der ellers forekommer i “et klassesamfund som det danske”, som han nævnte i sin tiltrædelseserklæring.

Unægteligt noget andet end partiets foregående mandlige hovedperson, Keld Albrechtsen, der mere lød som en støvet resolution, og hvis stil Johanne Schmidt-Nielsen i sin tid blev valgt som politisk ordfører for at gøre op med. Den opgave slipper Pelle Dragsted for, hans bliver at genvinde partiets styrke fra Johanne Schmidt-Nielsens storhedstid.