Politik er ikke for enhver, og toppolitik er slet ikke. Listen over folketingsmedlemmer og ministre, der har knækket halsen på de benhårde vilkår, er lang og omfatter både nyslåede og garvede.

Man plejer at sige, at man skal kunne tåle mosten, og ingredienserne i den most er ikke blevet mildere. I gamle dage, det vil sige for mindre end en generation siden, var livet enklere, også det politiske liv, hvor man var nogenlunde fredet efter TV-Avisen kl. 19.30 og indtil næste morgen.

Dog, også dengang var der folk, der måtte se sig besejret af vilkårene. Klummeskriveren husker især sin daværende chef Bent Hansen på det daværende dagblad Aktuelt, der holdt mindre end fire måneder som socialminister i den sidste af Anker Jørgensens regeringer i start-1980’erne. Hans foregående 16 år som chefredaktør i evig klemme mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet var ellers heller ikke for sjov, men åbenbart det rene vand i sammenligning med den most, man skal kunne tåle i toppolitik.

En af de nye, skrappe ingredienser i bemeldte most er vrimlen af nye medier, herunder sociale medier. Døgnrytmen er vel nærmest staccato, og stemmelejet ofte i falsetten.

De fleste tåler heldigvis mosten, men de senere år har budt på et par spektakulære nedbrud i hver sin side af det politiske spektrum. Både LA’s Alex Vanopslagh og SF’s Jacob Mark har været åbne om deres stressforløb, og måske er det en af de ting, der skal til, hvis det nogensinde skal blive anderledes.

Her kan man ikke undgå at bemærke, at Venstreformand, vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen ikke selv nævner ordet stress i sin sygemelding på Facebook i mandags. Han omskriver det i stedet til, at “helbredet ikke er i orden” og at hans krop han sendt “et signal om, at det er tid til at tage en pause, hvis ikke det skal ende galt”.

Stress er stadig tabubelagt.

Meget sigende er der da også allerede i det politiske miljø gjort en del overvejelser om, hvad stress-sygemeldingen vil betyde for patientens magtposition, hvor længe sygemeldingen vil vare og hvad dét vil betyde, og for den sags skyld også spekulationer i om Jakob Ellemann-Jensen overhovedet vender tilbage. Hans befindende er ikke i samme grad genstand for bekymret opmærksomhed, men er nærmest bare en omstændighed.

Tværtimod bygger overvejelserne især på den præmis, at timingen i sygemeldingen er dårlig. Et ordvalg, der med rette kritiseres af Jacob Mark, som med erfaringens vægt kalder det “upassende at tale sådan om noget så alvorligt”. En bemærkning der meget illustrativt for problemet har fremkaldt en stime af syrlige kommentarer om folketingsmedlemmers formodede luksusvilkår ved sygemeldinger.

Man har de politikere man har fortjent, siger man. Hvad politikerne har fortjent, er der ikke nogen talemåde om.