Skoleåret er lakket mod enden, og tusindvis af unge har færdiggjort folkeskolen. Heldigvis fortsætter langt størstedelen af dem på en ungdomsuddannelse. Desværre ved vi dog også, at en stadig alt for stor gruppe af de unge ender med ikke at gennemføre den påbegyndte ungdomsuddannelse. Når vi år efter år taler om de titusindvis af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, inden de fylder 25 år, handler det ikke så meget om, at de unge ikke kommer i gang, det handler om, at de falder fra undervejs. Og det må og skal være den vigtigste uddannelsespolitiske kamp i de kommende år, at langt flere unge gennemfører og får det frihedsbrev, som en ungdomsuddannelse er. Der findes ikke én løsning, som med et snuptag kan fikse det problem. Der skal sættes bredt ind. 

Alt for mange muligheder

For det første har der i årevis været talt om nødvendigheden af at styrke uddannelsesvejledningen i grundskolens sidste år, udskolingen. Når man som ung står over for valget af ungdomsuddannelse, står man ved en skillevej med 110 forgreninger. De mange muligheder virker helt uoverskuelige, og derfor er det simpelthen ikke godt nok, at den individuelle vejledningsindsats i dag kun omfatter de elever, der er erklæret ikke-uddannelsesparate. Samtidig ved vi, at forældrenes holdning til deres børns uddannelsesvalg har en enorm indflydelse. Derfor er det ikke nok, at vejledning og information kun rettes mod den unge, der skal træffe valget. Vi bliver nødt til også at kigge på, hvordan vi vejleder og informerer forældrene om såvel de mange uddannelsesmuligheder, som hvad de fører til. 

For det andet er der brug for lokalt at styrke kontakten mellem ungdomsuddannelserne og folkeskolerne. Man har flere steder gode erfaringer med at lade lærere fra folkeskolerne følge med i et par timers undervisning på gymnasiet og omvendt. Det giver en forståelse for, hvor eleverne kommer fra, og hvor de skal hen, og det mindsker de udfordringer, der kan være i den faglige overgang. Udveksling mellem grundskoler og ungdomsuddannelser kan nemt udbredes og ville oplagt kunne indgå i efteruddannelse af lærere og undervisere. 

Planlægning ud af glemmebogen

Og sidst men ikke mindst er det nødvendigt at tænke helhedsorienteret, når vi arbejder med overgang og adgang til ungdomsuddannelse. Det er afgørende, at man ikke kun kigger på det, der decideret har med uddannelse at gøre. Med i overvejelserne skal også transportmuligheder, ringetider ift. bus og tog, behovet for lokale ungefællesskaber og alle det andre ting, som er med til at styrke unges trivsel. Uddannelsesplanlægningen er desværre gået i glemmebogen og må derfor genopdages for at forhindre blinde vinkler og barrierer i gennemførelsen af ungdomsuddannelserne. 

Disse initiativer rækker selvfølgelig ikke til at nå i mål med ambitionen om, at 90 pct. af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse. Problemet er komplekst og stort, men det er ingen undskyldning for, at vi har bevaret status quo de seneste 20 år. Dette er nogle få skridt i den rigtige retning, og de har været nødvendige i årevis.