Skal handicapområdet flyttes fra kommunerne til regionerne og/eller staten?

Det spørgsmål trillede lige før juleferien over på Folketingets banehalvdel, da et borgerforslag nåede op på de 50.000 underskrifter, der kræves.

Bag forslaget “Handicapområdet skal væk fra kommunerne” står græsrodsbevægelsen og hashtagget #enmillionstemmer med debattør Monica Lylloff i spidsen. Hun hæfter sig især ved, at Ankestyrelsen finder fejl og mangler i omkring halvdelen af de kommunale afgørelser på handicapområdet, styrelsen modtager klager over. Og hun er overbevist om, at der både er penge og menneskelig lidelse at spare, hvis sagsbehandlerne “gør deres arbejde rigtigt i første omgang,” som hun siger

- Måske var det bare ikke ret smart, da vi i forbindelse med kommunalreformen i 2007 spredte handicapområdet fra 14 amter til 98 kommuner. Sager bliver trukket i langdrag, det er uklart, hvor ansvaret ligger og alt for vilkårligt, hvilken hjælp vi som borgere kan få i de forskellige kommuner, siger hun og opfordrer Folketinget til at gentænke handicapområdet helt fra bunden. 

Savnes: Regelforenkling

Og på lige det punkt er den nye formand for de kommunale social-, sundheds og arbejdsmarkedschefer (FSD) Jakob Bigum Lundberg faktisk enig: Christiansborg må ind i kampen.

- Lige nu er kommunerne lagt for had, men pilen peger altså også på lovgiverne, siger han.

- Reglerne bliver hele tiden mere komplicerede, og kun Folketinget kan ændre og forenkle den lovgivning, som lige nu fører til usikkerhed, frustrationer blandt borgere og dårlig brug af kommunale ressourcer.

Desuden har Folketinget også det overordnede ansvar for kommunernes økonomi, minder Jakob Bigum Lundberg om.

For udgifterne til handicapområdet har gennem flere år været støt stigende. Alene fra 2018 til 2019 måtte kommunerne finde 700 mio. kr. ekstra til voksne med handicap og psykisk sygdom. Sagsbunkerne vokser i samme takt, og stigningen skyldes især, at flere børn, unge og voksne får psykiatriske diagnoser som fx adhd og autisme, oplyser KL. 

I alt brugte kommunerne i 2019 34,2 mia. kr. på handicapområdet.

Fejl er et vidt begreb

De kommunale sagsbehandlere bliver blandt andet kritiseret for at gå for meget op i at passe på pengene og vide for lidt om vilkårene for personer og familier, som er berørt af handicap. Men heri er Jakob Bigum Lundberg lodret uenig. Sagsbehandlerne gør alt, hvad der står i deres magt for at leve op til en kompliceret lovgivning, og de har faktisk adgang til den fornødne viden om forskellige handicap, understreger han. 

- Jeg forstår ikke troen på, at regionerne eller staten skulle kunne gøre det bedre eller ligger inde med mere viden. Kommunerne indhenter løbende specialviden fra VISO, ligesom Ankestyrelsen guider os, siger han og peger på, at Ankestyrelsen i dag ændrer en mindre andel af alle klagesager, end for fem år siden. 

- Det, der er steget, er andelen af sager, som sendes retur til kommunerne til fornyet behandling. En del af disse fejl relaterer alene til forvaltningsloven. Det kan fx være, at et dokument ikke omtales i kommunens afgørelse men kun indgår i sagsmaterialet. Det skal vi naturligvis tage på os og rette op på, siger formanden. 

- Men i andre tilfælde bliver en sag sendt tilbage, fordi der kommer nye oplysninger frem. Ofte fra borgeren selv, bemærker han.

Ankestyrelsen advarer da også imod at læse omgørelsesprocenten som et mål for kvaliteten af kommunernes afgørelser. Beslutningen kan sagtens være rigtig, selvom der er begået fejl undervejs.

Invitation til dialog

Selv er Monica Lylloff faktisk tilfreds med den hjælp, hun får fra sin egen kommune, Fredensborg: Weekend-aflastning, eftermiddagspasning, dækning af tabt arbejdsfortjeneste og specialiserede skoletilbud til familiens tre børn, som alle har særlige behov. Emma har spastiske lammelser, autisme og udviklingshandicap, Sarah har adhd og Kristoffer autisme. 

- Men vi tør så heller ikke flytte herfra, for vi ved godt, vi er heldige. Andre kommuner nedlægger specialtilbud og integrerer børnene i den almindelige folkeskole. Det er, som om de ikke er klar over, at børn med autisme sjældent kan rummes i det kommunale skolesystem, og at hver tredje helt holder op med at gå i skole, siger hun.

- Vi starter allesammen med en enorm tillid til systemet. Men efterhånden bliver den tillid så slidt, at vi får åndenød og snurren i fingrene, hver gang der tikker en besked ind fra kommunen. Det er alt for ofte dårligt nyt med uoverskuelige konsekvenser for familien.

For hende at se er det åbenlyst, at familiernes retssikkerhed er truet. Men det er Jakob Bigum Lundberg heller ikke enig i.

- Jeg synes ikke, at tallene peger i den retning. Men jeg er meget åben for en mere indgående snak om det her. Måske handler det også om noget andet, fx hvordan vi møder og inddrager borgerne. Er vi i kommunerne blevet for professionelle, for effektive og dermed måske for distancerede i mødet med den enkelte borger?  

Hvornår og hvordan Christiansborg skal forholde sig til borgerforslaget ligger endnu ikke fast, men det forventes at ske inden sommerferien.