Kommunen.dk
MENU

Boguddrag: Sådan redder regioner og byer klimaet

Nogle af de vigtigste forandringer i klimakampen begynder helt tæt på borgerne. Verden rundt inspirerer regioner og byer hinanden til handling – og skubber dermed til de nationale regeringer.

Boguddrag: Sådan redder regioner og byer klimaet

Nogle af de vigtigste forandringer i klimakampen begynder helt tæt på borgerne. Verden rundt inspirerer regioner og byer hinanden til handling – og skubber dermed til de nationale regeringer.
Californien har over 50 pct. CO2-fri strøm i sit elnet. Målet er 100 pct. i 2045. Ny bog ser nærmere på, hvad der virker. Kommunen bringer her et uddrag af Hvis vi vil
Californien har over 50 pct. CO2-fri strøm i sit elnet. Målet er 100 pct. i 2045. Ny bog ser nærmere på, hvad der virker. Kommunen bringer her et uddrag af "Hvis vi vil"
Foto: Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix
Hvis vi vil tager læseren med på en rejse
jorden rundt, hvor man møder nogle af de
ildsjæle, teknologier og beslutnignstagere,
der er i gang med at vise, at vi rent faktisk
kan løse klimakrisen. 

BOGUDDRAG: Nina Asberry træder på bremsen og vender sig om fra chaufførsædet, da bussen holder stille: “Så taler vi lige pænt!” siger hun med hævet stemme og løftede øjenbryn.

Roen spreder sig øjeblikkeligt blandt de 15 indskolingselever, hun indtil videre har samlet op denne morgen. Der følger en vis myndighed med hendes fortid som politibetjent. Det hjælper også, at hun helt tydeligt holder af børnene. Hver morgen skriver hun en lille gåde på en hvid tavle over indgangsdøren.

“Hvad kalder man en lærer, der prutter?” lyder gåden i dag. Nina Asberry giver selv svaret: “En tutor.”

To toot – at trutte – er amerikansk slang for at prutte. Støjniveauet er altid højest på morgenens første runde i byen Ukiah i det nordlige Californien, men de mindste børn er samtidig en “fest”, som chaufføren siger. Lidt senere gælder det børnene på mellemtrinnet – de er lidt mere rolige, til gengæld svarer de igen. Til sidst henter hun gymnasieeleverne, der typisk er helt stille, mens de kigger på deres smartphones.

Og hvad skal vi her, i en skolebus i den californiske provins?

Svaret får man ved at lytte, når de små passagerer holder op med at larme. Bussen er næsten lydløs. Det er nemlig en elbus af mærket Lion, og dem har Ukiah United School District to af. Det kan de takke Californiens cap and trade-program for. Programmet går kort fortalt ud på, at Californiens største udledere af drivhusgas – de, der udleder mere, end hvad der svarer til 25.000 tons CO2 om året – er blevet tildelt en CO2-kvote. Udleder de mere, skal de betale en gradvist stigende afgift til staten. Udleder de mindre, kan de sælge deres restkvote til andre. De penge, staten får ind fra dem, der overskrider kvoten, bruges på grønne omstillingsprojekter, gerne blandt statens mest trængende. Det løb op i 13,8 mia. kr. i 2019 – langt mere end de foregående år. Siden opstarten i 2012 er det blevet til klimainvesteringer for et godt stykke over 37 mia. kr. Nogle af dem kom Ukiah skoledistrikt til gavn.


CAP AND TRADE-PROGRAMMET ER BLOT EN ENKELT BRIK
– om- end en af de centrale – i Californiens samlede klimapolitik, som må regnes for temmelig ambitiøs i global målestok. Målsætningen er, at hele delstaten skal være CO2-neutral i 2045. Det er på niveau med de mest ambitiøse nationalstater i verden – i skrivende stund stræber Norge efter at være klimaneutralt i 2030, Finland i 2035, Island i 2040, Sverige i 2045, og Danmark og Storbritannien i 2050. Og selv om Californiens 2045-mål ikke omfatter andre drivhusgasser end CO2, viser delstatens eksempel, at mindre politiske enheder sagtens kan rykke klimaindsatsen fremad, når de nationale regeringer hænger i bremsen.

At blive CO2-neutral er naturligvis lettere sagt end gjort. 2045 er – med tanke på, hvor meget der skal gøres – lige om hjørnet. Men ifølge de embedsfolk, der skal føre politikken ud i livet, går omstillingen hurtigere end forventet. Delstaten nåede sit 2020-mål om en returnering til 1990-niveauet for udslip af samtlige drivhusgasser allerede i 2016.


EN AF DE ØVERSTE ANSVARLIGE FOR OMSTILLINGEN
er formanden for Californiens energikommission, David Hochschild. Han er en høj mand med gråsprængt hår og bærer et karakteristisk amerikansk løstsiddende jakkesæt, da han med et bragende smil tager imod os på sit kontor i delstatshovedstaden Sacramento.

Han fortæller, at Californien har over 50 pct. CO2-fri strøm i sit elnet. Målet er 100 pct. i 2045. Han er overbevist om, at delstaten når målet endnu hurtigere. David Hochschild er i det hele taget en mand med store armbevægelser på den grønne omstillings vegne.

“Jeg forkaster udtrykket ‘alternativ energi’. Det er fossile brændstoffer, der er alternative nu.”

Når han skal forklare, hvorfor det er blevet op til Californien at gå forrest, henviser han til den politiske tilstand i sit lands hovedstad.

“Se på, hvor dysfunktionel en regering vi har i Washington. Der er debat om, hvorvidt klimaforandringer er virkelige. Det er skørt i vores ører,” siger han med henvisning til sig selv og sine californiske medborgere.

“Myndighederne evakuerede mit hus på grund af skovbrande. Mine børns skole blev lukket ned. Konsekvenserne er hverdag for os.”

På et kontor ikke langt fra Hochschilds sidder Rajinder Sahota, assisterende divisionschef i CARB, myndigheden med ansvar for Californiens luftkvalitet. Hun har blandt andet ansvaret for cap and trade-programmet – det med skolebussen i Ukiah. Hun har kulsort hår og er en ret alvorlig type. Måske fordi hun er på en mission. Rajinder Sahota har arbejdet for energikommissionen i stadig højere stillinger, siden hun blev færdiguddannet inden for atmosfærevidenskab på University of California, Davis lige om hjørnet for 17 år siden. Hun er her, som hun siger, ikke for pengenes skyld, men for sagens. Og hun føler, hun be nder sig på rette sted.

“Der er masser af muligheder i så forskelligartet en stat som Californien. Her er elektricitet, produktion, landbrug, transport, metan. Masser af muligheder.”


DER VENTER EN MONUMENTAL OPGAVE
forude for Sahota, Hochschild og Californiens mange tusind andre embedsfolk. Køreturen fra San Francisco og ind i landet til Sacramento giver os en fornemmelse af udfordringens omfang. Fotografen skyder løs, for opgaven er synlig lige på den anden side af bilruderne.

For det første er der trafikken. Amerikanere, ikke mindst californiere, er glade for deres biler, som helst skal være store. Og det er stadig forbrændingsmotorer, der dominerer på Highway I-80. Den hastige befolkningsvækst har skabt voldsomme tra kale problemer for delstatens 15 mio. registrerede biler. Det halter med at få folk til at bruge o entlige transportmidler. Der er elektriske busser og sporvogne i byerne, men togforbindelserne mellem byerne er langsomme. Drømmen om et højhastighedstog mellem kyststatens to mest berømte byer, San Francisco og Los Angeles, er indtil videre kuldsejlet.

Langs vejen ligger forstæderne, hus efter hus, by efter by. Californien har smukke nationalparker, men i resten af delstaten spreder den voksende befolknings boliger sig på naturens bekostning. 40 mio. indbyggeres mikroovne og airconditionanlæg skal køre på ren strøm i 2045 – det er svært at forestille sig.

Undervejs passerer vi gennem USA’s vigtigste landbrugsområde, Central Valley, hvor en næsten ubegribelig mængde fødevarer vokser. Californiens landmænd dyrker mere end en tredjedel af alle grøntsager i USA. For frugt og nødder er andelen to tredjedele. Omkring 80 pct. af alle klodens mandler dyrkes i Californien. Kan en så stor og afgørende økonomisk sektor gøres CO2-neutral og markant mindre klimabelastende i løbet af et par årtier?

Endelig er der oliebranchen. Olieselskaberne fylder mindre end for få år siden, men Californiens olieproduktion er stadig syvendestørst blandt USA’s delstater. Staten er på tredjepladsen inden for olieraffenaderier. Som den lokale olie- og gasbranche sjældent forspilder en chance for at gøre opmærksom på, beskæftiger den omkring 150.000 mennesker og leverer to pct. af delstatens årlige økonomiske værdiskabelse.

På I-80 passerer vi et gigantisk olierafinaderi, The Phillips 66 San Francisco Re nery, der breder sig med store, hvide tanke på begge sider af vejen. Det her kæmpestore kompleks tilhører fortiden, og det har ingen plads i en fremtid på den anden side af en grøn omstilling. Alt, hvad vi ser uden for bilruderne, skal laves om, hvis Californien skal gøres CO2-neutralt. Hvem ved, måske ra naderiet engang kan ombygges, så det producerer grønne brændsto er i stedet for sorte.


CALIFORNIERNE HAR HELDIGVIS EN KØREPLAN
for at komme hen, hvor de gerne vil. Her er nogle nedslag:

Staten har i skrivende stund passeret 700.000 nul-emissionsbiler på vejene (en samlebetegnelse for elbiler, opladelige hybridbiler og brintbiler). I 2030 skal der være fem millioner af dem, og myndighederne arbejder derfor på at gøre det både nemt og billigt at køre elektrisk med forskellige støtteordninger. Indsatsen kommer i forlængelse af Californiens særlig strikse regler for biler med forbrændingsmotorer (som hele USA’s bilbranche har rettet sig efter, fordi Californien er så stort og vigtigt et marked).

Så til boligsektoren: I januar 2020 trådte nye byggeregler i kraft, som kræver, at stort set alle nybyggede huse og boligblokke skal have solceller på taget. Samtidig skal de være så energie ektive, at de i praksis bliver energineutrale. Staten har i forvejen nogle af de strengeste energie effektivitetskrav til nybyggeri i USA og tilbyder skattefradrag til energirenovering af eksisterende byggeri. Til energirenoveringerne får de hjælp af hollandske Energiesprong, som vi mødte i kapitlet om bygninger. Fra 2025 skal halvdelen af alle større renoveringer af offentlige bygninger resultere i nulenergi, og i 2030 vil halvdelen af alle kommercielle bygninger efter planen være energirenoveret til nulenergi.

Californiens enorme landbrugssektor arbejder allerede på en decideret omvæltning med støtte fra staten, der sender penge efter en bred vifte af forskningsprojekter, der skal op nde nye metoder til at reducere sektorens klimaaftryk. Californien er samtidig så heldig at lægge jord til en stribe nye typer af fødevarevirksomheder, herunder Impossible Foods og Beyond Meat, der er ved at revolutionere branchen med deres plantebaserede kød.

Delstaten satser også på lagring af CO2. I første omgang ved hjælp af træer og landbrugsjord, men målet er at rulle nye metoder ud med tiden. Målet er nemlig ikke at undgå udledninger fuldstændigt. Delstaten satser på at indfange CO2 fra luften i erkendelse af, at en vis udledning nok er uundgåelig. Det er derfor, californierne taler om CO2-neutralitet frem for nuludledning.


TILBAGE HOS DEN CALIFORNISKE ENERGIKOMMISSION
leverer formand David Hochschild en pointe, som både han og hans guvernør har gentaget rigtig mange gange på det seneste: Californiens indsats for klimaet vil ikke gå ud over økonomien.

“Der sker faktisk det modsatte”, siger han med et ærkeamerikansk tandsmil.

Tallene ser sådan her ud: Siden årtusindskiftet er den californiske økonomi vokset med 46 pct. I samme tidsrum er det øvrige USA’s økonomi kun vokset med 39 pct. David Hochschild skynder sig at tilføje, at det ikke betyder, at Californiens klimapolitik kan tage æren for den økonomiske vækst. Det er blot et argument for, siger han, at de to sagtens kan eksistere side om side. Formanden lyser op i endnu et smil og konstaterer, at det er “spændende tider”, vi lever i.


KOMMISSIONSFORMANDEN
har noget at have sin optimisme i. For eksempel fordi Californiens eksempel spreder sig. En stribe ameri- kanske delstater har vedtaget ambitiøse klimamål for de kommende årtier. Delstaten New Yorks lovgivere har besluttet, at strømmen skal være CO2-fri i 2040, og økonomien klimaneutral i 2050. Både Hawaii, Maine, Nevada, New Mexico og Washington har lignende mål med lidt andre årstal på. Dertil kommer, at en stribe delstater har erklæret, at de ville leve op til Paris-klimaaftalen fra 2015, selv om USA som nation har vendt ryggen til aftalen. Tilsammen huser de klimaambitiøse stater 55 pct. af landets befolkning og står for 40 pct. af udledningerne.

“For mig,” siger David Hochschild, “er delstatsniveauet dér, hvor der sker noget.”

En del iagttagere bakker ham op. Nogle eksperter vurderer, at de klimaambitiøse stater på egen hånd vil kunne opfylde det meste af Paris-aftalen på USA’s vegne. Analytikere fra organisationen America’s Pledge konkluderede i en rapport i 2018, at USA vil nå to tredjedele af vejen mod at opfylde Paris-målene for 2025, hvis alle aktører uden for centralregeringen i Washington D.C. leverer på deres løfter. En af rapportens forfattere, Paul Bodnar fra Rocky Mountain Institute, sagde, at der ganske vist fortsat var brug for den føderale regering, men at der var gjort “overraskende” store fremskridt uden. Man kunne også nævne, hvordan delstaten British Columbia i Canada, som vi tidligere beskrev, gik forrest med CO2-afgifter og sidenhen k resten af nationen til at følge efter.

David Hochschild vil gerne tænke på Californien som en rugekasse for fremtidens grønne teknologi og fremtidens grønne energipolitik. Han og kollegerne får ofte besøg af delegationer af politikere fra andre lande, der håber at lære noget, og han håber, at delstaten over for omverdenen kan være et slags “grøn energipostkort fra fremtiden”. Derfor bruger han en del mentale kræfter, siger han, på at tænke over alle de projekter, administrationen endnu ikke har sat i værk. For eksempel etablering af havvindmøller og litiumudvinding til batterier.

“Jeg har det, som om vi er i et kapløb med resten af verden. Men det er et kapløb, vi vil have, at alle vinder.”

Da vi er på vej ud af Hochschilds kontor, hører formanden om vores tur med elskolebus i Ukiah. Det får ham til at lyse op i et sidste amerikanersmil: Han har netop været til et kabinetsmøde med guvernøren, hvor de vedtog at give over 600 mio. kr. ekstra til at rulle elbusser ud på de californiske veje.


PÅ SIT KONTOR ARBEJDER RAJINDER SAHOTA
fra Californiens Styrelse for Luftressourcer videre med de praktiske foranstaltninger. Hun er knap så dreven inden for public relations og fortæller, at hun kun kommer i tanke om interessen fra omverdenen, når kommunikationsafdelingen beder hende tale med journalister fra udlandet og resten af USA.

Ellers handler hendes typisk lange arbejdsdage om at udarbejde rapporter, briefe politikere og holde stand mod de industrier, der synes, tingene går for stærkt. En del af Rajinder Sahotas jobbeskrivelse er at modtage en lind strøm af protester, indsigelser og søgsmål fra den sorte energisektor.

“Det er vores arbejde at få olie- og gasindustrien ud af Californien,” siger hun. “Det er deres marked, selvfølgelig kæmper de for det. Men til syvende og sidst skal de ikke være her.”

Over hele verden og på alle politiske niveauer er det embedsmænd som Rajinder Sahota, der udkæmper de slag, som generalerne – altså politikerne – dikterer.

Hun har ikke tid til at løbe sejrsrunder i pressen, for der er altid en ny deadline om hjørnet. Sahota kommer dog i tanke om et enkelt tidspunkt, hvor hun og kollegerne tillod sig at stoppe op. Det var tilbage i 2016 – dengang de passerede målene for 2020.

“Vi sagde til os selv: ‘Kan du huske, da vi begyndte for ti år siden og troede, det aldrig skulle lykkes?’ Der er nogle milepæle, hvor vi lige kan træde et skridt tilbage og sige: ‘Hold da helt op: Vi gjorde noget – og det virkede virkelig.’”


CALIFORNIEN ER USA’S FOLKERIGESTE DELSTAT
og har en økonomi langt større end mange europæiske lande. Derfor kan det måske virke indlysende, at californierne kan gøre en forskel på egen hånd. Men meget mindre politiske enheder kan også rykke klimadagsordenen fremad, så det virkelig batter noget. Især hvis de rotter sig sammen.

Til glæde for alle, der kerer sig om klimaet, har et stigende antal byer de senere år knyttet sig sammen i fællesskaber, hvor de kan dele viden og klimaløsninger på tværs af landegrænser. Det hjælper borgmestrene til at rykke hurtigere – langt hurtigere – end de kunne gøre hver for sig. Det konstaterede vi ved selvsyn, da en lang række af verdens mest klimaambitiøse borgmestre gæstede Danmarks hovedstad midt under vores research til bogen her.


EN TUNG REGN SILER NED OVER KØBENHAVN
og får klimaforandringerne til at føles nærværende. Senere skal det vise sig, at landet be nder sig midt i det vådeste efterår nogensinde registreret.

Nær Københavns gamle, rødmurede rådhus fra det 20. århundredes begyndelse er tusinder af aktivister stimlet sammen til ‘Folkets Klimamarch’ med masser af bannere, fællesråb og regntøj. De får følgeskab af en helt særlig forsamling af politikere og embedsfolk, som stiller sig på aktivisternes side.

Gennem tre dage har København været vært for et internationalt borgmestertopmøde arrangeret af C40, en international sammenslutning af byer, der gerne vil bidrage til den grønne omstilling. Ved mødets afslutning sluttede de este af de knap 100 delegationer sig til klimaaktivisterne og deres regnvåde krav om hastige forandringer.

En af de borgmestre, som trodser regnen, er Antônio Carlos Magalhães Neto fra den tropevarme brasilianske kystby Salvador. Halvanden time forinden har han deltaget i topmødets allersidste paneldebat under overskriften ‘Hvordan ser den fremtid, vi ønsker os, ud?’ Blandt de andre paneldeltagere var en af de unge aktivister fra skolestrejkebevægelsen Fridays for Future, og panelet debatterede blandt andet, hvad aktivister og myndigheder kan lære af hinanden. Der var enighed om, at de unge skal blive ved med at presse på – og at myndighederne er nødt til at lytte.

“Hvis vi arbejder sammen, kan vi lægge planer for en meget anderledes fremtid for menneskeheden,” konkluderede Antônio Carlos Magalhães Neto, som også havde en markant ny målsætning for sin by med til topmødet: 

“Når Salvador fylder 500 år i 2049, skal den være CO2-neutral.”

Salvador har allerede taget adskillige konkrete skridt mod en mere klimavenlig fremtid. Bystyret giver skattefradrag til indbyggere, der installerer solceller på deres huse, og planter tusindvis af træer byen rundt. Borgmester Neto har været byens overhoved siden 2012 og har hentet inspirationen i klimaambitiøse byer som New York City, Seoul, London og Sydney.


ÅRET 2007 VAR ET VENDEPUNKT I MENNESKETS UDVIKLING
. For første gang levede ere af os i byer end på landet – og siden er andelen kun steget. I 2050 vil andelen af byboere være oppe nær 70 pct., vurderer demograferne. Ved århundredets afslutning vil vi nå 85 pct. Og byernes andel af drivhusgasudledningerne bevæger sig naturligt nok samme vej som indbyggertallene.

Det gør alt sammen C40 til en vigtig aktør. Sammenslutningens medlemmer huser omkring en ottendedel af verdens befolkning, og blandt de 94 medlemsbyer finder man de ni mest CO2-udledende byer i verden. De har trods deres forurening fået en plads ved bordet, fordi deres klimaplaner for fremtiden er ambitiøse.

Byer er nemlig mindst lige så meget en løsning på klimaproblemet, som de er et problem. Folk, der bor oven på hinanden i etagebyggerier, optager mindre plads end folk i huse på landet. O entlig transport fungerer bedre, når folk bor tæt, og det samme gælder energiløsninger som de ernvarmesystemer, vi hørte om tidligere i bogen.

Samtidig er det byerne, der heftigst mærker konsekvenserne af udledningerne af drivhusgas. Store byer er ofte placeret ved kyster eller oder og oplever derfor stigende vandstande før andre. Hele 98 pct. af C40-medlemmerne opfatter sig som sårbare over for klimaforandringerne, og syv ud af ti oplever allerede konsekvenser af dem. Det gør behovet for handling mere akut. I 2016 satte C40-byerne sig for, at deres samlede CO2-udslip skulle toppe i 2020. Næste mål er en halvering i 2030.

“Vi har brug for, at hver eneste by tager de nødvendige skridt,” sagde C40’s direktør Mark Watts med alvorlig mine under topmødet i København.


C40’S ENESTE MISSION ER AT HJÆLPE VERDENS BYER
med at trappe klimaindsatsen op. Medlemsbyerne deler konkrete løsninger og viden om mulige faldgruber, og det samme sker i en hel række lignende bynetværk med fokus på klima og bæredygtighed, der har fået stadig mere momentum i dette årtusind. Det er netværk med navne som ICLEI, United Cities and Local Governments og The Climate Alliance (der også tæller ngo’er og organisationer). Den største sammenslutning er The Global Covenant of Mayors for Climate & Energy med 7.100 medlemsbyer i 119 lande – den nyeste er Carbon Neutral Cities Alliance, et eksklusivt selskab af 19 storbyer, som alle vil være CO2-neutrale i 2050.

Bynetværkene ved godt, hvor afgørende de er, hvis det skal lykkes verden at nå at standse temperaturstigningerne. De senere år har de i stigende grad kritiseret deres landes nationale regeringer for langsommelighed. FN’s generalsekretær, António Guterres, bakker dem op – til topmødet i København erklærede han, at byerne bør fylde mere i FN:

“Byer er afgørende vigtige, og de er i høj grad der, hvor klimakampen vil blive vundet – eller tabt.”

Inden for C40 arbejder byerne rent faktisk efter samme model som FN-landene: Byerne indgår fælles aftaler om alt fra ren luft til CO2-neutralitet, og bagefter forventer netværket løbende fremskridt. Samtidig er der noget skrappere sanktioner. Hvis en by ikke lever op til sine forpligtelser, kan den først få et gult kort, der sætter den uden for ind ydelse i et år. Står tingene fortsat stille i ‘karantæneperioden’, bliver byen ekskluderet. Det er senest sket for Cairo, Basel og Mumbai.

Samtidig er der dog forståelse for, at de rige byer kan og bør tage de største skridt. København har for tiden den mest aggressive målsætning inden for C40 med et mål om CO2-neutralitet allerede i 2025, og så kan andre ellers følge efter.

Når målene er sat, kommer vidensdelingen ind i billedet. Og det går stærkt. C40-direktøren Mark Watts’ yndlingseksempel er elbusser. Dem var der i 2010 sølle 100 af i netværket, der dengang talte 40 byer.

“I dag,” siger han og holder en kunstpause, “ ... er der 66.000.”

Inspirationen kom i dette tilfælde fra de kinesiske medlemsbyer. Omvendt har København været med til at sprede bycykler til resten af verden. I 2006 havde seks medlemsbyer sådan et tilbud; ved dette årtis begyndelse var det 82. Så sent som i 2009 havde blot tre byer erklæret, at deres mål var 100 pct. grøn elektricitet inden 2030 – ti år senere var tallet oppe på 24.

Når man taler med C40-repræsentanter, bliver vidensdelingen fremhævet igen og igen. Det er en enormt e ektiv måde at accelerere omstillingen på, fordi byerne slipper for at skulle op nde den dybe tallerken hver for sig. Viden om faldgruberne – altså andres vildskud og fejlslagne projekter i jagten på en grønnere by – er mindst lige så meget værd. De, der er gået forrest, kan advare dem, der kommer efter, om alle blindgyderne. I praksis betyder det, at alle kan bevæge sig næsten dobbelt så hurtigt fremad, lyder analysen fra C40’s administrative kontor.

Søsterorganisationen ICLEI arbejder på samme måde, og tilsammen kan de to bysammenslutninger fremvise en lang liste af eksempler på, hvordan byer har lært af hinanden. De europæiske byer lærte som nævnt om elbusser af de kinesiske. De store sydamerikanske byer, derunder Salvador, udrullede Bus Rapid Transit-systemer, hvor den o entlige transport forbedres markant ved at reservere bestemte vejbaner til busser, på baggrund af strålende erfaringer fra Curitiba, Brasilien. Amerikanske Portland har lært om grønne lån til nansiering af klimavenlige projekter af Johannesburg i Sydafrika. KwaDukuza i Sydafrika har lært om grøn offentlig transport af Helsinki. Recife i Brasilien har lært at plante vegetation oven på byens tage af København. Det sidste skete efter et besøg i byen.

“Efter at have set det implementerede Recife-borgmesteren med det samme en politik for grønne tage i sin by. Det var et direkte resultat: Man ser en god idé, tager politisk lederskab og implementerer den,” fortæller Maryke van Staden fra ICLEI.

I lande med begrænsede ambitioner på klimaområdet kan enkeltbyer alligevel rykke fremad, inspireret af byer i andre lande. Det gælder Jordans Amman, hvis borgmester har udtalt, at han – trods et årelangt ygtningepres fra nabolandet Syrien – er nødt til at bekæmpe klimaforandringer, fordi alle andre problemer er ligegyldige set i det store perspektiv. Det gælder Sydney i Australien, hvis nationale regering ofte kritiseres for manglende klimaambitioner. Og det gælder ikke mindst de amerikanske byer, der har trodset

Det Hvide Hus’ ønske om at skrue ned for landets klimaindsats. I 2019 satte Eric Garcetti sig for bordenden i C40 som formand. Han er borgmester i Los Angeles og har stillet sig i spidsen for de mange amerikanske byer, der ønsker at leve op til FN’s klimaambitioner.

Der findes vel næppe bedre eksempler end de amerikanske byer og delstater på, hvordan politikere på det borgernære niveau kan rykke klimadagsordenen fremad trods strid national modvind. Men man behøver altså ikke være politiker for at gøre en forskel. Helt almindelige borgere kan også. 

"Hvis vi vil" er skrevet af de tre Zetland-journalister Mads Nyvold, Rasmus Thirup Beck og Thomas Hebsgaard og udkommet på Gads Forlag.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR