En myte fortæller, at gamle hanelefanter intuitivt drager mod samme gravplads som deres forfædre, hvor de majestætisk afventer dødens kolde favntag.

De fleste, der arbejder med kommunikation, har formentlig haft en overvejelse om, hvorvidt de klassiske kommunikationsstrategier også burde sendes afsted mod elefantkirkegården, når man ser, hvad der har virket bedst i den igangværende amerikanske primærvalgkamp.

De amerikanske primær- og præsidentvalg har altid været den valplads, hvor nye innovative trends og tendenser indenfor kommunikation og kampagneteknik tages i anvendelse første gang. Howard Dean fik i sin tid greb i de unge via det nu hedengangne sociale medie Meetup, og Obama revitaliserede de klassiske dør til dør-kampagner og åbnede for sms-bidrag på ned til én dollar, endskønt de kostede mere at administrere, fordi de små donationer bandt vælgerne til hans projekt. Alle disse redskaber er sidenhen blevet nærstuderet og anvendt i valgkampe i Danmark – og resten af Europa.

I denne valgkamp synes den væsentligste nyskabelse ikke at være af teknisk karakter, men at Donald Trump i kraft af sin person kommunikerer dels om emner, dels med argumenter og et sprogbrug på en måde, som man ikke hidtil har oplevet.

Der findes næppe nogen kommunikationsrådgiver, som forud for primærvalgkampen ville anbefale den form, som Trump har valgt. Desuagtet er det svært at komme udenom, at det virker. Det har i hvert fald haft en vis gennemslagskraft og klangbund i det republikanske bagland.

Derfor er det selvsagt interessant at overveje, om det også er noget, som vi kommer til at se i Europa – og hvorvidt det virker på vore længdegrader. Og her er det jo nærliggende at kigge til den igangværende Brexit-afstemning i Storbrittannien.

Brexit uden Trump

Der er ingen tvivl om, at de to mest kendte kombattanter på nej-siden, UKIP-lederen Nigel Farage og Londons konservative borgmester, Boris Johnson, har en farverig og direkte måde at kommunikere på. Men det har de sådan set haft i adskillige år, og Trumps succes synes ikke at have ændret markant ved dette under Brexit-kampagnen.

Valgkampen frem mod folkeafstemningen den 23. juni blev først officielt skudt i gang den 15. april, og selvom der har været en lang optakt, hvor ja- og nej-siden har bekriget hinanden, så har der også været en del interne fægtninger mellem myriaden af grupperinger på begge sider, som har skullet finde deres interne positioner.

Nu er de to kampagner ”Britain Stronger in Europe” og ”Vote Leave” blevet officielt blåstemplet og vil derfor modtage langt mere offentlig støtte end de øvrige mindre kampagner. Hvorvidt det vil få Nigel Farage – som ikke er en officiel del af ”Leave” - til at skærpe retorikken yderligere, er stadig uvist. En sammenligning med Trump vil dog kræve, at man også bryder den grundlæggende politiske kommunikationsramme.

Debatten i Storbrittannien går – for både ja- og nej-siden – fortsat på: Hvis du stemmer ja/nej, så vil det gå dårligere/bedre på følgende (indsæt selv temaer) områder. Og ligeledes: Når modparten argumenterer indenfor samme ramme, så afvises det som værende skræmmekampagner / urealistiske skønmalerier.

Det er med andre ord stadig en kampagne, som foregår inden for rammerne af en fælles forståelse for, hvad befolkningen skal tage stilling til. Der er ikke noget, som tyder på, at denne ramme brydes af de ledende aktører i hverken den ene eller anden lejr.

Endelig kommer, at Trumps evne til at iscenesætte sig selv som anti-establishment ikke fuldstændig kan omsættes til den britiske Brexit-afstemning. På ja-siden står Konservative og Labour i fælles falanks, og selvom nej-siden er en mere broget buket, der både inkluderer nogle af socialismens stiveste tidsler og nationaltsindede UKIP-vælgere, så indbefatter det også den Eton-uddannede Boris Johnson.

”Der er tæt tåge over Den Engelske Kanal, så Kontinentet er nu isoleret”. Efter sigende er det en frase, som BBC-værter nyder at bruge, når vejrliget retfærdiggør det. Hvorvidt Brexit kommer til at isolere Kontinentet er umuligt at forudsige, men der er ikke noget som tyder på, at Trumps kommunikationsstrategi er kopieret i Storbrittannien – og heller ikke på, at den bliver det i Danmark.