Peter Sommer skipper ned af scenetrapperne og tonser ud foran den første række af parkerede biler. Halleluja! skråler han. Og publikum råber tilbage fra bilruder på klem.

- Vi vil så gerne ind i de der biler! udbryder troubadouren.

Han er iklædt flaskegrønt, dobbeltradet jakkesæt, og det er fredag aften på Tangkrogen i Aarhus. Peter Sommer spiller med sit band Tiggerne, men det er en anderledes oplevelse. For både kunstner og publikum.

- Hvor har vi set det her før? Er det i filmen Cars? spørger Peter Sommer retorisk.

Parkeringspladsen er næsten fuld. Men i stedet for tusind smilende ansigter, er det fronten på et par hundrede Ford, Volkswagen og Tesla, der stirrer tilbage. De fleste med tre-fire passagerer ombord.

Og bilerne er ikke det eneste underlige: Fra scenen er der stort set stille. Der er intet anlæg til at blæse ’Valby Bakke’ ud over pladsen. I stedet kommer koncerten ud via radio på 90,4 MHz i bilhøjtalerne.

Det skal vi måske vænne os til.

En dreng stikker hovedet op af soltaget på forældrenes Tesla og holder øje med en drone, der flyver rundt og filmer til P Scenens storskærm. På bagsædet er søsteren optaget af en slikkepind, mens resten af bilen nyder koncerten. Foto: Tobias Nicolai 

Livsnødvendigt
For der går endnu et stykke tid, før vi får lov at stå skulder ved skulder til koncerter og festivaler. Og det bliver heller ikke lige med det samme, at vi sidder tæt i biografen, teatret eller på stadion.

Kulturområdet er et af de hårdest ramte under coronakrisen. På trods af arrangementer som drive-in koncerter og fællessang på DR er der lang vej tilbage til der, hvor vi var. Det ved en mand som Statens Kunstfonds bestyrelsesleder, Michael Bojesen, alt om.

- Krisen gør det tydeligt, hvor vigtig kunst og kultur er. Vi savner de ting, vi nu ikke kan benytte os af, og som normalt fungerer som en slags eskapisme for os mennesker, siger han.

Og for tiden har mange af os brug for at flygte fra virkeligheden. Vi hører om fyringer, isolation og dødsfald dagligt. Så kunst- og kulturbranchen forsøger at genopfinde sig selv, så danskerne har et sted at flygte hen.

- Vi oplever ofte nogen, der mener, at kunsten ikke rigtig siger dem noget. Men i den her tid synes jeg, det er meget tydeligt, at det er kunst og kultur, som stort set alle savner på en eller anden måde. Vi taler ikke nødvendigvis om et abstrakt kunstværk på et museum, men om alle de kulturelle tiltag, der skaber fællesskab. Folk savner fællesskabet, siger Michael Bojesen.

- Det er en livsnødvendighed.

Dyt for livet
Bilerne dytter hver gang, Peter Sommer og Tiggerne afslutter en sang. Publikum må egentlig ikke. Det har de også fået at vide af arrangørerne bag koncerten. Alligevel presser folk hornet i bund i et primalt forsøg på at give noget tilbage til kunstnerne.

- Folk må ikke dytte. Men jeg tænker, at de få mennesker, der bor her, godt kan leve med det. Så fyr den af! siger Peter Sommer fra scenen.

En af naboerne ringer til P Scenen og klager over larmen. Backstage står arrangørerne og ryster bekymret på hovedet, hver gang publikum dytter. Situationen minder en smule om crowdsurfing til en almindelig rockkoncert: Man må ikke, men folk gør det alligevel.

Lidt senere popper en besked op på en fladskærm, der ligger for sangerens fødder.

- Lad venligst være med at dytte, læser Peter Sommer op for publikum.

Drive-in konceptet er ret nyt, så det er naturligt med ujævnheder, som stadig skal pudses af. Men det et godt tiltag, mener Michael Bojesen fra Statens Kunstfond.

- Der er stor styrke i det. Det viser jo, at vi har behov for at opleve noget ’live’, hvor kunsten opstår her og nu i mødet med publikum, siger han.

Han tror dog ikke, at konceptet er kommet for at blive.

- Hvis vi igen kommer til at kunne stå skulder ved skulder, tror jeg ikke, drive-in blive nødvendigt mere. Men jeg synes, det er et rigtig godt bud på noget her og nu.

Ind gennem forruden
På fladskærmen foran Peter Sommer dukker publikum op fra tid til anden. Det sker via et link på videomødeplatformen Zoom, hvor dem i bilerne logger på fra deres telefoner og livestreamer video op til sangeren. Så snakker Peter Sommer med dem og tager imod ønsker mellem numrene, hvilket bliver vist på scenens storskærme.

 - Det der Zoom synes jeg faktisk giver en fornemmelse af, hvad det er for nogle mennesker, der er her. Måske meget mere familier, end dem der normalt tager ud og ser sådan nogle koncerter som vores, forklarer Peter Sommer til Kommunen.dk

Da det sidste nummer slutter, går dytteriet amok sammen med en vild blinken fra bilerne. Folk strækker armene ud af vinduerne og vifter med telefoner, hvor blitzlyset er tændt.

Bag scenen jubler bandet, mens de løber ned af rampen. Det var fedt, det var anderledes, det var sjovt, griner de til hinanden.

Det synes Peter Sommer også.

- Jeg har jo ikke været nede i bilen. Hvilket jo for fanden næsten ville være det sjoveste at prøve. Både for at høre, hvor godt det lød og for at mærke, hvor langt der var op til os. Vi forsøger virkelig at være nede i de der biler og at komme ind forbi glasset ind gennem forruden. Det lød til, at vi lykkes. At folk følte sig set dernede.

Men der var også udfordringer.

- Det er jo øjenkontakten. Den mangler. Normalt når jeg spiller, har jeg øjenkontakt med 700 mennesker i løbet af en koncert. Bare i et sekund eller i et halvt sekund.

Og så var der lige det med dytteriet.

- Vi forbinder normalt et dythorn med fare, eller at nu skal du passe på, eller nu skal du kraftedeme flytte dig din idiot. Her bliver det et udtryk for glæde, siger Peter Sommer.

Forspild ej krisen
Michael Bojesen håber, at vi om 50 år kigger tilbage på 2020 og siger, at der her opstod nye kunstarter og nye måder at formidle kultur på.

- Men jeg tror ikke, de er kommet endnu. Kulturlivet sidder stadig i en form for granatchok. Man er meget optaget af, hvordan man bliver hjulpet igennem den her periode, og hvordan man bliver kompenseret, så man ikke går helt ned, siger han.

Han håber,  den nye kreative energi opstår, når der kommer styr på de økonomiske aspekter.

- Man skal jo aldrig lade en god krise gå tabt. Så jeg håber, at det netop er inden for kunst og kulturen, at man begynder at tænke anderledes, siger bestyrelseslederen.

Peter Sommer var også tilfreds med at afprøve et anderledes kunstformat. For når publikum ikke må stå skulder ved skulder, er det sådan set okay, at de parkerer kofanger ved kofanger.

- Jeg håber ikke, det er sådan for altid. Men jeg synes, det er fedt her og nu. Vi spiller musik, og det her er at spille musik, og hvis folk vil betale for at komme ind og høre det, så siger vi ja tak.