Kommunen.dk
MENU

Mange taber på aflyste festivaler: Godt givet ud hvis kommuner støtter

Kulturforsker Fabian Holt mener, kommuner har gode grunde til at holde hånden under aflyste festivaler. For der er mere på spil end bare end fest.

Mange taber på aflyste festivaler: Godt givet ud hvis kommuner støtter

Kulturforsker Fabian Holt mener, kommuner har gode grunde til at holde hånden under aflyste festivaler. For der er mere på spil end bare end fest.
Corona vil få nemme vilkår for at smitte under en festival som Smukfest. Aflysningerne af festivalerne kan skabe en negativ dominoeffekt, hvor mange foreninger og organisationer, der arbejder for godgørende formål, kan blive ramt
Corona vil få nemme vilkår for at smitte under en festival som Smukfest. Aflysningerne af festivalerne kan skabe en negativ dominoeffekt, hvor mange foreninger og organisationer, der arbejder for godgørende formål, kan blive ramt
Foto: Jens Hartmann Schmidt, Ritzau Scanpix

Om en måneds tid ville en sværm af mennesker vælte hegnet til de første festivalpladser og storme ind for at sætte telte op på tomme marker. Snart efter skulle den første en øl blive knappet op og tømt via ølbong. Herefter ville publikum begive sig mod scenerne for at skråle med på Lukas Graham, Volbeat og Taylor Swift.

Men mandag aften gik Mette Frederiksen (S) på skærmen.

- Til alle jer, der har arbejdet hårdt med at planlægge festivaler, markeder og andre store begivenheder hen over sommeren, har jeg desværre en alvorlig melding. Forbuddet mod store forsamlinger fastholdes til og med august.

Dermed bliver festivalerne det næste kulturtilbud i en lang række, som bukker under for coronakrisens hærgen. Og det skaber ikke kun problemer for festivalbranchen, forklarer lektor ved Roskilde Universitet Fabian Holt, som til efteråret forsvarer en doktordisputats om koncert- og festivalkulturens udvikling og rolle i samfundet.

- I mange år har festivaler været opfattet som blot en årlig fest, men faktisk har især musikfestivalen udviklet sig som den centrale ’institution’ for det store fællesskab i lokalsamfundet. Når festivalerne nu er aflyst, vil sommeren af mange føles som en kulturel kriseperiode, siger han.

  Sidste gang festivaler blev aflyst i så stor skala var i Tyskland under 2. Verdenskrig. Så det er en ret usædvanlig situation, vi står i

Han mener dog også, de fleste kan klare en enkelt sommer uden festivaler, og at der er forståelse for forbuddet.

- Men mens det for borgerne vil være et savn på kort sigt, bør kommunerne forholde sig til de langsigtede konsekvenser for lokalsamfundet. Hvad hvis de lokale festivaler dør og efter krisen erstattes af nogle få store internationalt ejede festivaler, der ikke er forankrede i lokalsamfundet?

Lever på oplevelsen

Aflysningerne vil nemlig gå værst ud over selve musik- og festivalbranchen, som kan lide store økonomiske tab i år. Udover musikerne, der skulle spille, rammer krisen også underleverandører og alle dem, der arbejder bag scenen og laver lyd- og lysproduktion.

Og et år uden festivaler skaber en længsel i befolkningen.

- For nogle vil det være en påmindelse om, hvor stor en betydning, festivaler har for livsglæden hele året. Dertil kommer de mange tusinde frivillige, som oplever et lokalt forankret arbejdsfællesskab, siger Fabian Holt.

 Og så er festivalen en meget billig model for at skabe kultur og fællesskab. Det vil derfor være godt givet ud at holde hånden under dem et år eller to.

Han påpeger, at det især vil gøre ondt for unge mennesker.

- For unge er behovet for at mødes i store forsamlinger med jævnaldrende stærkt. De har et stærkere eksistentielt behov for festivaler.

Dominoeffekt

Aflysningerne rammer også foreninger og organisationer i hele landet, for nu forsvinder det overskud, mange festivaler normalt donerer til godgørende formål. Det er penge, som blandt andet går til sociale projekter, nødhjælp og fodboldlejre.

Samtidig kan frivillige foreninger, der normalt driver fx madboder på festivalpladserne, ikke få den indtjening, de normalt har i sommeren, og som gør stor gavn hele året.

- Vi taler om alt fra bittesmå endagsfestivaler til de største festivaler med popmusik. Der er mange foreninger i lokalsamfundene, som er involverede i dem. Og selv de mindste foreninger vil nok mærke det, siger Fabian Holt.

På den måde forsvinder en lang række midler, som hjælper og skaber glæde for børn, unge, familier, ældre og udsatte personer hele året.

Støtte godt givet ud

Regeringen havde i forvejen lavet en kompensationsordning for arrangementer med mere end 1.000 deltagere. Her kan aflyste og udskudte festivaler, der skulle være holdt frem til 9. juni, få dækket omkostninger til blandt andet forudbetalte kunstnere og refusion af billetter.

  Festivalerne har historisk set vist sig at være vigtige for samfundets trivsel og evne til at rejse sig fra en krise

Mette Frederiksen sagde på pressemødet mandag, at man vil se på ordningen igen. Siden da er et flertal i folketinget også blevet enige om en støtteordning på 100 mio. kr. til at dække kunstneres tabte indtægter.

Sådan økonomisk hjælp giver god mening, forklarer Fabian Holt, der også mener, det kan være en idé med kommunal hjælp.

- Når der kommer en økonomisk krise, tænker mange nok, at festivalerne ikke bør have høj prioritet, for de er jo ikke nødvendige for samfundets overlevelse. Men festivalerne har historisk set vist sig at være vigtige for samfundets trivsel og evne til at rejse sig fra en krise, siger han og fortsætter:

- Og så er festivalen en meget billig model for at skabe kultur og fællesskab. Det vil derfor være godt givet ud at holde hånden under dem et år eller to.

Han kalder det en slags humanitær kulturstøtte.

- Der er ikke brug for permanent økonomisk støtte. Festivalerne vil nok vokse igen efter et par år.

Fabian Holt er lektor på Roskilde Universitet. Til efteråret forsvarer han sin doktordisputats om koncert- og festivalkulturens udvikling og rolle i samfundet Foto: Peter Hove Olesen, Ritzau Scanpix

Kriterier for hjælp

Hvis kommunerne vælger at støtte, bør de kigge grundigt på deres lokale festival. Fabian Holt foreslår, at man blandt andet prioriterer efter, hvor meget gavn festivalen gør for lokalsamfundet, og hvilken social betydning begivenheden har.

- En festivals værdi for lokalsamfundet er ikke afhængig af dens størrelse. Selvom en stor festival giver meget mediesynlighed, så kan små festivaler netop nu være vigtige, fordi synlighed er mindre vigtigt en fællesskabet, siger Fabian Holt.

Flere af de større, profitdrevne festivaler er helt eller delvist udenlandsk ejede. Her bliver overskuddet sjældent lagt i lokalområdet, men ender i stedet hos udenlandske aktionærer. Samtidig har flere af disse sagt farvel til foreninger, der driver burgerbaren, og skiftet dem ud med kommercielle aktører som restauranter.

- Hvis kommuner støtter festivaler, der ikke giver så mange penge tilbage til lokalsamfundet, så er det økonomiske argument for at støtte dem svagere, om end festivaler uanset ejerskab kan være socialt værdifulde og skabe pr-værdi for lokalområdet.

Historisk aflysning

Distortion havde allerede udskudt sin gadefestival i juni til den sidste weekend i august. I Silkeborg havde Hede Rytmer fundet alternative datoer klar i slutningen af august i tilfælde af, at der kom forbud mod festivaler i maj.

Men de to må nu finde nye datoer i efteråret eller helt droppe arrangementet.

- Sidste gang festivaler blev aflyst i så stor skala var i Tyskland under 2. Verdenskrig. Så det er en ret usædvanlig situation, vi står i, siger Fabian Holt.

Roskilde meldte ud mandag aften, at de først vender tilbage i 2021, og tirsdag eftermiddag gjorde Smukfest det samme.

Fabian Holt trøster med, at der historisk set sker en kulturopblomstring efter kriser. Dermed skal der nok blive rig mulighed for igen at finde ølbong’en frem og skråle med på ’For Evigt’.

- Og hvis nogle af festivalerne kan blive afholdt senere på sæsonen, vil det være en livsbekræftende oplevelse at deltage i efter sådan en krisetid.

De aflyste festivaler

Forbuddet mod forsamlinger er forlænget til at gælde til og med august. Det betyder, at langt de fleste festivaler bliver aflyst i år. Enkelte festivaler har allerede arbejdet med alternative datoer senere på året.

30. april - 3. maj - Spot Festival (Aarhus)

10. - 11. maj - Roskilde Unplugged - udskudt til september

21. - 22. maj - Midtfyns Festival (Ringe)

27. - 28. maj - Sjællandsfestivalen (Slagelse)

28. - 31. maj - Jelling Musikfestival

28. - 30. maj - Hede Rytmer (Silkeborg)

29. - 30. maj - Herning Rocker

29. - 31. maj - Heartland Festival (Egeskov Slot)

2. - 6. juni - Skive Festival

3. - 7. juni Distortion (København)

4. - 6. juni - Northside (Aarhus)

9. - 11. juni - Sølund Musik Festival (Skanderborg) - udskudt til 1.-3. september

11. - 13. juni Haze over Haarum (Harboøre)

13. juni - Rock under Broen (Middelfart)

13. juni - Rock i Frederikshavn

20. juni - Vandkraft (Holstebro)

17. - 20. juni - Copenhell

25. - 28- juni - Kløften Musikfestival (Haderslev)

25. - 27. juni - Tinderbox (Odense)

26. - 27. juni - Thy Rock

27. juni - 4. juli - Roskilde Festival

30. juni - 3. juli - Vilde Vulkaner Festival (Vordingborg)

1. - 4. juli - Nibe Festival

3. - 12. juli - Copenhagen Jazz Festival

9. - 11. juli - Vig festival

15. - 18. juli - Samsø Festival

16. - 18. juli - Musik i Lejet (Tisvildeleje)

16. - 26. juli - Grøn Koncert

18. - 25. juli - Langelandsfestivalen (Rudkøbing)

22. - 26. juli - Nakkefestival (Rørvig)

23. - 26. juli - Open Air Varde

29. juli - 1. august - Bork Havn Musikfestival

30. juli - 1. august - Frederikssund Festival

30. juli - 1. august - Handsted Live (Svendborg)

30. juli - 1. august - Ringsted Festival

30. juli - 1. august - Grimfest (Aarhus)

30. juli - 1. august - Alive Festival (Thisted)

31. juli - 1. august - Vestpark Festival (Langå)

31. juli - 2. august - Ekko Festival (Herlufmagle)

2. - 9. august - Smukfest (Skanderborg) 

7. - 8. august - Kalundborg Rocker

13. - 16. august - Wonderfestival (Allinge)

27. - 30. august - Tønder Festival

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR