Skiftende socialdemokratiske ledere har siden Dansk Folkepartis stiftelse i 1995 haft et DF-problem. Problemet består i al sin simpelhed i, at gamle trofaste arbejdervælgere søger ly hos populisterne i DF på grund af udlændinge- og retspolitiske holdningsforskelle. Denne vælgervandring blev startskuddet på en borgerlig storhedstid og valgsejr i 2001, der af DF og VK-regeringen fik det pompøse navn “systemskiftet”. Men meget er sket siden da. DF stormer stadig frem, men det er i højere grad Venstre, som er ved at få sig et DF-problem. Ser man på de seneste tal for vælgervandringer mellem partierne siden valget i 2011 hos Politiko, fremgår det, at DF stjæler cirka 145.000 vælgere fra Venstre, mens DF tager godt 75.000 stemmer fra S. Tallene er fra oktober 2014, hvor S lå til cirka 21 procent af de samlede stemmer, mens V lå til knap 25 procent. En lignende måling fra Megafon foretaget for tv2.dk i januar viser, at 13 procent af de danskere, der stemte Venstre ved valget i 2011, vil stemme DF i 2015.

I målingerne fra 19. april i år ligger S til 24,4 procent i et vægtet gennemsnit, mens V ligger til 22,7 procent. Derfor er det nærliggende at konkludere, at S faktisk har haft held til at vinde nogle vælgere tilbage fra DF, mens Venstre formentlig har afgivet mange stemmer til Kristian Thulesen Dahl. DF ligger til et resultat på knap 20 procent, hvilket er syv-otte procentpoint over sidste valgresultat.

Sympatien er væk

Der er andre tegn på, at DF og V i stadig stigende grad kæmper om de samme vælgere. Af en sympatimåling, som AB Analyse har foretaget for Kommunen, fremgår det, at DF-vælgerne har stor sympati for V, der scorer 5,5 på en 10-point-skala. DF-vælgere har selvfølgelig allermest sympati for eget parti, men til gengæld scorer S kun 3,1 hos DF-vælgere. Vender vi den rundt, scorer DF det laveste antal sympatipoint hos S-vælgerne af alle partier. Venstre-vælgerne ser samtidig DF som det mest sympatiske parti efter Lars Løkke & Co.  Argumenterne for, at de tilbageværende S-vælgere har nemt ved at stemme DF, er så at sige i opløsning, og meget taler for, at vandringen fra S til DF ikke længere er Helle Thornings primære problem. Tallene er logisk underlægningsmusik til den nuværende situation, hvor S går frem i meningsmålingerne og blokkene ligger stadig tættere. Lars Løkke har dog erkendt, at hvis han skal kunne regere med et selvbevidst DF ved sin side, så er blå blok nødt til at mødes omkring en række mærkesager. Løkke har nok problemer med utydelighed, da han ikke kan forklare i konkrete termer, hvad nulvækst og et moderne kontantshjælpsloft betyder. Derfor gik LA, DF, V og K ud med  seks sundhedsløfter i sidste uge - formentlig inspireret af den svenske borgerlige blok, der under aliaset ‘Alliansen’ i årevis signalerede borgerlig samling og fik otte års regeringstid som belønning.

Glem uenigheden

Sundhedsløfterne skal helst overskygge uenighederne om størrelsen på den offentlige sektor, hvor DF har et ønske om 0,8 procents vækst, mens Venstre ønsker nulvækst. Liberal Alliance ønsker decideret minusvækst. LA-leder Anders Samuelsen taler samtidig stadig varmere for en borgerlig regering med deltagelse af DF, V, LA og K. Og Samuelsen har også forsøgt at dæmpe angsten i den borgerlige lejr ved at udstede jobgarantier til offentligt ansatte. Den konservative leder Søren Pape ser imidlertid ud til at have satset hele butikken på STOP-kampagnen, hvor man reelt går på rov hos DF. Faren ligger imidlertid i, at K-vælgere faktisk har stor sympati for De Radikale i Kommunens måling, hvilket reelt betyder, at en konservativ valgfiasko kan koste Lars Løkke valgsejren. I et vægtet gennemsnit fra 19. april ligger K til fire procent af stemmerne. En enkelt Voxmeter-måling sender K ned på 2,9 procent. Og så er vi tilbage ved Venstres DF-problem. DF’s fremkomst har altid været en fordel for Venstre i den forstand, at DF kunne vinde vælgere fra fjenden. Men et DF på størrelse med Venstre giver en helt anden hovedpine hos Lars Løkke. Kristian Thulesen Dahl behøver ikke længere tage til takke med symbolpolitiske gaver på rets- og udlændingeområdet, som tilfældet var i 00’erne. Faktisk er DF i eller udenfor regering nødt til at vise, at man kan levere resultater på de store linjer med en borgerlig regering. Og de resultater betyder i DF-vælgernes optik formentlig små reformer og tryghed omkring bevillingerne til den offentlige sektor. Lars Løkke kan ende som statsminister for en regering, der næsten kun kan være en skuffende oplevelse for alle involverede, akkurat som S-SF-R-regeringen var det for rød blok. Men Venstre-formanden tør formentlig slet ikke føle sig sikker på noget som helst. Han har dog  en klar interesse i at tale sin gamle partner i VK-alliancen op, så nulvækstfronten står så stærkt som muligt.