Inger Støjbergs rigsretssag og efterfølgende udstødelse af Folketinget er vævet grundigt sammen med Dansk Folkepartis ledelseskrise. Ikke kun fordi hun har været nævnt som en slags frelserkandidat til formandsposten, men også fordi hendes skæbne kan få betydning, hvis partiformandsposten tilfalder Morten Messerschmidt.

Østre Landsrets annullering af byretsdommen over ham har givet Morten Messerschmidt ny juridisk luft og alene på grund af den forlængede udsigt til en endelig dom nedtonet spørgsmålet, om partiets vedtægter levner mulighed for i påkommende tilfælde at gøre hans sekundant Peter Kofod til formand i stedet. Det er der nu masser af tid til at få klaret, hvis det bliver nødvendigt.

Løsningen blev nævnt af Morten Messerschmidt selv som en del af pakken, da han annoncerede sit kandidatur til formandsposten. En fastlagt arvefølge, “hvis den verserende sag imod Morten skulle få betydning for hans formandskab”, som det hed.

Idet betydningen i givet fald skulle være, at Folketinget efter en endelig dom vil kende ham uværdig og sende ham samme vej som Støjberg ud af Folketinget. Om det vil ske, har udstødelsen af Inger Støjberg paradoksalt nok skabt tvivl om, i hvert fald hvis man tager partierne på ordet.

I betænkningen fra Folketingets Udvalg til Valgs Prøvelse, der efter rigsretsdommen på 60 dages fængsel anbefalede at frakende Inger Støjberg hendes valgbarhed, kæder både Socialdemokratiet, Venstre, SF og De Konservative uværdigheden direkte sammen med, at dommen er ubetinget. Og også med valgbarhedsreglerne for byråds- og regionsrådsmedlemmer.

Med forskelligt ordvalg hedder det dels, at “det er uforeneligt med hvervet som folketingsmedlem at have fået en ubetinget fængselsdom”, dels at Folketinget for nogle år siden fastsatte regler for “kommunal- og regionsrådsmedlemmer, som mister deres valgbarhed i forbindelse med en ubetinget fængselsstraf”. Altså en slags konsekvensbetragtning om, at når det nu er sådan for de lokalt valgte, så må det også være sådan for folketingsmedlemmer.

Men reglerne på det kommunale og regionale område er ikke sådan. De skelner ikke mellem betinget og ubetinget frihedsstraf. Begge dele koster valgbarheden.

Man kan kun gætte på hvorfor de nævnte partier så udtrykkeligt hæftede sig ved ubetingetheden. Det kunne være for at stive sig selv af i en menneskeligt set ubehagelig stillingtagen til en politisk kollega, og det kunne for den sags skyld være, fordi deres kendskab til de kommunale og regionale regler ikke er bedre end det.

Bedste gæt er nok førstnævnte, for ellers var de nok blevet retledt af De Radikale, der som eneste parti henviste korrekt til de kommunale og regionale regler uden skelnen mellem betinget eller ubetinget, men blot nævnte “fængselsstraf” som afgørende. Den tredje mulighed, at partierne ville lade nåde gå for ret, hvis straffen havde været betinget, behøver man ikke gætte på. Den vil blive afprøvet, hvis Morten Messerschmidt igen får en betinget dom i sin nye retssag.

Ingen tvivl om, at både Socialdemokratiet, Venstre, SF og De Konservative til den tid vil blive mindet om, at de i Støjbergs tilfælde lagde så megen vægt på, at hendes straf var ubetinget. Det spændende bliver så, om/hvordan de vil snakke sig ud af det, eller om de virkelig vil lægge sig fast på, at man i Folketinget sagtens kan have medlemmer, der er lidt mindre fine i kanten end i byrådene og regionsrådene. Måske var det bare ubetinget ugennemtænkt.