Lars Løkke Rasmussen er blandt meget andet en sproglig fornyer. Hvem husker ikke talen om “mere mindre” og “mindre mindre”, eller dengang han fortabte sig i forskellen mellem holdning og standpunkt.

I Moderaternes partiprogram stod han fadder til begrebet top-topskat, der senere blev forfremmet til at være en del af regeringsgrundlaget, og her forleden trumfede han det med at kalde Stine Bosse spids-spidskandidat til EP24 (idet sønnen Bergur så er enkeltspids).

Meget kreativt, bestemt, men nu er det vist også på tide at bede om “mindre mere” af den skuffe.

Den politiske armlægning om top-topskatten finder først og fremmest sted mellem Venstre og Liberal Alliance, der blandt andet skændes om ultimativiteten i hver deres kriterier for at gå ind i en skattereform. V kalder det træklatring, at LA har undsagt top-topskatten, mens LA på sin side ikke har kunnet aftvinge V et svar på, om V står lige så ultimativt fast på den modsatte position.

Skiftevis underholdende - se videoerne med bøger med blanke sider fra først Alex Vanopslagh og modsvaret fra Jan E. Jørgensen - og lidt trættende, fordi alle ved, at begge parter udmærket forstår modpartens bevæggrunde, og hvorfor de ikke kan rokke sig fra dem, indtil de måske lige pludselig gør det alligevel. Det er som bekendt sådan, aftaler bliver til.

Hvad angår spids-spidskandidat Stine Bosse, har hun vist sig politisk gelassen ved at skifte fra at have mistet respekten for Lars Løkke Rasmussen til nu at indskibe sig som formodet trækplaster for sammes europæiske fremstød. Hun omtales rutinemæssigt som “erhvervskvinde”, selv om hun, siden hun stoppede i Tryg, synes at have brugt hovedparten af sin tid på sociale medier og andre debatfora. Det er hendes kendthed herfra, der har overtrumfet sønnike, men det er indtil videre et åbent spørgsmål, om det rækker til at tiltrække vælgere, eller om hendes til tider lidt firkantede debatstil gør det modsatte.

Det samme kan man sige om justitsminister Peter Hummelgaards seneste forsøg på at legitimere regeringens foreslåede koran-med-mere-afbrændings-med-mere-forbud med en reference til, hvordan danske jøders religiøse artefakter blev reddet fra nazisterne under besættelsen. En sammenligning der er både historie- og proportionsløs og desuden en overtrædelse af Godwins Lov, ifølge hvilken den første, der trækker nazikortet, har tabt enhver diskussion.

Også Søren Pape Poulsen har sagt noget, der ikke var så godt. Det var på valgaftenen, men han er på det seneste blevet udtrykkeligt mindet om det af diverse konservative koryfæer af den slags, der ligesom Schlüter ikke er så konservative, at det gør noget. Flere af kritikerne er endda så lidt konservative, at de har meldt sig ud af partiet.

Når Søren Pape glæder sig over at være genindstillet af sit partis hovedbestyrelse til genvalg på formandsposten, så har det ganske vist ikke noget med Godwins Lov at gøre, men er et lige så sikkert taberargument. Man skal være glad for lidt for at finde trøst i noget, der ikke kan bestå ikke-testen.