I den muligvis truende sygeplejerskekonflikt er det gået en smule under radaren, at jordemødrene var endnu mere imod deres overenskomst, end sygeplejerskerne var imod deres. 64 pct. nej til forhandlingsresultatet i Jordemoderforeningen, 47 pct. nej i Dansk Sygeplejeråd.

Men jordemødrene valgte frivilligt at underkaste sig det overordnede afstemningsresultat for deres paraplyorganisation Akademikerne, hvor ja-procenten var overvældende 95 pct. Jordemoderforeningen indså kort sagt, at den stod alene og slugte det forhandlingsresultat, som dens medlemmer havde nedstemt. Når det kunne lade sig gøre, uden at der blev oprør, så er det, fordi jordemødrene nok var utilfredse, men ikke helt så meget i diskanten som sygeplejerskerne.

Blandt de andre fagforeninger i sygeplejerskernes paraplyorganisation Forhandlingsfællesskabet er den almindelige mening, at Dansk Sygeplejeråd begik en klar fejl ved at lade sine medlemmers vrede køre for langt ud uden at dæmpe den. Fremme ved afstemningen anbefalede Dansk Sygeplejeråd godt nok sine medlemmer at stemme ja, men begivenhedsforløbet op til da havde skabt sin egen inerti, så nej’et blev uundgåeligt.

Det blev med samme inerti også det efterfølgende konfliktvarsel, og det hele er et illustrativt eksempel på, hvad der kan ske, når begivenhederne tager magten. Selvforskyldt, er opfattelsen i de andre fagforeninger, som derfor heller ikke har noget større ønske om at hjælpe sygeplejerskerne ud af suppedasen.

For en suppedas er det. Når rammen for omkostningsudviklingen på lønsiden er landet på 6,75 pct. og bogstaveligt talt alle andre har sagt ja, så er døren lukket for flere penge til dem, der har sagt nej. Hvorfor? Fordi ellers vil alle jo naturligvis sige nej næste gang, så de kan få noget mere.

Det ved de også godt i Dansk Sygeplejeråds ledelse, og derfor er de genoptagne overenskomstforhandlinger, der højst kan give noget kosmetisk, ledsaget af en appel til Folketinget om at gribe ind og gøre noget ved grundvilkårene. Et brud med den ellers så anpriste danske model, hvorefter det er overladt til modparterne på arbejdsmarkedet at løse deres udestående selv.

I en tid hvor den klassiske fagbevægelse generelt døjer med vigende medlemstal, er det desuden lettere livsfarligt for en fagforening at stille sin manglende evne til at løse egne problemer til skue. Hvad er det så, man skal betale fagforeningenskontingent til, hvis ikke dét? Og hvor bliver argumentet mod de gule af, hvis de røde heller ikke kan klare en overenskomst på egen hånd?

At anråbelsen af Christiansborg alligevel har vakt en vis genklang hos nogle partier, bør ikke give sygeplejerskerne nogen særlige forhåbninger. For det første er den politiske sympati indtil videre mest uforpligtende, for det andet er der ikke et flertal for at gøre noget, og da slet ikke her og nu i den igangværende overenskomstsituation. Og endelig for det tredje skal sygeplejerskerne ikke tro, at de kan få noget for sig selv.

Straks da de milde toner lød fra venligtsindede partier, meldte både FOA og pædagogerne i BUPL sig på banen og ville også godt have, hvis der skulle falde noget af. Derved blev det endnu mere usandsynligt, end det i forvejen var. Bare at løfte sygeplejerskerne, hvis nogen virkelig ville når det kom til stykket, ville blive rasende dyrt. At tage endnu flere med ville hæve prisen yderligere, og alene derfor kommer det ikke til at ske. Heller ikke for sygeplejerskerne.

Derfor er der enten meget at tale om, eller også ikke rigtig noget at sige, i forhandlingerne i Forligsinstitutionen, hvortil bestræbelserne på at løse hårdknuden er henlagt. Det bedste man kan sige om situationen er, at også arbejdsgiverne er stærkt interesserede i at finde en løsning, selvom de ikke har penge med til det. Det har sygeplejerskerne, men de risikerer ligesom sidst at ende med en tømt strejkekasse og endnu større frustrationer, med mindre de finder en løsning, der ikke koster noget, og som medlemmerne kan lokkes til at stemme for.

Ellers bliver det dyre lærepenge. Ligesom det blev sidst, og da lærte de endda ikke lektien.