Kommuner risikerer at tildele borgere en lavere kontanthjælpssats, end de har krav på. 

I hvert fald hvis de gør, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) anviser i en orienteringsskrivelse til Ankestyrelsen og alle kommuner tilbage i juni.

- Man må håbe, at kommuner, der læser det, er i stand til at bruge deres sunde fornuft, siger professor i social- og forvaltningsret ved Aalborg Universitet John Klausen om styrelsens brev, som udlægger nye regler om, hvem der skal undtages de såkaldte opholds- og beskæftigelseskrav i lov om aktiv socialpolitik.

For gør kommunerne, som styrelsen skriver, kan de komme i karambolage med loven.

Krav mangler lovhjemmel

Problemet er, forklarer John Klausen, at Star “fuldstændig firkantet” skriver, at borgere, der er adopteret fra udlandet, skal dokumentere over for kommunen, at de er adopterede, når de søger kontanthjælp. 

Enten ved at fremvise en adoptionsbevilling eller en erklæring fra Ankestyrelsen. Gør de ikke det, skal kommunen træffe afgørelse om mindstesats.

Der er bare ét problem: Der er ikke lovhjemmel til det.

Nok er der tale om en såkaldt skærpet bevisbyrderegel, hvor kommunen kan bede borgeren om dokumentation, hvis der er tvivl om, hvorvidt vedkommende opfylder et givent krav.

Men det betyder ikke, at kommunen kan fravige forvaltningsrettens grundlæggende princip  – det såkaldte officialprincip, om at oplyse en sag tilstrækkeligt til, at der kan træffes en lovlig og rigtig afgørelse.

Og der er heller ikke krav om, at borgeren skal komme med bestemte dokumenter, fastslår John Klausen.

- Jeg savner enhver form for sund fornuft, siger han og påpeger, at der kan være situationer, hvor en anden del af den kommunale forvaltning allerede ligger inde med oplysningen, f.eks. i forbindelse med en tidligere børnesag.

Hvis kommuner i forvejen har oplysningen, men gør, som styrelsen skriver, vil de ifølge professoren “begå klare juridiske fejl”.

Han mener for så vidt ikke, der er noget i vejen med at spørge borgere, om de har en adoptionsbevilling. Det kan være den hurtigste og letteste måde at få oplyst en sag på. Det er bare ikke det, styrelsen skriver, bemærker han.

- Star går langt videre end loven, siger han.

Godt nok fremgår nogle af de ting, som Star skriver, også af bemærkningerne til lovforslaget, men i selve loven er der ikke grundlag for at fravige den almindelige forvaltningsret.

Tværtimod har kommunerne ansvar for, at en sag er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at der kan træffes en lovlig afgørelse. 

Og det skal ske så skånsomt som muligt, så man ikke pålægger borgerne flere byrder end nødvendigt, understreger han.

Bøvl på bagkant

Det er ikke kun borgere, men også kommuner, der får ekstraarbejde som følge af en rettelse i de nye regler om kontanthjælp.  

Efter et flertal i Folketinget sidste år besluttede at udvide beskæftigelseskravet, skulle alle personer, der er indrejst i riget siden 2. april 1968 – foruden at have opholdt sig lovligt i riget i sammenlagt ni ud af de seneste ti år – have haft et fuldtidsjob i to og et halvt år inden for den samme periode for at være undtaget den nye arbejdspligt og have ret til de højeste kontanthjælpssatser. 

Men blot et par uger inden de nye regler trådte i kraft 1. juli, blev partierne bag aftalen enige om at undtage bl.a. internationalt adopterede og børn født i udlandet af surrogatmødre eller af forældre, som er udsendt af staten. 

Ved samme lejlighed blev der indført en række undtagelser, hvor udlandsophold i visse situationer ikke regnes som ophold uden for riget.

Det er de undtagelser, der nu skal administreres efter, og det kan sætte borgere i risikozonen, hvis ikke kommunerne er vågne ved skrivebordene. 

Det er altid besværligt, når der laves undtagelser, fortæller centerchef ved Job, Sundhed og Ydelse i Aarhus Kommune Niels Munksgaard.

Ikke mindst, når det som i tilfældet her sker længe efter, at kommunerne har sendt agterskrivelser ud til tusindvis af borgere, for hvem ændringerne i kontanthjælpssystemet kan få stor betydning.

- Jeg ville da ønske, at undtagelserne havde været med i første hug. Det er både mere bøvlet og ressourcekrævende, at de kommer på bagkant, siger Niels Munksgaard.

Allerede inden 1. juli var kommunen i gang med at ringe og skrive til formodede adopterede borgere, og de første kopier af adoptionsbevillinger var begyndt at tikke ind.

I et andet tilfælde dukkede en borger op med sin fars gamle ansættelsespapirer fra den statslige institution, han havde været udsendt for, som dokumentation for sin undtagelse.

Famler sig frem

I Næstved Kommune, hvor landsformand for Kommunale Velfærdschefer Jakob Bigum Lundberg er direktør, har indtil videre tre-fire borgere i løbet af sommeren henvendt sig med henblik på at blive undtaget – alle med baggrund i at være adopteret. 

I alle tilfælde har kommunen hjulpet med at fremskaffe adoptionsbevillinger som dokumentation.

Det er administrativt besluttet, at man gerne hjælper, hvis der er behov for det, og det vil være en vurdering fra gang til gang, fortæller han.

- Hvis det er det, der skal til, for at den nødvendige dokumentation kan fremskaffes, så indhenter vi samtykke til at gøre det på deres vegne.

Her har man endnu ikke konkrete erfaringer med andre af de undtagede grupper, hvor Jakob Bigum Lundberg vurderer, at dokumentationsgrundlaget kan være mere “problematisk”.

- Hvad er det for en form for dokumentation, man skal have, hvis far og mor var udstationeret for 30 år siden og man selv kom med?, siger han.

Indtil videre er den eneste retningslinje, at man drøfter det med sin nærmeste leder, hvis der er usikkerhed omkring dokumentationen. 

- Lige nu famler vi os lidt frem og prøver at hjælpe og oplyse de borgere, der er i målgruppen, siger han.

Han fortæller, at kommunerne har haft stor opmærksomhed på de konsekvenser, det kan have for borgere at være omfattet af nye regler og nedsat ydelse. 

- Totalt set er det ikke mange borgere, det drejer sig om, men for de berørte, har det stor økonomisk betydning, og det kan være vanskeligt at fremskaffe dokumentation, der afgør, at man ikke er omfattet af bestemmelserne, siger han. 

Hjælp at hente

Der vil være tilfælde, hvor det er svært at skaffe endegyldige beviser, fortæller John Klausen, og så er det op til kommunerne at prøve at få oplyst sagen tilstrækkeligt. 

Efter de nye regler kan der f.eks. være personer, der skal undtages, fordi de på grund af udefrakommende og uforudsete omstændigheder har været forhindret i at vende hjem som planlagt.

- Hvis en borger kommer med den ene eller anden forklaring på, hvorfor de ikke kunne rejse hjem, må man i samarbejde med borgeren forsøge at få oplyst sagen, så man kan træffe en afgørelse, siger John Klausen.

Det er ifølge ham ofte den sværeste del af sagsbehandlingen, og det kræver kvalificeret personale at foretage en korrekt bevisbedømmelse af de indhentede oplysninger.

Han nævner en sag fra 2020, som kan give et praj om, hvilke beviskrav kommuner i hvert fald ikke kan stille til borgere. 

I det pågældende tilfælde havde en borger fået afslag på kontanthjælp, fordi personen ifølge kommunen og Ankestyrelsen ikke kunne dokumentere sit ophold i riget.

Men det skærpede beviskrav og den bevisbedømmelse, som Ankestyrelsen opererede med, var ifølge Folketingets ombudsmand uretmæssig, hvilket førte til ændret praksis og en ny principmeddelelse fra Ankestyrelsens side.

- Selvom det ikke er helt sammenligneligt, kan der være hjælp at hente her, siger John Klausen.

“Bemærkelsesværdigt” krav

I lyset af forvaltningsrettens grundlæggende princip om at oplyse en sag tilstrækkeligt til, at der kan træffes en lovlig og rigtig afgørelse – det såkaldte officialprincip – finder Jakob Bigum Lundberg det “meget bemærkelsesværdigt”, at man overhovedet pålægger borgere at føre bevis for, at de er adopteret, når det er en oplysning, staten ligger inde med.

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor vi lægger den byrde over på borgerne, siger han.

Kommunen.dk har tidligere beskrevet, hvordan alene undtagelsen af adopterede, fører til ekstra administration i kommunerne. 

Fordi det ikke fremgår af nogen registre, om man er internationalt adopteret, kan man ikke automatisk si berørte borgere fra. 

Så uanset hvordan og hvem, der pålægges at dokumentere den enkeltes adoption, bliver det en håndholdt øvelse.

I Næstved agter man at følge Stars anvisning. Men man vil strække sig langt for at undgå at træffe afgørelser, der er til ugunst for borgerne.

- Jeg forestiller mig, at vi vil prøve at afsøge alle muligheder, før vi når til at træffe en afgørelse om laveste sats, siger han.

Hvad mener du om, at styrelsen instruerer kommunerne til at handle på en måde, som der ikke er lovhjemmel til?

- Vi bliver nødt til at følge de retningslinjer, vi får fra styrelsen, så hvis styrelsen ikke har hjemmel til den vejledning, som de giver, skal det afklares hurtigst muligt. Indtil da, bliver vi nødt til at følge retningslinjerne, siger Jakob Bigum Lundberg.

Til Kommunen.dk oplyser Star, at styrelsen er enig i med John Klausen i, at kommunerne ikke skal kræve en adoptionsbevilling eller en erklæring fra Ankestyrelsen for at sikre, at en adoption er dokumenteret. 

“Hvis kommunen allerede har dokumentation for adoptionen, eller borgeren på anden måde kan dokumentere adoptionen, vil det være tilstrækkeligt,” lyder det i et skriftligt svar fra styrelsen.

Når man har valgt at rådgive særskilt om adoptionsbevilling eller erklæring fra Ankestyrelsen i den udsendte vejledning, er det, “fordi det er en oplagt og sikker dokumentation, hvis der ikke er anden dokumentation.”

Kommunen.dk har spurgt, om styrelsen agter at ændre sin vejledning til kommunerne og Ankestyrelsen. Til det svarer styrelsen, at den “løbende vil vurdere, hvorvidt vejledningen giver anledning til tvivl om sagsprocessen for behandlingen af sager med personer, der er indrejst som mindreårige til Riget og, om der kan være behov for justeringer.”