Så når 10.000 borgere efter planen næste år får nedsat deres ydelse, vil mange ikke længere have råd til at blive i deres hjem, frygter interesse- og brancheorganisationen for de almene boligorganisationer BL.

- Hvis huslejen ikke kan betales, kan boligorganisationerne i værste fald blive tvunget til at ophæve lejemålet, så beboere og familier er nødt til at flytte ud, siger viceadministrerende direktør i BL Solveig Råberg Tingey. 

Den bekymring deler seniorforsker ved Vive, Lars Benjaminsen, der forsker i udsathed og hjemløshed, for borgere på kontanthjælpsydelser har generelt en presset økonomi. Derfor er det sandsynligt, at sænkede ydelser vil øge risikoen for udsættelser, mener han. 

Det har store økonomiske, sociale og menneskelige omkostninger for den enkelte at blive sat ud af sit hjem, og samtidig koster en udsættelse typisk omkring 53.000 og 54.000 kr. for henholdsvis en kommune og en boligforening, fortæller Solveig Råberg Tingey.

- Men den højeste pris er den menneskelige, siger hun.

Mangel på billige boliger

Bekymringen er opstået i kølvandet på et lovudkast med baggrund i den politiske ”Aftale om skærpede optjeningsregler for kontanthjælp”, som vil sende personerne i gruppen ned på kontanthjælpssystemets laveste sats - selvforsørgelses-, hjemrejse- eller overgangsydelse (SHO-ydelse), fordi de efter den påtænkte lovændring bliver omfattet af det såkaldte beskæftigelseskrav (fuldtidsbeskæftigelse i mindst to og et halvt år inden for de seneste 10 år). Et krav som de ikke lever op til. 

Ændringen berører især personer af ikke-vestlig herkomst, som skønnes at udgøre 89 pct. af gruppen. Ifølge BL bor 65 pct. af alle kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere med indvandrerbaggrund i almen bolig, og organisationen vurderer, at godt 6.300 af dem vil blive berørt.

Mens Beskæftigelsesministeriet regner med en månedlig husleje på 4.500 kr. for enlige uden børn - svarende til medianhuslejen for enlige kontanthjælpsmodtagere, vurderer BL, at enlige på SHO-ydelse højst kan betale en husleje på 3.000 kr. pr. måned.

Med en nedgang i den disponible indkomst fra 11.000 kr. til 6.100 kr., som gruppens enlige voksne over 30 år kan se frem til, vil der under alle omstændigheder ikke være meget tilbage til andre udgifter, når huslejen er betalt.

Reelt er langt de fleste af landets omkring 10.000 almene boliger med en husleje på højst 3.000 kr. ifølge BL slet ikke ledige, og efterspørgslen efter de billigste boliger er generelt høj. 

I forvejen er det svært for kommuner at finde tilstrækkeligt med billige boliger til folk med lave ydelser, og den udfordring risikerer at blive forstærket. Blandt andet er der aktuelt et stort behov for billige boliger til ukrainske flygtninge og hjemløse, så aftalen kan få konsekvenser, der rækker ud over dem, som den sigter mod, påpeger Solveig Råberg Tingey.

Kan presse folk ud i hjemløshed

Mens mange kommuner vil have særlig opmærksomhed på at skaffe boliger til familier med børn, bekymrer Lars Benjaminsen sig især for enlige voksne. 

- Hvis enlige, udsatte voksne får sat ydelsen ned, er jeg bekymret for, at det kan presse folk ud i hjemløshed, siger han.

Kommunerne har både pligt og incitament til at hjælpe socialt udsatte borgere i hjemløshed, og det er dyrt at have folk på herberg og forsorgshjem, slår han fast, men et øget pres på de billigste boliger gør det samtidig sværere at få folk ud af hjemløshed igen. Derfor risikerer de lavere ydelser at forstærke hele hjemløseproblemet.

I sit høringssvar forudser KL, at en del kommuner vil stå med “en meget stor udfordring” i forhold til at hjælpe borgere til en billigere bolig - særligt i de store byer, hvor der kan være langt mellem de billige boliger. Derfor er der behov for at finde løsninger, som sikrer midlertidig hjælp til de borgere og familier, der risikerer at stå uden bolig, fx i form af midlertidig indkvartering eller økonomisk støtte, lyder det.

I 2012 og 2016 henholdsvis introducerede og videreudviklede Rockwool Fondens Forskningsenhed et kortsigtet minimumsbudget, som er defineret ved, at det midlertidigt skal muliggøre et beskedent, men sundt liv med mulighed for at deltage i familie- og samfundsliv. Særligt enlige og par uden børn, som bliver sat ned på den laveste ydelse vil med SHO-ydelsens disponible indkomster komme til at ligge væsenligt under minimumsbudgettets niveauer.  

Og det er hverken nogen hensigtsmæssig eller realistisk løsning, at borgerne flytter til egne af landet, hvor der er større adgang til billige boliger, bemærker Lars Benjaminsen. Det vil dels efterlade yderkommuner med, hvad han kalder et “udsathedsproblem”, og desuden have store følger for de berørte. 

- Det vil være vanskeligt for borgere at få revet deres i forvejen sårbare liv op med rode, siger han.

Ifølge BL vil det være decideret kontraproduktivt, hvis de berørte kontanthjælpsmodtagere søger mod billigere boliger udenfor de større byer, hvor det kan være sværere at finde beskæftigelse.

Svært at afdække effekter

Det er ikke første gang, at borgere oplever markante reduktioner i ydelser, men det er ikke grundigt undersøgt, hvilke effekter det har på flyttemønstre og hjemløshed. 

Efter indførelsen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen med Jobreform fase I i 2016, lavede Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en analyse af de kortsigtede flyttemønstre blandt ydelsesmodtagere i kontanthjælpssystemet og fandt ikke tegn på øget flytning eller hjemløshed. 

Omvendt lød det i Finansministeriets evaluering af samme reform, at kontanthjælpsloftet kan have medført, at personer i kontanthjælpssystemet flyttede til en bolig med lavere husleje, da støtten til betaling af boligudgifter blev reduceret.

Ifølge AE Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det ikke usandsynligt, at der kan være effekter på flyttemønstrene på længere sigt, men de er svære at afdække.

I BL har tidligere reformer ikke direkte kunnet aflæses i form af flere udsættelser. Det tilskriver Solveig Råberg Tingey blandt andet, at boligorganisationerne er gået langt for at hjælpe beboerne med at finde billigere alternativer og hurtigt har ydet økonomisk rådgivning. 

Desværre er udfordringen med at finde alternative boligløsninger kun blevet større.

- Grunden til, at vi er mere bekymrede i dag, er, at ydelserne allerede er skåret ind til benet. Inflationen har været tårnhøj de seneste år, og leveomkostningerne er steget, siger Solveig Råberg Tingey.

- Selvom vi har betalelige boliger i den almene sektor, vil rådighedsbeløbet ved en lavere ydelse ikke være stort nok at leve for, siger hun.

Har andre udfordringer

Jane Østgaard Sørensen er boligsocial konsulent ved BL og faciliterer et netværk for de økonomiske rådgivere, som nogle boligorganisationer har valgt at ansætte. Ifølge hende har rådgiverne kun fået mere travlt gennem de fem-seks år, hun har fulgt netværket - senest i forbindelse med den høje inflation.   

Flere rådgivere beretter om beboere, der allerede har sparet alt overflødigt væk, og hvor det ikke længere er en mulighed at skære ned på måltiderne, fortæller hun.

Det er gratis og frivilligt for beboere at benytte sig af en økonomisk rådgiver, der eksempelvis kan hjælpe med at lave budget og skabe økonomisk overblik eller søge boligstøtte og andre tilskud. Som udgangspunkt handler rådgivningen om at sikre, at beboere, der fx er bagud med huslejen, kan blive i deres bolig.

Men rådgiverne møder ofte problemstillinger, der ligger ud over det økonomiske, fx fysisk og psykisk sygdom, isolation eller samlermani, hvor de forsøger at bygge bro til kommunale instanser. 

Lovændringen skal tilskynde gruppen til at komme i arbejde, men ifølge Beskæftigelsesministeriet skønnes blot en fjerdedel af de berørte personer at være job- eller uddannelsesparate.

BL henviser til, at mange af de borgere, som modtager kontanthjælp, har komplekse udfordringer, der gør det svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og appellerer til, at udviklingen i udsættelser i gruppen følges tæt.

- Vi mener, at de har brug for en anden og mere målrettet borgernær beskæftigelses- og uddannelsesindsats. At nedsætte deres ydelser, løser ikke problemet, siger Solveig Råberg Tingey.