En mandag morgen i februar 2024 gik TV 2 i luften med en historie om, at en række yngre elever gennem de seneste to år havde været udsat for blandt andet overgreb og vold begået af andre elever på skolen.

Borup-sagen, som vi kender den i dag, udviklede sig på kort tid til en regulær medieorkan og shitstorm. TV-stationer sendte live fra skolens parkeringspladser, medier oprettede liveblogs og bragte breaking-news, når der dukkede nyt frem, eller når der blev svaret på kritik. 

Kommentarsporene på de sociale medier glødede af raseri, hvor alt fra skoleleder og skolechef til borgmesteren blev krævet afskediget. Både nationale politikere og lokale borgere bidrog med brænde til bålet med nye holdninger og krav. 

Det var blevet til en regulær TV-serie i bedste sendetid, hvor medierne hver dag bragte nye detaljer. Rollerne var fordelt med kommunen og skolens ledelse som skurke. 

Sagen fra Borup er en af de cases, som Hans Mogensen bruger i sin nye bog, Møgsager og shitstorme. 

For ham er Borup-sagen ikke bare interessant som en enkeltsag, men også som et billede på den virkelighed, kommunerne står i, når kritiske sager i dag kan udvikle sig hurtigere, end nogen myndighed kan nå at skabe overblik.

- Vi oplever et helt andet mediebillede i dag end for få år siden. Nyhedsstrømmen er eksploderet, og medierne publicerer løbende nye versioner af historien i takt med nye informationer og nye kilder, der træder frem. Medierne venter ikke på, at det fulde billede tegner sig. Derfor udviklede Borup-sagen sig fra dag til dag, siger Hans Mogensen, der til daglig er kommunikationschef i Silkeborg Kommune.

Det gør, at man som myndighed ofte ikke har tid til at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, før man bliver ringet op for en kommentar.

- Og hvis man ikke kan komme med et hurtigt svar, går mikrofonen videre til nogen, der gerne vil sige noget. 

Borgerne går til medierne

Borup-sagen viste ikke blot, hvordan møgsagerne kan udfolde sig, men også hvordan de kan opstå, og hvordan medierne selv kan komme til at begå fejl. 

TV2 fik kritik for ikke at have hørt de krænkende børns side af sagen, og forældre kaldte anklagerne for løgn. Og TV2 erkendte senere, at det havde været forkert at bruge udtrykket ‘voldtægt’ og rettede tidligere artikler til, at det nu var ‘overgreb’. 

Senere viste en uvildig ekstern undersøgelse, at både skolen og kommunen havde handlet i overensstemmelse med reglerne, og at skolen havde overholdt sin underretningspligt i samtlige sager på nær én. 

Efter Borup-sagen reflekterede blandt andre Berlingske over forløbet, og hvad den sagde om medievirkeligheden. 

Det blev til en artikel med overskriften “Forældre viser deres magt over skolen. Nu ruller en ‘blodhævn’ over landet”. 

Her havde avisen blandt andet talt med en af de forældre, der tog kontakt til medierne og var med til at gøre det til et nationalt anliggende. Moren havde selv et barn i indskolingen på skolen, men ikke i en af de berørte klasser. 

“Medierne kan nogle ting, som vi ikke kan som almindelige borgere. I kan råbe nogle op. (...) Vi havde jo aldrig nogensinde nået ind til Folketinget, hvis det ikke havde været på grund af medierne,” sagde hun til Berlingske. 

Hans Mogensen ser ligeledes en tendens til, at frustrerede og vrede borgere i stigende grad ser både traditionelle og sociale medier som et redskab, når de oplever at have en sag. 

- Vi ser klart en tendens til, at stadig flere borgere går direkte til medierne eller lufter deres frustrationer på sociale medier, som så kan skabe en møgsag, i stedet for at gå i dialog med de ansvarlige.

Skandalernes tid

Den travle medievirkelighed, borgernes høje forventninger til velfærdssamfundet, vores ageren på sociale medier, samfundets strukturelle og vilde problemer samt ikke mindst de generelle rammer for kommunerne er alt sammen med til at skabe forudsætningerne for det både forskere og meningsdannere har kaldt skandalernes tid. 

Derfor er det svært helt at undgå, at skandaler opstår. 

-  Vi er mennesker, og mennesker begår fejl. Derfor er fejl uundgåelige i det offentlige.

- Vi bør arbejde på at opbygge en kultur, hvor vi kan tale åbent om vores fejl, så vi kan håndtere dem og forebygge fremadrettet. Vi skal møde borgerne og turde at stå ved vores fejl, fortæller Hans Mogensen. 

Men selvom vi lever i skandalernes tid, så aner Hans Mogensen dog også en tendens, der forsøger at gøre op med det. Han fremhæver blandt andet en konstruktiv journalistisk bølge. 

Derudover fremhæver han eksempelvis Mattias Tesfaye (S), der var børne- og undervisningsminister, da Borup-sagen udspillede sig. Her afstod han fristelsen for at vise sig handlekraftig og præsentere nye tiltag og lovgivning i kølvandet på skandalen, selvom flere politikere på Christiansborg krævede, at han skulle melde sig på banen.

I stedet manede han til ro, eftertænksomhed og at få undersøgt sagen til bunds først.

Også den tidligere ældreminister Mette Kierkgaard har i flere interviews gjort det klart, at hun ikke kom til at handle på enkeltsager. 

- Det er meget positivt, at der er nogle ministre, som ikke puster til ilden, siger Hans Mogensen, selvom der er et men: Mikrofonen bliverhurtigt givet videre til andre, der gerne vil puste til sagen. 

- Jeg er glad for, at der er en ny strømning mod mere konstruktiv journalistik og nogle politikere, der ikke per automatik handler på enkeltsager. Jeg håber derfor på en fremtid, hvor der er mere tid og plads til nuancerne, men lige nu bliver vi nødt til at forholde os til den medievirkelighed, vi oplever. 

Sig undskyld

Hvis Borup-sagen viser, hvor hurtigt en møgsag kan løbe fra en kommune, handler Hans Mogensens anbefalinger om det modsatte: at træde frem, tage ansvar og forsøge at genoprette relationen, før sagen bliver større end selve fejlen.

- Ret op på tingene, stil op og få det overstået. Det hjælper ikke at grave sig ned eller gemme sig bag tavshedspligten. En langstrakt afsløring er slidsomt og kan have enorme konsekvenser for både organisationen og personalet. 

Det handler om at forstå, hvad der er på spil, mener Hans Mogensen. 

Den måde myndighederne håndterer møgsager og shitstorme på er definerende for borgernes tillid til det offentlige. 

- Det er vigtigt at vi undgår den tredobbelte krise, hvor den første krise er selve handlingen, men hvor det efterfølgende bliver håndteringen og vores kommunikation, der bliver brændstof til sagen. 

Man skal derfor ikke undervurdere processen – selv når det ikke går borgernes vej. 

- Hvis borgerne skal gå meget ondt igennem for at få det, de mener de er berettiget til, så er de ofte ikke tilfredse selvom de får det. Men hvis de til gengæld føler, at de er blevet godt behandlet og blevet hørt, har de også nemmere ved at acceptere, at de ikke helt får det, de bad om.

- Jeg mødte en borgerrådgiver som fortalte, at 80 pct. af de sager hun fik ind, ikke handlede om sagernes indhold, men om måden, sagerne blev behandlet på. 

Derfor mener Hans Mogensen også, at man skal blive bedre til at sige undskyld. 

- En undskyldning skal gives på det rette tidspunkt for at reparere en relation, der er skadet mellem fx pårørende og et plejecenter eller nogle forældre og en skole. Hvis vi lykkedes med at genoprette relationen, er sidegevinsten ofte, at borgerne ikke går videre til klageinstanser, til journalister eller fortæller deres historie på de sociale medier.

- Jeg synes, at vi beklager for meget og siger undskyld for lidt.