Sprøjtemidler i halvdelen af vandboringer
Sprøjtemidler i halvdelen af vandboringer
Ingen ønsker at drikke vand med pesticidrester. Alligevel er der spor af uønskede forureninger i rekordmange af de danske vandboringer.
Der blev således i 2021 fundet pesticidrester i over halvdelen af drikkevandet.
Det viser tal, som Danmarks Naturfredningsforening har hentet fra den landsdækkende boringsdatabase, Jupiter. Mere præcist blev der sidste år fundet rester af sprøjtegift i 56,5 procent af alle aktive vandværksboringer. I 2020 var tallet 51,8.
Samtidig var grænseværdien for pesticidniveauet sidste år overskredet i 12 procent af de aktive vandværksboringer. I 2022 tegner det til at blive endnu værre. I de første tre måneder og ni dage i år blev der fundet rester af sprøjtegift i 65 procent af alle de analyserede aktive vandværksboringer.
Går vi blot tilbage til 2016, blev der fundet pesticidrester i 25,2 procent af de aktive boringer.
- Når vi ser på de seneste års fund af pesticider i drikkevandsboringer, kan vi se, at antallet af boringer med fund stiger år for år, siger geolog ved Danmarks Naturfredningsforening Walter Brüsch.
- Lige nu er de oppe på, at over halvdelen af alle drikkevandsboringer indeholder de her stoffer. De allerseneste tal viser, at vi nok kommer op på 60 procent.
Fortidens synder
En af årsagerne til stigningen er, at boringerne de seneste år er blevet analyseret for en række nye stoffer. Dermed har tidligere vandmagasiner været forurenet på et højere niveau end tidligere antaget.
Hos Danva, Dansk Vand- og Spildevandsforening, siger seniorkonsulent Claus Vangsgård, at niveauet dog på ingen måde er så højt, at vandet ikke bør drikkes.
- Vandværkerne leverer kun vand, der er vurderet af sundhedsmyndighederne. Boringer med et for højt niveau af pesticidrester tages ud af drift, og det er kun muligt at få dispensation, hvis niveauet ikke er sundhedsskadeligt.
Men når det er sagt, så vidner tallene ifølge Danva om, at det bliver sværere og sværere for vandværkerne og kommunerne at finde rent vand til forbrugerne.
På finansloven for i år er der afsat 170 millioner kroner til en drikkevandsfond, der skal hjælpe arbejdet på vej.
- Visse steder er det et godt tilskud, men det er langtfra nok, siger Claus Vangsgård.
Det vand, der kommer ud af hanerne, er mellem 30 og 50 år gammelt. Dermed stammer en del af pesticidresterne fra fortidens synder særligt i landbruget.
Men flere af de miljøfarlige stoffer, som vandværkerne i dag finder i grundvandet, stammer fra midler og produkter, der anvendes i dag, siger Claus Vangsgård.
- Vi har fået forbudt en række af de rigtig problematiske midler, men i princippet kan ethvert pesticid ryge i grundvandet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.