28. marts havde Danmark opbrugt de ressourcer, planeten kan producere til os i år. Herefter er alt, hvad vi bruger resten af året, overtræk på klodens ressourcekonto.

Det kan man godt blive modløs over. Eller man kan tage det som en opfordring til handling og nye, bedre veje. Selv er jeg tilhænger af sidstnævnte, for 28. marts giver nemlig anledning til, at vi genovervejer, hvad ressourcer egentlig er for en størrelse, forholder os aktivt til, hvor de kommer fra, og til hvordan vi bedst forvalter dem.

Den diskussion er stor, så lad os tage afsæt i en aktuel politisk sag, der berører os alle og som, gennem vores kommuner, påvirker vores økonomi. Sagen drejer sig om, hvordan vi forvalter de ressourcer, vi hver især ikke længere selv kan bruge. Til daglig kalder vi det “skrald” eller “affald”, men med de ord undervurderer vi, hvor værdifuld en ressource der egentlig er tale om.

Vores materielle forbrug har sin oprindelse i klodens natur. Nogle ting laves af råstoffer, som hverken fornyes eller genskabes, fx plast der laves af olie og en række metaller såsom litium, der bruges til batterier, og aluminium, der bruges til bl.a. stanniol, beholdere og bakker. Andre materialer er vedvarende i den forstand, at de kan produceres igen og igen. Træmasse til papir og bomuld til tekstiler er i denne kategori.

Vedvarende materialer slider også på planeten

Det betyder dog ikke, at produktionen af disse med vores nuværende metoder ikke slider på planeten. Vi bruger giftstoffer til at få større udbytte på marker, og enorme mængder ferskvand benyttes til vanding og produktion.

Mindre kendt er det måske, at vores moderne, højeffektive dyrkningsformer indebærer, at vi overudnytter jorden så meget, at den bliver udpint – og i værste fald ufrugtbar. Altså er ikke engang de vedvarende materialer bæredygtige med vores nuværende produktionsmetoder.

Det er altså sund fornuft, når vi genanvender de materialer, vi ikke længere bruger. Bedst er det selvfølgelig, når man kan fortsætte med at bruge en ting i sin oprindelige form. Fx ved at lappe bukser eller give bøger videre.

Når noget ikke længere kan bruges i sin originale form, er det næstbedste at materialerne bliver genanvendt til nye produkter. Glas kan nærmest genanvendes uendeligt uden kvalitetstab. Metal har også en høj genanvendelsesgrad, og det samme er i tiltagende grad tilfældet for plast og papir. Altså: Det affald, vi sorterer derhjemme, bliver faktisk genanvendt. Det betyder, at planeten skal yde lidt mindre til vores forbrug - og det burde spare vores pengepunge, da det jo er vores materialer vi sender videre i systemet.

Affald er også materialer

Så hvorfor betaler vi for at behandle det som affald? Det er, kort sagt, fordi vores nuværende regler begrænser kommunernes muligheder for at lave den indledende bearbejdning af de indsamlede materialer, og dermed sender vi fortjenesten videre.

Hvis vi var kvikke, så beskattede vi i højere grad forbrug af ressourcer, og i mindre grad arbejde, så alle fik et større incitament til at genanvende, og så vi sammen blev bedre til at udnytte vores fælles ressourcer.

Det er stik imod aftalens intentioner, og det er helt gak samfundsøkonomisk set. Incitamentet til grønne løsninger og mulighederne for medansvar i det globale overforbrug undermineres simpelthen.

Kommuner landet over brokker sig – med rette! – men for døve øren. Så frem for at blive modløs over overforbruget, så hermed en opfordring til at stå sammen med din kommune. Kræv, at vi ikke vil betale for at give vores gyldne skrald væk!