Det er efterhånden en bredt accepteret kendsgerning, at flere og flere danske unge er sårbare. At de er ramt af stress, ensomhed og mistrivsel. En rapport fra Børnerådet viser, at hver femte elev i 8. klasse ofte eller altid føler sig presset, og en Gallup-undersøgelse foretaget af Berlingske viser, at 50 pct. af unge mellem 18 og 35 år har følt sig ensomme under coronakrisen, der vel at mærke ikke er ovre endnu.

Det er deprimerende tal. Mildest talt. Men husk så, at det foreningsliv, der heldigvis findes i alle landets kommuner, allerede giver børn og unge mulighed for at udvikle sig i et trygt fællesskab. Et fællesskab, hvor der er plads til at begå fejl, blive stærkere og øve sig på at bruge sin stemme og indflydelse.

Ung til ung virker bedst

Foreningslivet danner ikke alene demokrater, men favner også børn og unge, der har brug for et trygt sted at vokse. Et sted at gro. Falde og rejse sig igen. Om det er de politiske ungdomsorganisationer, hos Sind Ungdom, Ventilen eller hos fx. spejderne eller natur- og miljøorganisationerne, så skabes der et unikt fællesskab, som ingen velmenende kommunale tilbud kan måle sig med. Når kun 29 pct. af udsatte unge, ifølge en undersøgelse af Tuborgfondet, dyrker faste fritidsaktiviteter, og når man samtidig kan se en sammenhæng mellem det at være foreningsaktiv og det at mene, at livet er godt, begynder et billede at tegne sig. Det tyder på et kæmpe potentiale, der blot venter på at blive indfriet.

Derfor er kulturpolitik også ungepolitik.

Og derfor bør I, det nye hold byrødder der netop er valgt ind over hele landet, også betragte netop folkeoplysningsområdet og rammevilkår for foreninger som en del af den kommunale kerneopgave.

Kulturpolitik er ungepolitik

Kommunalt kræver det god brugerinddragelse af lokalforeningerne i forhold til tilskudsregler. Det kræver nem adgang til foreningsfaciliteter. Og så kræver det, at kommunen har øje for at gøre sig tilgængelig, så de unge ved, at den også er til for dem og ikke kun for børn og ældre.

Foreningslivet kan bidrage til at afhjælpe de udfordringer, der tårner sig op blandt unge mennesker. Ensomheden, stressen og mistrivslen. Men det kræver kommunal vilje, og det kræver friske øjne på området.

Et eksempel er folkeoplysningsudvalgene, der kan have tendens til at være en endog meget lukket klub for det mere etablerede foreningsliv. Men det er ikke aftenskoler og hækleklubber, der tiltrækker unge, som de er flest. Det gør derimod aktiviteter tilrettelagt af unge for unge. Derfor er det afgørende, at den slags foreningsliv tilgodeses i endnu højere grad. Det kræver, at kommunen gør plads såvel fysisk som økonomisk. Det kræver, at kommunen betragter sig selv som et opsøgende serviceorgan for de frivillige kræfter, der ønsker at gøre en forskel. Til glæde og gavn for ikke kun unge, men for hele kommunen.

Det er positivt, at kommuner over hele landet laver ungepolitik. Men det er ikke nok. Ungepolitik er også kulturpolitik. Og det er mit håb, at de nye byråd over hele landet husker dette i den kommende periode.