Vi ser i disse år en stigende interesse for småbørnsfamilierne. Denne interesse afspejles i såvel politik som i praksis og kommer blandt andet til udtryk ved, at grænserne mellem familiernes privatliv og samfundets interesse i familien rykker sig.

Historisk set har man i samarbejdet mellem samfundets institutioner og familier haft fokus på de familier, man fra statens side vurderede, ikke kunne varetage børnenes tarv. Tidligere var det de fattige og børn, der voksede op i såkaldte ”sædeligt fordærvede familier”. Barnets opførsel var en lakmusprøve på, om familierne fungerede godt nok. Løsningerne stemte overens med problemforståelsen og børn blev på den konto sendt på opdragende ophold uden for hjemmet. Skaderne i familierne blev således forsøgt genoprettet i samfundets institutioner. 

Mens man tidligere har interveneret i familierne, når der var bekymring for et barn eller en familie, er der i dag en intention om, at samarbejdet med familierne også er af forebyggende karakter. En del af dette forebyggende arbejde er relateret til det aktuelle fokus på såvel børns skolegang som daginstitutionsliv. Devisen er, at et tidligt samarbejde med alle familier kan løfte børnenes senere skoleliv. Som Rådet for børns læring formulerede det i en pressemeddelelse i 2017: 

Det er ikke nok at rådgive om madpakker, sovetider og flyverdragter. Der skal for eksempel også fokus på, hvordan forældre kan stimulere deres børn i forskellige faser, hvordan de bedst understøtter børnene i at lære og udvikle sig.

Hjemmet er blevet et læringsmiljø

Dette er et eksempel på, hvordan samarbejdet mellem vores velfærdsprofessioner og familier i dag forsøges styrket ved, at der etableres nye relationer mellem institution og hjem. Disse intentioner må følges af en åben dialog om, hvordan de forskellige parter i samarbejdet forstår problemstillinger såvel som -løsninger, når emnet er børn, familier og professionelt samarbejde herom.  

Hvor hjemmet og familien tidligere blev set som arnestedet for omsorg, intimitet og nærvær, tales der i dag om hjemmet som barnets hjemmelæringsmiljø, der skal støtte op om både skolen og daginstitutionens pædagogiske arbejde. I skolesammenhænge søges samarbejdet mellem skole og hjem styrket ved for eksempel, at forældrene har ansvaret for, at børnene dagligt læser hjemme og børnene tager del i trivsels-, spise- og legegrupper. 

Naturligvis ønsker både forældre, lærere og pædagoger, at det skal gå børnene godt, men som børnepolitikken formuleres i disse år, så kan børn altid blive bedre, stærkere og ikke mindst dygtigere. De når med andre ord aldrig i mål, da der altid noget, der kan ordnes, forbedres eller styrkes. Det sætter diffuse rammer for de involverede parter og sætter deres indbyrdes forhold på hårdt arbejde. 

Barndom er fremtidens fundament

Hvis man skal samarbejde om problemer, der kan støde til engang i fremtiden, må man være nogenlunde enige om, hvilke forhold, der kan føre hvilke vanskeligheder med sig. Når der ikke er umiddelbart åbenlyse problemer, kan børns trivsel og udvikling se meget forskellig ud alt efter, hvem der ser og hvad, der kigges efter. Som forældre er man først og fremmest optagede af, om ens barn er glad, tryg og tilfreds i hverdagen. Mens man som lærer eller pædagog nok har intention om at se ”det hele barn”, men samtidig bliver afkrævet at have opmærksomheden rettet bestemte steder hen.

 Et eksempel på et sådant politisk opmærksomhedspunkt er børns sprog.   

Børns sprog er et fokusområde i samarbejdet mellem forældre og pædagoger allerede i vuggestuen. Det gælder både for børn, der taler flere sprog, og børn som blot behersker dansk. Også i dette arbe

jde involveres forældre på forskellige måder, både når der er bekymring, og når der blot skal ”trænes” og ”stimuleres”. En mor fortæller her om, hvordan der i datterens daginstitution ganske tidligt blev sat fokus på, at pigen ikke brugte sit talesprog til at udtrykke sig:

”Liv var i PPR-forløb i sin gamle børnehave, fordi hun var meget lang tid om at lære at tale. Hun talte bare ikke. Det var hun ikke specielt interesseret i. Det var faktisk en af de tider, jeg husker som hårdt for vores familie, hvis jeg skal være helt ærlig. Det der med at det er ens første barn, og der bliver lige pludselig sået megen tvivl – de var utrolig hurtige til – jeg tror, hun var 1½ år, da de begyndte med hendes sprog. Hvor man bare sådan – altså man har jo ikke nogen referenceramme, når det er ens første barn. [..] Og alt det hun var rigtig god til, synes jeg, blev enormt problematiseret. ”Ih, hvor laver hun mange puslespil, er det ikke også lidt mærkeligt”, hvor jeg tænkte, det er hun jo skidegod til.” 

Skolen venter forude

Moderen fortæller her, hvordan hun føler sig overvældet af det massive fokus, som pædagogerne har på datterens sprog allerede i vuggestuen. Et fokus, hun har svært ved se mening i, da datteren efter hendes bedste vurdering har det godt og trives. Samtidig oplever hun ikke, at pædagogerne får øje på det, som Liv er god til og i øvrigt er optaget af. ædagoger og forældre er således opmærksomme på forskellige aspekter af Livs hverdagsliv. Det betyder dog ikke, at der er lige meget plads til de forskellige perspektiver, hvilket får betydning for samarbejdet mellem Livs familie og daginstitutionens pædagogiske personale. På den ene side står det pædagogiske fokus på barnets udvikling af sprog. Dette er understøttet af det aktuelle politiske fokus på børns sproglige udvikling. På den anden side står forældrene, der er bange for, at Livs verbale sprog får forrang i det pædagogiske arbejde med Liv, mens andre ting, hun er god til, overses.   

Disse forskellige perspektiver på, hvad der er relevant at samarbejde om, er ligeledes spændt ud mellem en bekymring for Liv her og nu og bekymring for Liv i fremtiden med helt særligt fokus på, at hun skal blive skoleklar. Det kan blive svært at etablere et reelt samarbejde, hvis forældre og pædagoger ikke forsøger at nærme sig og forstå hinandens opgaver og perspektiver i forhold til ”den fælles sag”. Målet for samarbejdet er ikke nødvendigvis enighed og konsensus men, at de involverede parter forholder sig åbne til, at vanskeligheder kan se forskellige ud afhængigt af, hvorfra man ser dem. Det, den ene part opfatter som en vanskelighed, opfattes ikke nødvendigvis som en vanskelighed af den anden. 

Samarbejde er en svær disciplin

Hvor man tidligere tog problemerne op, når de kom, forsøger man i dag at være på forkant. Det gælder både i forhold til familier, hvor der menes at være risiko for, at børnene kan ”arve” deres forældres sociale problemer, og det gælder børn, der vurderes at ”mangle kompetencer”. Dette følges med en forestilling om, at ”en god barndom” er en tid, hvor ressourcer udnyttes til fulde og det bekymringsvækkende kan manifestere sig som en ikke god nok udnyttelse af barnets ressourcer. Ønsket om at systematisere samarbejdet mellem i dette tilfælde pædagoger og familier er kommet til verden med en intention om, at alle børn skal lære mere og færre problemer skal opstå på sigt. Spørgsmålet er dog, om det reelt hjælper familierne og deres børn og om det overhovedet styrker det professionelle arbejde med børnene? Så længe vi ikke kan have en ligeværdig samtale om, hvad der skal samarbejdes om og hvorfor samarbejdet skal finde sted, så lykkes det næppe. Måske endda vi må tale om, hvordan man på meningsfulde måder kan være på forkant med noget, som måske støder til senere i et menneskes liv. 

Anja Marschall og Sine Penthin Grumløse er forfattere til fagbogen "Familie i medgang og modgang", som netop er udkommet på Hans Reitzels forlag.