I en fjern fortid, før murens fald, blev klummeskriveren af en daværende beredskabschef introduceret til et stykke software, hvor man ved hjælp af vejrdata kunne forudsige fordelingen af radioaktivt nedfald, i tilfælde af at en eller flere atombomber skulle blive sprængt over dansk område. Det var mens Gorbatjov kørte Sovjetunionen, og før man kendte til den plan der ville have fjernet Danmark fra verdenskortet bare som et statement overfor Nato.

Demonstrationen af softwaren dengang gjaldt da heller ikke 264 atombomber i løbet af 50 minutter, men to i løbet af et par timer. Under indtryk af den almindeligt forekommende fejlagtige opfattelse af Gorbatjov som “ikke så slem”, fremstod simulationen af bombninger, nedfald og evakueringer mest som en illustration af den dengang stadig relativt nye digitale tekniske formåen. Nærmest sorgløst.

Under samtalen nævnte beredskabschefen som en (anden) kuriositet, at han forresten for nylig var kommet i tanker om, at det under en krigs- eller krisesituation kunne være nødvendigt for myndighederne at råde over kontanter i større målestok, og at han derfor havde forespurgt i de lokale pengeinstitutter hvor mange penge de havde liggende på forskellige tidspunkter. Fordi, som han sagde, det var jo ikke sikkert, at nogen ville tage imod en check.

Få år senere var Sovjetunionen fortid, men bortset fra ideologien er verdenssynet i Kreml ikke skiftet, i hvert fald ikke til det bedre. At Finland og Sverige har søgt ly i Nato er om noget en understregning af den militære risiko, og på det civile område har både den svenske beredskabsminister og efterfølgende den norske forsvarschef opfordret deres befolkninger til at indrette sig på at kunne klare sig selv i en krigssituation.

Formanden for Natos militærkomité, hollænderen Rob Bauer, giver dem ret: “Krig er ikke bare noget, som angår militæret. Hele samfundet skal involveres, om vi så kan lide det eller ej”.

Herhjemme er der ingen, der vil involvere hele samfundet, hverken statsministeren eller forsvarsministeren. Endnu, i hvert fald, selv om ingen af dem på nogen måde underspiller alvoren.

Det private initiativ lader sig dog ikke holde nede. Organisationen Folk & Sikkerhed har med direkte afsæt i de svenske bekymringer fremrykket udgivelsen af en i forvejen planlagt beredskabsfolder, der med titlen “Hvad nu hvis” adresserer den usikkerhed, som det officielle Danmark nedtoner.

Referencen til de officielle udgivelser “Hvis krigen kommer” fra 1962 og “Om at overleve” fra 1983 er tydelig, selv om den aktuelle folder ikke på samme måde som de to gamle forholder sig til en egentlig krigssituation på dansk jord. Men den har ramt et behov med sine tjeklister for, hvad man skal have liggende for at kunne klare sig i et samfund, hvor normaliteten er sat ud af spillet, og hvor hverken drikkevand, friske madvarer, elektricitet eller varme er en selvfølge.

Preppere har man kaldt folk, der går op i den slags, et ord der har haft en negativ klang på grund af den måde, man i USA “forbereder sig til dommedag ved fx at indkøbe våben og lagre af mad”, som er Dansk Sprognævns definition af preppernes livsstil.

Ordet prepper, der har været i brug herhjemme siden 2005, er afledt af det engelske ord for at være forberedt, prepared, og selv om livsstil måske er et stort ord i dansk sammenhæng, har praktikken i at have en beholdning af konserves, andre langtidsholdbare madvarer, flaskevand, tæpper, stearinlys, toiletpapir, radio, lommelygte, batterier og ikke mindst kontanter fået en vis udbredelse hen over de senere år og ikke mindre efter svenskernes opgraderede advarsel.

Rettidig omhu eller overdreven bekymring. Det må enhver afgøre med sig selv.